(4 pers.)

8 spoleben
3 fed hvidløg
5 timiankviste
3 tomater
½ øl (en frugtig hvedetype)
½ dl æbleeddike
½ l hønsebouillon eller vand
Salt
Peber
½ dl olivenolie
½ bdt. estragon

Kom spolebenene op i en stor sauteuse eller en stegegryde, og brun dem grundigt på alle sider i lidt olie. Krydr med salt og peber. Derpå tilsættes hvidløg, timian og tomater i grove stykker. Lad det brune videre i 1 minuts tid. Tilsæt herefter øl, eddike og bouillon, og lad det koge op, og skum af for de urenheder, som lægger sig på overfladen. Sæt så gryden i en ovn ved 150 grader i ca. 1 ½-2 timer. Vend af og til i gryden under tilberedningen i ovnen, så benene bliver glaserede på alle sider.

Når spolebenene har braiseret færdig, tages de ud af ovnen, væden hældes fra gennem en stormasket sigte – brug en træske til at mase al den gode smag igennem. Smag til med salt, peber og evt. ekstra øl og eddike, så smagen bliver lidt frisk. Hæld saucen tilbage over kødet. Top retten med stegte artiskokker og persillerødder, og drys med hakket estragon.

Fint at få et godt brød til denne ret til den gode, kraftige sauce.

Stegt artiskok og persillerod:
6-12 persillerødder (alt efter størrelse)
8 violette artiskokker
Olivenolie
Citron

Persillerødderne skrabes, hvis de er små, eller skrælles, hvis de er store, og vaskes i koldt vand. Er de små, anvendes de hele, og ellers skæres de i grove stykker. Skær de klargjorte artiskokker – se boks – ud i mindre stykker, og steg disse sammen med persillerødderne på en pande i lidt olie i 1-2 minutter, så de får lidt farve, med stadig er møre og sprøde.

Tilbage til 10 opskrifter med svinekød