At vokse op er at få alle de verdener, der rumsterer inde i en selv, til at passe sammen.  

Sådan er det for os alle, og sådan har det i høj grad også været for Lærke Kløvedal. Hun er kendt som en af landets bedste madanmeldere og for den populære podcast ’Det Sidste Måltid’, hvor hun og hendes gæst i fællesskab nedfælder gæstens nekrolog, mens kokken Jonas Franck serverer. Og så er hun selvfølgelig også kendt som datter af afdøde Troels Kløvedal.

Eventyreren, der nedfældede de berømte ord: ’Alle mine morgener skal være poetiske,’ og som gennem utallige rejseprogrammer, bøger og foredrag gav de ellers tryghedssøgende danskere mod på at udforske fjerne kyster. 

I sin erindringsbog ’Sømærke’ beskæftiger Lærke Kløvedal sig først og fremmest med kompleksiteter. Dem har der været mange af i hendes liv. Under hele hendes opvækst er hendes far berømt. Faktisk mere end det.

Han er beundret for sin kærlighed til livet, sit optimistiske sind og sin insisteren på ikke at lægge anker nogle steder. Men et barn er et anker i tilværelsen, og hvordan har det så været at være det anker, som ens far så konsekvent nægtede at kaste gennem hele sin tilværelse?

Alt det afdækker Lærke Kløvedal på flot vis. Som hun formulerer det: ’… hvem tog sig så af de upoetiske lortebleer, de vrangvillige, søvnige børn, madpakker og skoletasker? De upoetisk forsinkede busser og flyverdragten, der strammede?’

Hippiebevægelsen er idealiseret af mange og udfoldede sig i en tid, hvor frihed og kærlighed rådede, hvor man troede på det bedste i mennesker, og hvor man dyrkede jorden frem for kapitalismens evigt roterende hjul. En bevægelse, som begge Lærke Kløvedals forældre i en hermeneutisk cirkel både har været med til at skabe og selv blev skabt af.

De mødtes i kollektivet Jumbo på Kongovej på Amager, blev gift i Hellig Kors Kirke på Nørrebro og fik deres datter. De var sammen i kort tid, derefter blev de skilt, og sidenhen levede de hver deres liv på lige den måde, de havde lyst til. Som rigtige hippier. 

Moren, Maiken, flyttede til Thy og en kort overgang til Portugal, altid i fremdrift, praktisk anlagt og driftig i sin livsførelse. Hun var kortfattet, ikke videre drømmende. Men hun var der, når skoletasken skulle pakkes og madpakken smøres. Modsat Troels Kløvedal. Han så kun sin datter et par gange om året. ’Måske oftere, måske sjældnere,’ som Lærke Kløvedal skriver, men han fyldte stadig meget. 

Alskens folk kendte ham og opsøgte ham, og Lærke Kløvedal følte sig som en klods om benet på den berømte far, der sejlede på Nordkaperen. Hvis hun spiste hos sine venner og veninder, og deres forældre ville vide noget om Troels Kløvedal, så hun sig nødsaget til at finde på historier om ham. 

’Sømærke’ er dog på ingen måde et forsøg på at trække tæppet væk under kaptajnens fødder. Der er masser af kærlighed og fascination af både Troels Kløvedal og af Lærke Kløvedals mor. Den er blot et forsøg på at finde et ståsted i livet, et sømærke på kysten foran det urolige og evigt bevægende hav.

Lysten til dette forsøg, kan man fornemme, opstod i kølvandet på Troels Kløvedals død i 2018. Her mistede Danmark en nationalhelt og hun en far. ’Jeg har mistet en far, der aldrig har været der, og alligevel føler jeg mig endnu mere fortabt, end da han var i live,’ som der står et sted i bogen. 

Mødet med døden gjorde Lærke Kløvedal retningsløs. Hun sagde sit job op og gik København tynd morgen, middag og aften, på den måde kun et søgende og grundforvirret menneske kan.

At føle sig fortabt fik hende til at kigge bagud, og det er det, hun gør i ’Sømærke’. Ser tilbage på et liv, hvor hun, selvom hun havde ni halvsøskende, altid følte sig som enebarn, og hvor hun hverken kunne føle sig hjemme i provinsen eller blandt de højtravende eventyrere i sin fars familie. Det er en historie om at stå med et ben i to lejre, i to familier og i to måder at se verden på. Som hun selv skriver: 

’I min familie elsker vi store fester, hvor hele familien er inviteret.

I min familie siger man årh nej, når man bliver inviteret til store familiefester.

I min familie drikker man meget lidt.

I min familie begynder alting med alkohol.

I min familie er det så ikke nemmest for alle, at vi spiser tidligt?

I min familie spiser man fandme ikke klokken atten-nul-dut.

I min familie skal småbørn helst falde i søvn af sig selv under bordet, mens de voksne snakker, og det bliver nat.

I min familie siger vi tak for i aften, vi skal have ungerne hjem i seng.’ 

’Sømærke’ udkommer 5. oktober på Gutkind.