Hvad er det første, du læser, når du står op?

”Min nyhedsdøgnrytme begynder faktisk om aftenen, hvor jeg spoler igennem de største medier, udvalgte e-aviser og det sociale medie X. Om morgenen læser jeg først forskellige chats og mails.

Mest for at se, om der er noget, jeg skal forholde mig til. Sideløbende læser jeg tip og oplysninger, som kan være relevante at kaste sig over i gravegruppen. Hvor kan og bør vi sætte ind?

Derudover læser jeg også for at blive inspireret af den bedste journalistik herhjemme og internationalt. Lige nu abonnerer jeg på Frihedsbrevet, Zetland og The New York Times, mens jeg har sendt en mindre donation til The Guardian, når de har lavet noget godt. Det er mit meget ydmyge bidrag til medieverdenen.”

Hvilke udenlandske medier holder du dig orienteret hos?

”Jeg har boet i USA og siden da haft en forkærlighed for The New York Times, The Washington Post, The Wall Street Journal, mens også The Atlantic har ligget højt hos mig.

ProPublica har i mange år været nødvendig læsning som undersøgende journalist, og det er da opsigtsvækkende, at et onlinemedie har hentet flere Pulitzer-priser.

Journalistkollektivet Bellingcat og deres brug af open source er også interessant at følge, mens Longreads.com er et sjovt sted, hvis man vil inspireres om fortællegreb. De udvælger ugentligt fem længere artikler fra magasiner, der tæller alt fra The New Yorker til Texas Monthly.”

Hvordan holder du dig ellers orienteret?

”Når jeg er på jagt efter nye journalistiske satsninger, orienterer jeg mig primært hos mundtlige kilder. Online er det steder som Rigsrevisionen, Finanstilsynet, Ombudsmanden, domstolene og udvalgte folketingsudvalg, fx retsudvalget, forsvarsudvalget og indfødsretsudvalget.

Det lyder sikkert skørt, men jeg er gradvist på vej tilbage til den trykte avis. Jeg savnede roen og nærværet. Jeg læser også mere grundigt, når jeg læser JP, Politiken eller Berlingskes e-avis, end når jeg læser mediernes hjemmesider. Og jeg læser endnu dybere, hvis jeg får en printudgave i hånden.

Jeg arbejder i samme hus som Weekendavisen og forsøger hver fredag at tage en fysisk udgave med hjem. Det er det bedste. Jeg bliver mere inspireret og får flere ideer.”

Hvem følger du på sociale medier?

”Fodboldtransferguruen Fabrizio Romano og hans spirende danske pendant Farzam Abolhosseini. Jeg vil gerne vide alt om køb og salg i fodbold, fordi jeg over mange år har forsøgt at optimere mit managerhold på Holdet.dk – som regel forgæves.

Måtte jeg kun følge én politiker på X, ville jeg vælge Rasmus Jarlov (K). Han er ligefrem og klar til debat. Måtte jeg kun følge én journalist, ville jeg vælge Leny Malacinski. Hun er den sjoveste. Jeg har lært, at man også skal følge folk, som er højst irriterende, for det er godt at blive udfordret. Det princip holder jeg fast i, men jeg undlader at sætte navne på.”

Hvilke apps bruger du mest?

”Jeg åbner konstant Telegram, Messenger og Signal, fordi det er her, jeg har min primære korrespondance med især kollegaer. De apps er min største garanti for, at jeg fanger de vigtigste historier.

Der går som regel kun få minutter, fra Frihedsbrevet eller Süddeutsche har publiceret en interessant historie, til den er delt i en af vores chats. Tidligere var jeg kæmpe fan af Twitter, nu X, og i sommeren 2011 løb jeg rundt med det sociale medie i hånden gennem Londons gader i jagten på #londonriot. Det har været et inspirerende sted at opholde sig som journalist, men de senere år er det skræmmende hurtigt blevet udvandet.”

Hvilke podcasts lytter du til? 

”Jeg er nok kedeligt mainstream som journalist. Jeg abonnerer på ’Det, vi taler om’, ’Q&Co.’, ’Dato’, ’Avistid’, ’Genstart’ og selvfølgelig Berlingskes egen ’Pilestræde’. Egentlig foretrækker jeg podcasts, der ikke fortsætter i det uendelige, og jeg synes stadig, at Ekstra Bladets ’I de forkerte hænder’ står og blinker som noget særligt herhjemme.

DR’s store satsninger ’Det levende bevis’ og ’Mørklagt’, især første sæson om Ahmed Samsam, slugte jeg også i ét hug. Jeg vil også gerne indrømme, at jeg indimellem smuglytter til ’112 for Knuste Hjerter’. Det er imponerende, hvor mange folk Maria Jencel får til at krænge deres inderste ud.”