I denne uge for 30 år siden blev fem meget forskellige teenagere tvunget til at tilbringe en lørdag sammen på skolebiblioteket på Shermer High School. Eftersidningen var det eneste, de havde til fælles.
De fem repræsenterede arketypiske amerikanske high school-elever: The athlete, sportsfyren, i skolens officielle jakke med bogstaver, skindærmer, navnetræk og udmærkelser. Typen, der efter alt at dømme har sit livs bedste år netop i skolens afsluttende år og skal leve på dem resten af livet. The brain, skal vi kalde ham Kloge-Åge, der kan sine matematiske formler og nok skal klare den i fremtiden, men som ikke har høj status blandt sine jævnaldrende. The basket case, hende, omgivelserne har opgivet, ligesom hun har opgivet sig selv og omgivelserne. The criminal, det er ham, der er most-likely-to-fail, og trods begavelse og kreative indslag har en prognose, der ligner en orange fangedragt. Og så the princess. Åh, the princess. Det er hende, der er ovenpå, elsket og misundt af mange og hadet af endnu flere.
De kan selvfølgelig ikke være i stue sammen. I begyndelsen. Men noget går galt. De fem alt for forskellige typer bliver jo nærmest venner. De finder ud af, at de har mere til fælles end til forskel. Som atleten, sportsfyren, hedder Andrew Clark. Han siger på et tidspunkt: ”We’re all pretty bizarre. Some of us are just better at hiding it, that’s all.”
Det er en film.
Lørdag den 24. marts 1984 eksisterer kun i The Breakfast Club.
Men John Hughes’ kultklassiker føltes som virkelighed, da den ramte mig rent i hjertet i sommeren 1985, lige efter 9. klasses afslutning, lige mens jeg forgudede Duran Duran og Preben Elkjær, var på vej på efterskole, og den ramte mig lige midt i mine arketypiske teenageår, der sikkert var lige så hormonelt forstyrrede, stormfulde og smukke og grimme og onde som alle andres. The Breakfast Club ramte mig som en drone, jeg ikke havde set komme. Det hjalp, at Molly Ringwald spillede med, og at Simple Minds spillede deres signatursang (og eneste gode, men til gengæld virkelig gode sang), der endnu kan få hårene til at rejse sig på armene af mig, når jeg hører den hvert tiende år.
The Breakfast Club er et monument over 1980'erne, den er frosset fast i en firsergletsjer, den er lavet af firserinstruktøren par excellence John Hughes, der også lavede den formidable Some Kind of Wonderful og den endnu mere vidunderlige Ferris Bueller’s Day Off og den fine Pretty In Pink. De fem high school-elever bliver selvfølgelig spillet af fem medlemmer af Hollywoods ærkefirserloge, The Brat Pack, heriblandt ikke mindst Emilio Estevez og Judd Nelson.
Men den er også tidløs, for alle skoleelever er ens og forskellige til enhver tid. Det er ikke blevet nemmere at være ung. Det har aldrig været nemt. J.D.Salinger, der skrev The Catcher in the Rye (1951), ville ønske, at han kunne gribe de unge, så de ikke ryger ud over afgrunden af den rugmark, som Salinger forestillede sig, de kom løbende igennem og som gav navn til titlen på romanen.
Jeg ville gerne kunne rejse tilbage til mig selv, nærmest som Michael J. Fox i Tilbage til fremtiden fra samme periode og sige: ”Det skal nok gå altsammen, kammerat.” Det siger jeg stadig til mig selv, 30 år efter.
Jeg savner ikke 1980'erne på dén måde, de var rædselsfulde på mange måder, men jeg er taknemmelig for, at mine forældre havde timing nok til at producere mig, så jeg blev en del af The Breakfast Club.
På et tidspunkt siger pigen, som er opgivet, the basket case: ”When you grow up, your heart dies.” The criminal svarer: ”Who cares?” Hvorefter pigen svarer tilbage: ”I care.”
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer helt ud af 80erne. De er i mig, det er lidt ligesom Vietnamkrigen for veteraner, og The Beatles og Bob Dylan for dem på 70. Abba og Gasolin for dem, der var ældre end mig.
Men jeg er ret sikker på, at jeg aldrig kommer ud af The Breakfast Club.
