Verdens bedste fodboldbøger

Hvad skal din far, din bror eller din bedste ven have i julegave i år? Traditionen tro udsendes der denne tid – hvor mænd har problemer med ønskelisten – masser af mere eller mindre lødige bøger om fodbold. Den måske bedste af alle de nye er imidlertid udsolgt i Sverige og kommer først på dansk til marts, hvor Gyldendal udgiver ’Jeg er Zlatan’. Men der er alternativer, specielt hvis man har huller i reolen og mangler disse fem titler, som i vores øjne er blandt alle tiders bedste fodboldbøger oversat til dansk.

1. Joakim Jakobsen: ’Tynd luft’ (2008)
Løfter på original vis historien om Danmarks deltagelse ved VM i 1986 til et portræt af en nation, hvis selvtillid steg i takt med sejrene i 80’erne.

2. David Winner: ’Oranje’ (2000)
Historien om, hvordan hollandsk total fodbold afspejler nationens sind, arkitektur og geografi fortalt enkelt og indsigtsfuldt.

3. Hunter Davies: ’Kong fodbold’ (1973)
Fodbold bag kulisserne – og i omklædningsrummet – set i optikken fra Tottenham Hotspurs 1971/72-sæson, som den legendariske forfatter fulgte på nærmeste hold.

4. Jonathan Wilson: ’Fra pyramiden til 4-4-2’ (2008)
Fængende og herligt detaljeret beretning om fodboldtaktikkens udvikling fra spillets fødsel til i dag.

5. Jakob Kvist: ’Ambassadøren’ (1996)
Danmarks måske bedste fodboldspiller nogensinde, Michael Laudrup, optræder ikke selv i biografien, så forfatteren har haft travlt med at interviewe kilder med noget på hjerte. Det fungerer.
 

Se, hvad vi ellers skriver om: Artikler