Til mellemlederbingo i Mediebyen: Hvordan smager gratis øl, når man ikke kan dele dem med nogen? scroll-down

Til mellemlederbingo i Mediebyen: Hvordan smager gratis øl, når man ikke kan dele dem med nogen?

Det er ikke at finde på noget kort, men i det nordvestligste hjørne af Roskilde Festival findes Mediebyen. Her mødes a-, b- og c-kendte, mediefolk og musikbranchemennesker for at netværke, arbejde og drikke masser af alkohol. Journalist Mia Skovby fik adgang til de allerinderste cirkler, men hvor sjov er en fest, man er ene om at være inviteret til?

Af Mia Skovby
Foto: Mathias Frejdahl Marker
Kultur Euroman

ØST FOR AVALON og nord for Arena. Det er ikke at finde på noget kort. Hvis man ved det, så ved man det, og jeg ved, at det burde ligge øst for Avalon og nord for Arena, hvilket egentligt ikke burde være så svært at finde, men det er nu imidlertid det, jeg ender med at bruge i omegnen af en time af min søndag på at gøre.

Min mobiltelefon er våd, så den duer ikke til noget. I stedet må jeg standse de stakkels, våde frivillige og spørge dem:

”Undskyld, men ved du, hvor pressecentret er?” og når de så er uforstående over for det, må jeg tage den mere elitære betegnelse i brug og spørge dem, om de så ved hvor Mediebyen er.

”Ja, den er deroppe,” svarer de som regel, og så vader man videre igennem det kviksand, som hele Festivalpladsen snart vil være dækket af.

Denne regnfyldte søndag er der ikke mange at finde i Mediebyen, eller Backstage Village som Roskilde Festival jo egentlig insisterer på, at den hedder, hvilket minder mig om dengang, Avedøre Gymnasium skiftede navn til Hvidovre, vist nok for at tillokke flere etsprogede elever. Det fungerede efter sigende fint. Nå, men det, os få, der befinder sig i Mediebyen i dag, har til fælles, er, at vi alle sammen har en god grund til at være her. Vi arbejder. Indtil musikdagene går i gang, tilhører den skjulte placering os, der drikker den gratis kaffe, og dem, der serverer den for os.

ONSDAG ER DET INDHEGNEDE sted fyldt med en masse helt afsindigt ukendte mennesker; mennesker af den kaliber, man kunne havde mødt 50 gange, og stadig ville stikke lappen ud til, hvis nogen introducerede vedkommende med ordene:

”Det er Michael. Jeg tror, I har mødt hinanden før.”

Aldrig i livet, ville man så svare, for alle disse Michaeler ligner hinanden med deres sølvgrå hår, stramme læderbukser og New Balance-sneakers, og de råber hele tiden ”Godt at se dig, gamle dreng! Du skal lige møde…”, det er typisk et kvindenavn, og de har en købekraft uden sidestykke og en købevillighed på cirka fem for mange af de der 400-kroners pitchere, man kan få i Vega Baren, men de insisterer alligevel allesammen på at rende rundt en hel aften med en kande hængt ved i deres baglomme, for ”der er jo 25 kroners pant på dem, og hvorfor skulle en anden få glæde af det?”

Jovist, der er også en del mennesker her, der ikke hedder Michael. Her er også en håndfuld mennesker, der er i Mediebyen og ikke på Festivalpladsen, fordi de både har et behov for at blive set af de rigtige kombineret med et behov for ikke at blive set af de forkerte.

”Det er rart, at man kan være herinde med sine venner i fred, uden folk hele tiden stirrer på en,” forklarer en af disse det senere.

Jeg ser også på et tidspunkt en datter af en kulturpersonlighed, der for tiden er i en kæmpe shitstorm. Jeg forstår godt, hvis hun ikke har så meget lyst til at forlade matriklen.

Men det er nu engang mænd med Frank Hvam-kasketter og kvinder med cross body-tasker, der dominerer herinde. Det er det ikke mindst i Tuborg-baren, som jeg spejder længselsfuldt efter.

