Den sidste dag i august for mange år siden døde min mor efter at have været syg siden foråret samme år. For at det ikke skal være løgn, var min far død det samme forår, og min mor blev diagnosticeret uhelbredelig syg kort efter.

Det år begyndte sommeren den dag, min far blev begravet, sidst i marts, og varede til den dag, min mor døde, 31. august. En lang, lang sommer med sol og blå himmel stort set hver dag – ret atypisk og isoleret set en fuldstændig vidunderlig sommer.

Under andre omstændigheder havde det været vidunderligt, ja, men den til tider trykkende varme var også ulidelig, og sol og høj blå himmel hver dag blev monotont og ligesom trak nogle pinefuldt lange dage endnu mere i langdrag.

Min mor døde hjemme, passet på skift af mig og mine tre søskende. Det var en på én gang uendelig lang og kort sommer – kort, fordi et par måneder jo ikke er noget, når der tælles ned, når et liv rinder ud, men sommeren var også uendelig, fordi forløbet forekom uendeligt drøjt og udmagrende.

Til sidst kan man ikke holde til mere, og når det ikke kan være anderledes, så må det også gerne stoppe. På det tidspunkt har alle indset, at det kun går én vej – miraklernes tid er endegyldigt forpasset. Da vi så sidder dér i huset den sidste dag og venter på bedemanden, på en gang underligt lettede og samtidig fortvivlede og udmattede, hvad har man så lyst til?

Der er ikke rigtig noget, nogen kan sige – ikke noget, der kan gøres fra eller til. Alle gør deres bedste, men hvad kan man gøre ved det, man ikke kan gøre noget ved? Da kom så min onkel og faster forbi – de ville ikke trænge sig på, de ville bare vise deres medfølelse. Og så ville de aflevere noget og køre hurtigt igen. En madkurv.

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal svare, når nogen af og til spørger til et måltid, jeg aldrig glemmer, men det måltid den dag glemmer jeg aldrig. Det var præcis, hvad vi trængte til – at nogen serverede os et måltid mad.

I kurven var der et skønt stykke rødt oksekød – roastbeef eller culotte, jeg husker det ikke helt præcis – og så salat fra haven og nogle gode flasker vin. Og dessert, rødgrød med fløde – rødgrød af bær fra min onkel og fasters overdrevent blomstrende have (min faster er englænder og har noget med haver!).

Jeg spiser meget sjældent dessert, men jeg har aldrig smagt noget skønnere end netop den rødgrød – en tæt, sød, koncentreret grød, der inkarnerede den fantastiske sommer, som det jo havde været, men som ingen havde kunnet sætte pris på. Her var sommeren, på sommerens sidste dag, på en ske – en himmerigsmundfuld midt i fortvivlelsen.

Mens min mor var syg, dvs. døende, drejede alt sig – ud over selve plejen – om at gøre dagene så gode som muligt. Hvad kunne man gøre, når man i virkeligheden ikke kunne gøre noget som helst? Jo mere sygdommen begrænsede de fysiske udfoldelsesmuligheder, des mere verden lukkede sig omkring hende, i større grad lå de store glæder i de små, i måltiderne.

Serveringer, der ikke bare var velsmag og nydelse, kunne også være minder om tider og steder, om rejser og møder. Til sidst var det mere tanken om eksempelvis moules marinières og sprød hvidvin end reel appetit, men bare synet, duften ... Det er sådan noget, et måltid også kan – så meget mere end bare at stille sulten.

Jeg er ude af stand til at forstå, at mange ikke har samme glæde ved et måltid – altså glæde og forventning ud over det at spise sig mæt. Men jeg erkender, at sådan er man så forskellig, og der er et væld af ting, der er livets mening for andre, mens det for mig er så uendelig ligegyldigt. Vi er alle forskellige, men jeg synes, at det at spise er så uendelig stort!

Når jeg rejser, så hader jeg at ankomme, så man misser et måltid, og der er ikke noget mere stressende end at være ramt af flyforsinkelse eller trafikprop og se uret tikke forbi frokost – eller middagstid det pågældende sted.

Hjemme hænder det (sjældent, gudskelov), at vi springer aftensmaden over – typisk fordi et gedigent frokostmåltid har sat sine spor, eller fordi tiden for madlavning helt er skredet i hverdagens almindelige trafikkaos med planlægning, der ikke altid går op.

Og hvad sker der så med sådan en dag uden et regulært aftenmåltid? Det skal jeg sige. Der sker det, at aftenen fuldstændig går ud af kurs. Mister fokus, retning, begyndelse og afslutning, højdepunkt ...

Det kan godt være, at det er for meget at gøre ud af det, eksempelvis på rejser, når det hele går op i at få frokost og aftensmad til at falde på plads frem for alt andet. Jeg ved ikke, hvor mange seværdigheder jeg har droppet og sightseeings, jeg har udskudt, af hensyn til måltidet. Jeg er kommet alt for sent til dyrt købte koncerter og har misset fly i lufthavne, fordi jeg ikke i tide har kunnet få mig selv til at rejse mig fra et måltid.

Indrømmet, det er på sin vis idiotisk, men på den anden side, så er det ikke kun et spørgsmål om at blive mæt og om at opretholde livet. Måltidet er også forventning, glæde, trøst, ro, fordybelse, minder, forløsning ...

Og ikke mindst tanken om, hvad man skal spise næste gang!

Jesper Uhrup Jensen
chefredaktør

SE OGSÅ: 5 små og nemme opskrifter til picnickurven
SE OGSÅ: Opskrift på rødgrød med fløde
SE OGSÅ: Gifte kvinder trøstespiser mest