Far døde den januarmorgen for præcis to måneder siden i en eksplosion af en vintersolopgang, der var hans liv værdigt, og bagefter tog jeg direkte fra hans lit de parade på Bispebjerg Hospital ind på Gyldendal og afleverede den endelige korrektur på Sir Alex Fergusons 'Mine Erindringer', der udkommer på dansk fredag den 14. marts.

400 sider tager længere tid at oversætte, end man tror, og stik imod normal procedure besøgte jeg ikke far mere end én gang den sidste måned derhjemme, inden Bispebjerg tog ham, altså mens han endnu var nogenlunde frisk, fordi al min ledige tid var afsat til oversættelsen af Fergusons bog, der havde deadline samme dag som far blev indlagt, midt i december.

Det var helt i fars ånd: Man skal passe sit arbejde og sit kald, dét var fars credo (ikke altid mit; jeg var længe en doven hund i et spil kegler) født i nøjsomme kår på Lolland i 1930 med seks søskende, roesuppe til middag, halm i fællessengen og ubetinget selvforsørgende fra en alder af 15 år, som han var.

Den ydmyge baggrund og protestantiske arbejdsethos var ikke det eneste, far havde til fælles med Ferguson, som har opkaldt sit hus efter skibsværftet, hvor hans egen far sled sig op til en slaveløn.
Det var de gamle dyder. Og lidt til.

Du skal bruge dine evner, du skal brænde dit lys som en flammekaster, du må ikke gå og gemme dig, du skal spille din kamp og dit eget spil med vovemod, (mands)hjerte, handlekraft. Du skal ikke stå og vente. Gå efter det. Frem over isen, fuld skrue ud over stepperne op mod vinden med åben pande og krum hals. All-in, full on, Geronimo, gung-ho, take no prisoners. Du  må aldrig give op. Du skal blive ved med at tro på, at det kan lykkes, også når tiden er udløbet, og du er bagud. Hvis du taber, skal du videre. Der venter flere kampe, nye sæsoner. Hvis du vinder, skal du videre.

Du skal hjælpe, hvor du kan.

Vær taknemlig. Det siger sig selv, at du ikke skal beklage dig.

Du skal give alt.

Vi talte sammen på mobilen hver dag.

Far tog mig med i Idrætsparken, da jeg var dreng, første gang en magisk juniaften, hvor Elkjær scorede tre og Allan et enkelt, da vi slog Nordirland 4-0. På de lange søndag eftermiddage kørte vi i Fiat 127 den lange vej ind fra Danmarks Tjernobyl, byen Gud glemte, for at se metropolens talentfulde, aldrig kedelige KB rykke op og ned. Vi så Dynamitlandsholdet kvalificere os til den store scene på samme bane. Dengang betød det alt. For mig.

Så kom krigen, og der gik et årti, hvor far og jeg ikke talte sammen, kun forbi hinanden. Vi så derfor ikke EM '92 sammen, men vi så Ferguson vinde sit første mesterskab med United året efter.

Så blev vi allesammen (og alligevel aldrig) voksne. Far og jeg fandt vist hinanden, og det var selvfølgelig gennem fodbold. Vi så jo Manchester United vinde Champions League-finalen i overtiden i '99. (Og far havde til sine sidste dage ondt af de grædende Bayern München-spillere, selv om han holdt med United). Vi så Manchester Uniteds sidste hjemmekamp under Sir Alex Ferguson i maj 2013, for 10 måneder, siden sammen. Ferguson havde da vundet sit 13. og sidste engelske mesterskab med United. Bagefter holdt han afskedstale. Det var i fjernsynet.

Ingen kunne holde brandtaler som far. De kom fra hele landet for at se ham, Danmarks mest karismatiske prædikant, 45 minutters helvedeskørsel på alle cylindre uden manuskript. De bestilte bryllupper, begravelser og barnedåb fra hele verden, fordi far fyrede på alle de der 12 cylindre. Han begravede sin mor, sin far, sin søster, to af sine brødre og alle vennerne. Mange døde under tragiske omstændigheder. Børn, selvmordere. De sad i vores køkken. Ikke et øje var tørt. Kun fars. Han græd vel indeni.

Vi talte sammen på mobilen hver dag.

Ferguson siger, at hans enorme succes skyldes alle de tæsk, han fik som barn. Han fik ørerne varmet hjemme, og i skolen fik han med remmen. Remmen fik han senere overdraget af sin hårdestslående yndlingslærer, og han opbevarede den som rituelt relikvie og reminder på sit kontor på Manchester Uniteds træningsanlæg. Far fik også tæsk af et bælte, så kødet brændte, hjemme og ude, som var to sider af samme sag: Farfar var skolelærer med slag i. Af den helt gamle skole.