DET, DER ER VÆRD at vide om Mediebyen, er, at det er et komisk sted. Stedet består populært sagt af to steder: pressens arbejdsområde og de andres netværksområde. Nogle gange træder pressen over på de andres banehalvdel, men aldrig omvendt.

Pressens arbejdsområde består af et telt og nogle containere. De andres netværksområde består af Vega Baren, et spiseområde, hvor man skal bestille bord, en masse smalle, firkantede stole, som, forestiller jeg mig, Roskilde Festival potentielt godt kunne lande i en shitstorm over, hvis der da var tykaktivister til stede, et loungeområde, hvor man skal købe adgang og Tuborg-haven, hvortil man skal inviteres.

Der er et par fordele ved Mediebyen. Her er renere, end der er på Festivalpladsen og ude i teltlejrene, som makrelspisende måger har overtaget. Her er ikke gratis, medmindre man har adgang til Tuborg-haven. Her er ikke billigere. Her er en rigtig god kyllingeburger, Formel B-familien har nemlig lavet både en burgerbar og en pop-up restaurant her. Så den køber jeg to af for at tage med ud til min ven, der ikke må komme herind, da jeg møder min chefredaktør, der spørger:

”Skal du ikke lave en reportage herinde fra?”

Det kan jeg godt, svarer jeg. Hvis han altså kan skaffe mig et Tuborg-armbånd?

Det er det, det hele handler om. Har man sådan et, kan man komme ind i Tuborgs have, og kan man komme ind i Tuborgs have, kan man få alt, man overhovedet kan drømme om: øl på hane, øl på flaske, øl på dåse, drinks på hane, vand på flaske, og jeg kunne blive ved.

I et samfund, der bliver mere og mere socialdemokratisk, er Tuborg-haven den sidste bastion, garant for gratis øl, forskelsbehandling og omvendt Robin Hood-kapitalisme, hvor den velhavende bryggerigigant ikke tager fra nogen og kun giver til få. Er du noget, må du gerne komme ind og lege. Hagen er, at legen er med en masse mellemledere, der godt kan lide vrikke med hofterne. Men det er du jo øjensynligt også selv, får du sådan et om håndleddet.

”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,” svarer han, og jeg forsvinder ud ad de to indgange, man skal igennem for at komme ind til Mediebyen.

EN TIME INDE i Doja Cat får jeg beskeden.

”Hvor langt er du fra Tuborg?”

Ti minutter senere står jeg der. Jeg møder en fotograf, der engang var i stand til at gøre ølproducenten tjeneste. Nu står han på armbåndslisten og har været så venlig ikke at stramme sit, så han kan overføre det til min arm.

”Jeg skal alligevel hjem i nat,” siger han.

Jeg går direkte derind og vælger den øl på kortet, der har de fleste procenter i, hvilket giver et øjeblik til at betage massen, der tæller en tidligere FCK-capo og samme klubs head of club engagement.

Det er kedelig masse, så jeg tager fadøllen og går ud igen, da jeg stoppes med en ”Hov, det må du ikke,” fra et af de tre mennesker, Tuborg simpelthen har ansat til at tjekke gæstelisten igennem. Det viser sig dog, at jeg er vokset op tre huse fra en af disse og på den note får jeg lov til at tage øllen med mig ud til Jungle.

I VEGA BAREN MØDER JEG torsdag en journalist fra Her og Nu, der fortæller mig, at det har været en dårlig Roskilde Festival.

”Jeg har været herinde i to timer nu uden at møde nogle kendte, jeg kunne interviewe,” siger hun og forklarer, at hele deres eksistensberettigelse på festivalen jo er at jagte de kendte, og det påfalder mig, hvor ens dem og Frihedsbrevet egentligt er. Mads Brügger udtalte engang, at hans medie er på Folkemødet for at jagte politikere.

Jeg pointerer, at Andreas Odbjerg da ellers står ved et stå op-bord og krammer med Tommy Ahlers, men han nægter altså at snakke med sladdermagasiner, så den er udelukket.

Min fotograf går op for at købe en øl til 55 kroner inklusive pant og spørger, om jeg skal have en med, men det, synes jeg, bliver for åndssvagt, så jeg går i stedet hen og bruger mit armbånd og vælger endnu en gang den med de fleste procenter i, da det slår mig, at jeg virkelig er Palle alene i verden. Jeg kender ingen herinde, og det er desværre ikke engang sådan, at jeg i det mindste ved, hvem nogen er.

