Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Shane Brox er et kreativt mastermind. Han er vokset op i Norge, er uddannet designer og har arbejdet i otte år for Levi's, og efter han slog sig ned i Danmark, har han udforsket den ene kreative udtryksform efter den anden. Således har han både lavet børnebøger, tv, teateropsætninger på Gamle Scene, kommercielle opgaver for eksempelvis Royal Copenhagen og meget, meget mere. Lige for tiden er han aktuel med udstillingen Beauty in the Beast i Nikolaj Kunsthal. En fornøjelse at byde velkommen til Shane herunder.
Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
”Hvorfor har vi ikke en cool repair shop, der fikser ens elektronik eller gamle lamper? Eller kreative steder, hvor man kan komme med sit gamle sofabord, knuste yndlingstallerken eller mølspiste cashmere-sweater og få det fikset på en smuk og økonomisk måde? Et smart sted med unge og gamle, der lærer hinanden at reparere ting og sager. Hvor du går i dialog med den kreative reparatør om, hvordan din sweater skal lappes, eller hvordan din knuste yndlingstallerken kan blive til et stykke kunst. Et bæredygtigt sted, hvor du finder ægte talent, der gør sig umage og gerne vil ændre den måde, vi forbruger på.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”To sirligt kniplede kranse med blomster, agern og kruseduller af hår. Håret stammer fra to langt tilbage, gamle tanter, og er indrammet i glas og guldramme. I 1800-tallet var det et kunstnerisk håndværk at flette menneskehår til smykker eller kranse. Tit som et minde om en afdød. Jeg reddede kransene fra at blive smidt ud under en grundig loftsrydning, da jeg var ni år gammel. Jeg har også postkort, sendt til selvsamme tanter, med den vildeste krusedulleskrift, som senere inspirerede mig til at lære at skrive mit eget navn meget krusedullet. Det kom mig til gavn, da jeg lavede børne-tv, hvor det kunne ske, at nogen spurgte efter min autograf. Kransene hænger i dag i mit køkken.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?
”Ekstra benplads. Jeg rejser ikke tit længere, men når jeg gør, bekymrer jeg mig over rejsen uger i forvejen. Jeg føler ikke, jeg er forkælet; jeg har rejst med min del af bus, tog og med cykel. Men nu, hvis jeg kan blive overtalt til at flyve, har jeg behov for et minimum af forsikring om komfort. Jeg vil gerne være tryg ved tanken om, at jeg sidder ved gangen og har ok med benplads. Jeg har netop knoklet i halvandet år på min udstilling ’Beauty in the Beast’, hver dag, hver aften, hver weekend, og min kæreste har mere eller mindre tvunget mig til, at vi rejser på en uges ferie efter åbningen. Det er all inclusive, men vi bor skønt. Og jeg har et sæde ved nødudgangen i flyet.”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”Ingen. Jeg har rejst rigtig meget som ung, da jeg arbejdede som designer for Levi's. Da jeg kom til København i 2003, var jeg så grundtræt af at rejse, at det ændrede min udlængsel. Jeg har det godt, hvor jeg er. Jeg har det trygt her. Jeg har mine venner, min mor, en dejlig lejlighed, mit værksted og mine vaner. Jeg kan godt høre og frygte, at det lyder kedeligt. Min kunstneriske åre har brug for, at der kommer input fra steder, hvor der er højere til loftet end i Danmark, som kan være lillebitte, men den har også behov for ro, tryghed og rutine. Derfor arbejder jeg med mig selv for at stole på og bruge den inspiration, der kommer indefra.”
Hvornår vidste du, at du var god?
”I fjerde klasse fik jeg briller, og alle drillede mig. Og jeg hed Shane som ingen, absolut ingen, i hele Norge hed, og jeg havde løse håndled uden at vide, hvad det betød, selv om alle andre godt vidste det. Men på mirakuløs vis havde jeg også styrken til at tro på, at det nok skulle gå. Det har lært mig at stole på min intuition. Så jeg har vidst det længe. Men jeg er først for nylig begyndt at acceptere det.”