Det var Fergusons egen angriber Brian McClair, der fandt på tilnavnet "Hårtørreren", fordi manageren blev kolerisk, når spillerne slappede af.

Hvis mit hår var vådt om vinteren, når jeg skulle i skole, tørrede far det bare med en effektiv prædiken. Så blev ørerne også varmet samtidig.

Alle børn - og en del voksne - var bange for far. Far var ikke bange for noget. Dertil havde han set for meget tidlig død. Alle de døde børn og soldater. Far flækkede engang panden på en indbrudstyv med et spækbræt, da han var 65. 10 år senere slog han en anden tyv bevidstløs med et håndkantsslag. Far var action.

Ferguson var action.

Fars åndelige hjemland var Amerika.

Det er også Fergusons.

Far var født på Amerikas Uafhængighedsdag. Ferguson var en hårtørrer. Far var en rygende seksløber.

Vi talte sammen på mobilen hver dag.

Far var selvfølgelig så meget andet og mere end fodbold, og selvfølgelig meget mere, end jeg kan begynde at udtrykke, siger jeg så og skriver alligevel videre. Eller det vil sige, jeg trykker bogstaverne frem på den staveplade, vi kalder smartphone, her et sted i Thailand, hvor jeg nu sidder igen og sidst var med far i 1988 på vores Asia Tour, der strakte sig over to år. Far levede i årevis i Asien og Rudyard Kipling og Karen Blixen og Afrika og Knud Rasmussen og Thule, også da han kom "hjem" til verdens mindste by med lilleputmennesker, der tøjrede og bandt ham, og meget kort sagt gjorde han Universet større og De Syv Have mindre for mig, han var ånd og poesi og tropehjelm på Raffles Hotel, Singapore, 1952, han var historiens vingesus, han var the missing link mellem den gamle og den nye verden, for han havde både været i krig i meget gamle dage, kunne sin Shakespeare udenad og havde modtaget Japans næsthøjeste orden af den oldgamle  kejser personligt, vist mig verden, boet i den længe før dét blev almindeligt - og længe efter man kunne forvente det: Far afsluttede sin sidste mission i uniform på Balkan som 74-årig, og han havde sat sine spor ude og hjemme som en gøgler af Guds nåde, en hypermobil, åndelig-social gavebodsversion af 7-Eleven, der havde alt undtagen lukket. 

Ferguson var fanatisk.

Far var fanatisk i sin mission, der gik ud på at sætte ild til Frihedsgudsindens fakkel og strøm til Evangeliets betingelsesløse krav om næstekærlighed ved at give de svage sin tid, sit tøj, sine ører, ord, hjælp, vejledning, mad, kaffe og penge på åben gade, i fængsler, afbrændte negerlandsbyer, døveskoler, Jutlandia og frontens M*A*S*H-hospitaler under Koreakrigen, specialskoler, på plejehjem, i dybt ensomme stuer, i flygtningelejre, blandt fordrukne vagabonder med Abbé Pierre i Paris og i aflusningen på Kofoeds Skole, på åndssvageanstalter, provinssygehuse, amerikanske militærbaser, containerskibe, lukkede psykiatriske afdelinger og alle andre steder, især hjemme i vores køkken, som altid var en blanding af alle disse steder. Så jeg gemte mig bag sportens resultatsider i avisen.

Vi talte sammen på mobilen hver dag.

Far var en fighter af Guds nåde, han elskede livet, og han troede på Fergie Time, ekstra spilletid, at blive ved med at tro på det, selv om det ser sort ud, sort som graven, selv om den ordinære spilletid er  udløbet, og der kun er Dommerens tillægstid tilbage.

Far havde været dér flere gange.

Dagen før jul ville overlægen på Bispebjerg slukke for strømmen på far. "Behandlingen er udsigtsløs," sagde lægen lige op i iltmasken på far. Men mellem talløse kvælningsanfald, og masken, som far rev af, og ledninger og elektroder og slanger i alle kropsåbninger samt en et par ekstra sonder eller lignende, der var stukket og skåret ind gennem huden, sagde far til lægen: "Det er jeg ikke indstillet på. Jeg vil hjem og se fodbold."

Vi talte sammen på mobilen hver dag.