Ude på den anden side ved jeg det. Der er Rosa Lund med ham, hun virker til at være i naturlig forlængelse af, der er en af Jessen-brødrene, der er Frederik Lentz Andersen, der er René Fredensborg, der er rigtig mange podcastværter, og der er min fotograf. Jeg er fanget i Tuborg-haven, taget gidsel af min trang til gratis alkohol.

Jeg vifter med armen efter min fotograf og får lokket ham til at stå på den anden side af det cirka 80 centimer højt stakit, som Tuborg-haven er omringet af. Der står vi på hver vores side og har en samtale, hvilket flere andre også har givet sig i kast med, og lader som om, det er helt normalt.

Det begynder snart at regne, og jeg har ingen intentioner om at fanges herinde, så jeg bunder øllen og går ud forbi de tre pickere og stiller mig i læ med resten af denne brogede skare i Vega Baren, mens jeg inderligt ønsker, at jeg kendte nogen, der havde det skide armbånd, så vi i det mindste kunne have drukket os i hegnet lige nu.

”HAR DU ET TUBORG-ARMBÅND?” spørger jeg radiovært Pelle Peter Jencel, da regnen er holdt op.

Han forklarer, at han lige er blevet tilbudt et af en, der var den eneste i sin vennegruppe med det og var blevet træt af, at alle de andre hele tiden ville have, at hun skulle forsøge at smugle øl ud.

”Men jeg sagde nej, jeg syntes, det var for pinligt. Man skal jo tænke over, hvad det er, man giver op på, når man står derinde,” uddyber han, og det, han mener med det, er vist noget med værdighed.

Vi bliver enige om, at det var for dårligt, han havde sagt nej, for min fotograf kunne jo have brugt det. Så bliver vi enige om, at han skal forsøge at skaffe min fotograf et. Pelle Peter Jencel rækker ud til nogen, der engang var i stand til at gøre Tuborg en tjeneste, og denne person siger, at han ikke har flere på lommen lige nu, men snart vil have det. Det fejrer vi med at drikke Irish Coffee og shots på DJ’ens regning.

Min fotograf ender aldrig nogensinde med at få det skide armbånd.

Det, der til gengæld sker, er, at jeg lejlighedsvist går derind, bunder en øl og går ud igen.

På et tidspunkt ser jeg en, der bestiller to specialøl på dåse, og bemærker, at bartenderen ikke åbner disse for ham. Så det gør jeg også og lægger dem i tasken.

PÅ FESTIVALENS SIDSTE dag tager jeg en sidste tur i Mediebyens netværksområde.

Nu er Nicklas Bendtner her også og hele dét entourage. En del, fx influencere og Christopher, er af støvlemærket Blundstone blevet inviteret til middag i Backstage Dining. Ikke engang Christopher er at finde i Tuborg-haven. Det er nu heller ikke, fordi han har brug for det, men sådan kan man jo sige om alle i Mediebyen.

Klokken er noget, der ligner 20, og jeg viser mit armbånd og går ind. Jeg bestiller to øl. En fadøl, som jeg begynder at drikke, og en dåse, jeg lægger i tasken. Og så ser jeg det. En person, der træder over stakittet. Kan man virkelig det? Jeg sipper lidt mere af den øl der. Kigger mig vældigt over begge skuldre. Så henter jeg en drink til den anden hånd. Kigger mig vældigt over begge skuldre igen. Nærmer mig stakittet.

Kan man det?

Det har vel cirka samme højde som min skridtlængde, vurderer jeg. Og så gør jeg det. I den mindst elegante bevægelse, man overhovedet kan forestille sig, tager jeg mit ene ben, svinger det ud over stakittet og ned i en mudderpøl, og så er jeg ligesom fanget på midten. Så tillægger jeg yderbenet al vægt og smider det andet ben over, før jeg med hastige skridt går mod bagindgangen og forsvinder ud i pøblen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Roskilde Festival og Kendte