Fleabag

Fleabag

Grinet er det nye drama

Endelig er den britiske serie ’Fleabag’ kommet til Danmark. Den beviser, at det virkelige drama i disse år ligger og simrer lige under alle de grin, vi forventer at få.

Boo har begået selvmord. Er det sjovt? Hun var kvinden Fleabags eneste reelle veninde, og i flashbacks oplever vi, hvor vanvittigt grove de to kan være i kæften over for hinanden. Lyder det ikke bare som en rigtig komedieserie?

Næh, og det er britiske ’Fleabag’, der endelig er kommet til Danmark med Amazon Prime Video, egentlig heller ikke. Men alligevel er den virkelig sjov! Og samtidig lægger selve formatet op til, at vi skal grine.

LÆS OGSÅ: 7 gode Oscar-film du kan streame

Masser af akavede situationer er nemlig klemt ned i den klassiske sitcom-længde på lige under 30 minutter. ’Fleabag’ er i den henseende et mesterligt eksempel på, at komedien er blevet det nye drama i serieverden. ”Comedy in theory” kaldes termen, og det må siges, at være ganske rammende.

For umiddelbart er ’Fleabag’ en sjov serie, der handler om en kvindes umulige forhold til mænd og familie, men den er også momentvis hjerteknusende. Se blot traileren og mærk efter.

LÆS OGSÅ: Netflix løfter sløret for en række nye film og serier, du kan se i 2017

Imidlertid er ’Fleabag’ ikke forløberen på den dramatiske komediefront. For de senere år har især amerikanske serier excelleret i genren, der kan spores tilbage til fire piger i Brooklyn i 2012.

For med ’Girls’ satte serieskaber Lena Dunham en uhyre høj standard for, hvad man kunne fortælle i en umiddelbart sjov serie. Dunham spiller selv hovedperson Hannah Horvath, der er sikker på, at hun er sin generations kommende stemme, men som undervejs må revurdere den idé til, at hun nok nærmere er én stemme i én generation.

Samme virkelighed må veninderne Jessa, Shosanna og Marnie stille og roligt vågne op til igennem sæsonerne, og det er både rørende, men også ufatteligt sjovt udført, fordi de selviscenesættende egoist-piger virkelig tænker på deres egne behov før alt andet.

Tag nu bare denne diskussion imellem de fire piger på en ellers hyggelig tur til et strandhus. Er den sjov eller nærmere dramatisk ubehagelig?

Der er meget langt fra de moderne, morsomme seriedramaer og tilbage til 00’ernes fokus på opbyggelighed og lange fortællinger. Tag nu bare ’Mad Men’ (HBO Nordic) med dens kolossalt gennemarbejdede tidsbillede eller det velresearchede og møjsommeligt opbyggede drama i ’The Wire’ (HBO Nordic), der i dag næsten virker en smule bedagede. Og det er da heller ikke serier som dem, der er i høj kurs blandt seere og anmeldere længere.

Jo, selvfølgelig ser mange stadig ’Game of Thrones’ (HBO Nordic), ’Halt and Catch Fire’ (HBO Nordic) og ’The Americans’ (Netflix), men disse er også startet op og udviklet for ret længe siden, og seerne er oftere trofaste fans end folk, der vil have det nyeste nye.

Verden har nemlig ændret sig de senere år, hvor serier som Louis CK’s ’Horace and Pete’, Anziz Ansaris ’Master of None’ (Netflix) og Jill Soloways ’Transparent’ (Viaplay) har udstukket en helt ny retning for, hvor sjovt og komprimeret et drama også kan være. Tag for eksempel denne trailer fra netop ’Transparent’. Er det sjovt eller virkelig melodramatisk for alle abonnementspengene?

Svaret ligger et sted midt imellem. Og det er netop, hvor ”comedy in theory” placerer sig. Som en mellemstation imellem melodramaet og de store grin.

Det helt særlige ved denne blanding er, at den kan sætte personer i centrum, som man i filmverdenen aldrig ville kunne holde med. I en let opbyggelig komedie på det store lærred er de fleste personer mere eller mindre uheldige eller enfoldige.

Ligesom et filmdrama ofte har hovedroller, der træffer store og afgørende beslutninger ganske hurtigt. Det gør ”comedy in theory”-rollerne ikke nødvendigvis.

De glider bare med og reagerer på det, der sker omkring dem. De fleste er sjove bekendtskaber, men der ligger samtidig et stort drama og syder og bobler indeni dem. Lige netop derfor opfører de sig så vanvittigt, at vi forstår dem, men samtidig ikke helt fatter, hvad de har gang i.

Tag nu bare dette lille klip fra ’Master of None’, der siger en hel del om, hvordan man ændrer sig fra generation til generation, men som selvfølgelig er leveret morsomt:

Det er også her, at ”comedy in theory”-serierne adskiller sig i helt særlig grad fra de store tv-dramaer, som de uden tvivl kan ses som en reaktion imod. For ”comedy in theory”-serier er ikke plotdrevne.

Der er ikke et endemål med dem, men en genklang af menneskelige problemer, som ikke ligger uden for vores fatteevne, men som derimod ligger og venter på dørmåtten, når vi bevæger os ud i virkeligheden efter, at have trykket stop på streamingtjenesten.

Dermed ikke sagt, at det store drama er forbi i serieverden. De senere år har vi set interessante nyskabelser i det længere format som ’Mr. Robot’ og ’Empire’. Men dér, hvor de mest interessante landvindinger sker, er i serier med kortere formater og akavede grin som ’Girls’, ’You’re The Worst’ (Netflix), ’Silicon Valley’ (HBO Nordic), ’Mozart in the Jungle’ (Viaplay) og ’Transparent’.

Og så selvfølgelig den nærmest overdrevent hårde ’Fleabag’, der endelig er kommet til Danmark. Den er om noget ”comedy in theory”, ja, serien tilbyder ganske enkelt masser af grin igennem tårer.

LÆS OGSÅ: De bedste serier i 2017 indtil nu

LÆS OGSÅ: Her er alle film og serier, som kommer på Netflix i april

LÆS OGSÅ: 6 film og serier der klæder pornoen af til skindet

Se, hvad vi ellers skriver om: Streaming og Serier