De sidste syv år var vores bedste, de var næsten urimeligt fede, og vi ringede sammen hver dag. Vi talte tit om Ferguson. Vi talte ikke længe, måske et par minutter, nogle gange ti, ikke specielt avanceret. Mest "det var ellers en flot redning", "sikke et drama", "der var gang i den" eller "de klarede den". Den slags. Ingen smarte analyser. Far havde trænet med et halvt landshold i AB i 1950'erne, på andetholdet, men vi var ikke eksperter. Men vi havde fodbold og en på trods af alle fundamentale forskelligheder fælles sendefrekvens, jeg ikke kan sætte ord på, til fælles. (Siger jeg igen og trykker videre på min iPhone-staveplade). En underliggende - i mangel af ord - referenceramme, som bare var der, uden ord. En verden. En historie. Det var og blev fodbold, der bandt os sammen.

Vi talte sammen på mobilen hver dag.

Den sidste gang, jeg besøgte far, den sidste torsdag på Bispebjerg, tre dage før han døde, var han allerede på vej væk sejlende over på Den Anden Side, men hans sidste forståelige ord til mig (og fars eneste - til gengæld ubetinget - nærværende sekunder) stønnet og stødt ud med de allersidste kræfter i mange forsøg var: "Hvad... nummer... ligger... United?"

Jeg svarede ham, at Manchester United lå nummer syv. Han gryntede, og jeg ved, han mente, at det var da fint nok. Det går op og ned, i fodbold og i livet. Indtil det altså slutter. Far kunne først og fremmest godt lide fodbold, og han holdt mest af Sir Bobby Charlton ("en ægte gentleman, en boldspiller"). Far ville helst se Manchester United spille, vel egentlig fordi jeg ville, men det betød mindre for ham, om de vandt. Bare de spillede. Ligesom i livet. Måske.

Vi talte sammen på mobilen hver dag.

Far døde fattig. Han havde givet alle sine penge til mig og tilfældige mennesker, alle og enhver på Østerbrogade og Balkan. Far kunne ikke lide penge og døde ting. Kun ånd, bøger og musik. Han gav det hele væk. Sådan havde det altid været. Væk med det. Forbandede penge.

Ferguson brugte alt for få penge. Det er så nemt at se nu. Men Ferguson stolede på sine spillere. De vandt jo. De turde ikke andet. Ferguson kunne åbenbart ikke selv se, hvor meget han betød.

Vi talte sammen på mobilen hver dag.

Vi talte tit om Ferguson. Far var mere end stolt, de gange jeg fortalte ham, at jeg havde talt med Ferguson selv i embeds medfør. Det var længe efter krigen.

Den sidste torsdag i januar på Bispebjerg Hospital havde jeg medbragt den endelige oversættelse af Fergusons selvbiografi, som jeg havde modtaget printet ud fra Gyldendal, for at læse en ekstra korrektur af slutkorrekturen ved syge-/dødslejet. Jeg viste udskriften til far, og han forsøgte vist at sige noget anerkendende, som blev siddende derinde bag de gamle, udtryksfulde øjne, der havde set alt, et menneskes øjne kan se, fra det ydmyge Lollands flade roemarker i 1930 til det hvide loft på Bispebjerg, Afd. Y22 Stue 9 i januar 2014. Øjnene nåede lige akkurat at se Fergusons erindringer på dansk. Som altså udkommer på fredag.

Vi talte sammen på mobilen hver dag.

Diego Maradona plejede at dedikere sine mål til sine døtres uskyld, Falklandsøernes ære, Englands kastration, Argentinas nosser eller Napolis kærlighed. Og jeg vil ikke holde mig tilbage, men dedikere min oversættelse af denne bog - i øvrigt den hurtigst sælgende non-fiction bog nogensinde - til far. Som en sølle bod for manglende besøg i hans sidste friske måned inden Bispebjerg. Det har ærgret mig, at jeg ikke var der dér og så en sidste fodboldkamp sammen med far i det sidste åbne vindue - den sidste chance.

Det helt banale, helt brutale, der er med sådan nogle som din far og så Alex Ferguson, er, at du først opdager, hvor meget, de fyldte, og hvor vigtige de var, når de ikke er der mere. Så er der tomt, som et sort hul i jorden.

Men livet går videre, børnene bliver større, de vil se fodbold og spille fodbold, ligesom far og jeg gjorde, slægt skal følge slægters gang, dejlig er jorden, se nu stiger solen, og vi nåede så mange kampe sammen. De sidste år var det hele værd.

Jeg savner far, som Manchester United savner Sir Alex Ferguson.

Jeg savner ham, som Puff Daddy savner Notorious B.I.G.

Og min første refleks er stadig at gribe mobilen og ringe til far, hver gang United skal spille eller har spillet.

Og jeg taler stadig med ham hver dag.

Bare på Den Anden Linje.

Altså fastnetforbindelsen.