9788775960668.jpg’De brudte segl’

En iransk diplomat bliver på voldsom vis dræbt i Wien af terrorgruppen Skyggen. Samtidig bliver vigtige dokumenter stjålet fra diplomatens pengeskab, og et helt andet sted i verden, i Natanz i Iran, opdager den danske bombeinspektør Adam Nissen, at seglet på et overvågningskamera på et urananlæg er blevet brudt.

Det kan kun betyde én ting: Iran har genoptaget deres atomprogram. Således begynder Steffen Groths nye spændingsroman. Groth er professor i nuklearmedicin og tidligere leder af Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, og han debuterede i 2015 med ’Osamas hævn’.

Siden har han udgivet en række politiske spændingsromaner, og hans nye bog er en højspændt page-turner, der giver et unikt indblik i atomkraft og internationalt diplomatarbejde. 

Udkommer 26. september på Falco. 

Storm på vej_front 2.jpg’Storm på vej’

Steffen Kretz har af to omgange været DR-korrespondent i USA. Første gang i 90’erne og senest fra 2017 og frem. Efter seks år i staterne vender han nu hjem og beskriver samtidig de seneste år, som har været nogle af de mest dramatiske siden de store borgerretsopgør i landet i 60’erne.

Kretz kan skrive, og han har talt med et væld af mennesker undervejs. Han fokuserer i første omgang på baggrunden for stormen på Kongressen den 6. januar 2021, men han skitserer i særdeleshed også baggrunden for oprøret.

Fx den stigende ulighed, masseskyderierne, de utallige politiske magtkampe, og det faktum, at USA nu er blevet et oligarki, hvor et fåtal af rige mennesker har så stor økonomisk magt og politisk indflydelse, at de reelt kan bestemme over flertallet.  

Udkommer 27. september på Turbine.

arne-jacobsen.jpg’Designeren Arne Jacobsen’ 

Thomas Dickson er en af de fremmeste formidlere af design og arkitektur, der findes. Nu er han teamet op med Henrik Lund-Larsen for at fortælle den komplette historie om Arne Jacobsen.

Makkerparret har foretaget et omfattende researcharbejde og er gået på jagt i arkiverne for at finde tegninger, fotos, private breve og andre korrespondancer. Det er selvfølgelig ikke første gang, at en bog skildrer Arne Jacobsen og hans oeuvre, men Dickson og Lund-Larsen kan nu afdække nye lag af den danske gigant, der fortsat står som et af de mest markante fyrtårne i international designhistorie.

Udkommer 23. oktober på Gyldendal.