Restauranternes superliga har været samlet for at uddele den ultimative hæder, man kan modtage: Michelin-stjerner. Det foregik ved et arrangement i Helsinki, hvor de nordiske stjerner fra verdens mest eftertragtede spiseguide skulle fordeles.

Forud for årets Michelin-stjerner var der vanen tro en del spekulation om årets stjerner: Skulle Falsled Kro have deres første stjerne? Kunne nyåbnede Aure i København mon nå at få deres første stjerne, eller havde Michelin-inspektørerne endnu ikke været forbi? Og hvad med Jordnær – ville det tårnhøje niveau fra hr. og fru Vildgaard mon udløse den tredje stjerne?

Der har også været snak om Rasmus Munks restaurant Alchemist, der ifølge mange leverer så højt og ambitiøst niveau, at den tredje stjerne bør falde. Men sådan skulle det ikke gå.

Svaret er her nu. Årets stjerner fordeler sig sådan her:

Tre stjerner

Geranium, København

Noma, København

Jordnær, Gentofte

To stjerner

KOAN, København

Kong Hans, København

Kadeau, København

AOC, København

Alchemist, København

Henne Kirkeby Kro, Henne

Frederikshøj, Aarhus

En stjerne

Aure (ny)

Jatak, København

The Samuel, København

Marchal, København

Søllerød Kro, Søllerød

Formel B, København

Alouette, København

Substans, Aarhus

Domestic, Aarhus

Gastromé, Aarhus

Tri, Agger

Domæne, Herning

ARO, Odense

Villa Vest, Lønstrup

Mota, Nykøbing Sjælland

Syttende, Sønderborg

Lyst, Vejle

Ti Trin Ned, Fredericia

Dragsholm Slot Gourmet, Høve

Frederiksminde, Præstø

Kadeau Bornholm, Pedersker

Det betyder, at Falsled Kro, som mange havde spået en stjerne, blev forbigået. Det samme gjorde Mielcke og Hurtigkarl, igen-igen-igen, mens man hos Alchemist formentlig vil undre sig over, hvor meget mere ekstraordinær man skal lave oplevelsen, før den tredje stjerne bliver udløst. Man kan i sit stille sind også undre sig over, at Alouette stadig fremgår med en stjerne i Michelin-guiden, når restauranten har haft lukket på grund af flytning siden vinteren.

Udover Michelin-stjerner blev der også uddelt en række andre kategorier.

Bib Gourmand (god mad til prisen)

Gabrielle, København (ny)

Bobe (ny)

No. 2 (ny)

Paesàno (ny)

Young Chef Award

Anika Madsen, Iris i Norge

Nicky Arentsen, Aure i København

Service Award

Derudover fik Tobias M. Nilsson fra Lyst i Vejle den særlige Service Award, der hylder godt værtskab.

Sommelier Award

Damiano Alberti fra Enomania i København fik Sommelier-prisen, der hylder steder og personer med et særligt forhold til vin.

Grøn Stjerne

Den grønne stjerne gives til restauranter med særligt fokus på at give bud på bæredygtige løsninger, når det kommer til råvarer, arbejdsgange, madspild og retter. Alimentum i Aalborg og Tri i Agger fik begge en grøn stjerne.

I 2023 havde Danmark to tre-stjernede Michelin-restauranter, ni to-stjernede og 21 tre-stjernede restauranter.

Konklusionen i år bliver, at Danmark i 2024 har tre tre-stjernede restauranter, otte to-stjernede og 21 et-stjernede Michelin-restauranter.

Bedømmelsen af restauranterne i verdens mest eftertragtede madguide sker ud fra fem overordnede kriterier:

  • Kvaliteten af råvarerne
  • Håndværket – det vil sige smagen og tilberedningen af retten.
  • Personligheden – det vil sige, hvor godt det er lykkedes kokken at finde sit eget udtryk
  • Kvalitet for pengene
  • Kvalitet uanset tidspunkt – oplevelsen skal være lige så fremragende, uanset hvornår gæsten spiser på restauranten.

Afhængig af, hvor højt restauranterne scorer på disse fem kriterier, vil de modtage mellem én og tre stjerner. Én stjerne er ”en god restaurant i sin kategori.”

To stjerner er ”et rigtig godt køkken, værd at køre en omvej efter”.

Og tre stjerner er ”ekstraordinær køkkenkunst, værd at rejse efter.

Der er løbet meget vand i åen, siden Danmark med restaurant Kong Hans i 1983 fik sin første Michelin-stjerne. Siden er Danmark blevet en gastronomisk sværvægter, der har 1-, 2- og 3-stjernede restauranter, og som tiltrækker madentusiaster fra hele verden, der kommer til landet udelukkende for at spise.

Michelin Guiden blev startet af den franske dækfabrikant André Michelin i august 1900, hvor den blev trykt i 35.000 eksemplarer. Her kunne bilisterne læse, hvor i landet de kunne tanke benzin på bilen, hvordan man skiftede dæk og glødelamper. Og blandt alle mekanikerrådene gemte sig også anbefalinger over spise- og overnatningssteder.

I mange år var Michelin Guiden ikke at finde i Skandinavien, men efter pres fra blandt andre VisitDenmark, turisterhvervet Horesta og den nu afdøde prins Henrik fik Norden i 2015 endelig sin egen guide, Michelin Nordic Guide.