Mobb Deep

’Eye for a Eye (Your Beef Is Mines)’ 

Ligesom særlige former for varmblodet hiphop kan smage instinktivt af solskin og nøgne damer, er Mobb Deeps isnende klassiker ’Eye for a Eye’ (den præcise årsag til den ukonventionelle grammatik kendes ikke) lyden af skulende blikke under store jakkehætter i vintermørket.

Paranoiaen hænger i frosttågerne, når salig Prodigy ikonisk rapper: ”I might crack a smile but ain’t damn thing funny,” men nummerets helt store attraktion er unge Nas, der præsterer et af sine – nej, hele hiphophistoriens – mest virtuost suveræne gæstevers. 

Magnus Kraft

Khalid

’Winter’

Da Khalid i 2017 udgav sit debutalbum ’American Teen’, gik det firedobbelt platin og sendte på ingen tid den amerikanske singer-songwriter, hvis musik bedst kan beskrives som en boblende blanding af ny-skole-R&B og pompøs pop, mod stjernerne. Og selvom det måske lyder – og ser (tjek bare albumcoveret) – sommerligt ud, så tag ikke fejl.

Omkvædet på nummeret ’Winter’ fra førnævnte album indledes med: ”The days get harder in November,” som jeg personligt kan nikke mere end genkendende til – livet er bare lidt nemmere, når solen brager igennem, og det er da dejligt at vide, at man ikke er ene om at føle sig lidt blå, når mørket falder på. 

Mathias Frejdahl Marker 

 

Paradis 

’Paradis’ 

For mit vedkommende skal der blandes en god mikstur af lige dele eskapisme og overgivelse, når jeg skal igennem vinteren med humøret og optimismen i behold. Og der er særligt ét nummer, der formår at indfange den banale dualitet.

Hvert år vender jeg nemlig tilbage til den franske house-duo med det søde navn Paradis, der i 2016 udgav et remake af Alain Chamforts ’Rendez-Vous Au Paradis’ – nu blot under titlen … ’Paradis’.

Nummeret trommer sig afsted på en knivsæg mellem melankoli og noget tilnærmelsesvist opløftende, og pludselig er ens indre gråvejr og de hævede skuldre på retræte. 

Magnus Fuglsang Søgaard 

 

Gilli 

’Chance’

Gillis nyeste EP, ’Kiko Club’, har – måske med rette – fået en lidt lunken modtagelse. Men som det altid gør sig gældende med Danmarks ukronede hitsmed fornægter hans øre for bangers sig ikke, for de er der stadigvæk i en mild overflod, når man sammenligner med andre udgivelser i samme genre.

Nummeret ’Chance’ – der umiskendeligt kan lyde som en sommersang – er gået hen og blevet min vinterfavorit, efter jeg var til en af hans fire udsolgte koncerter i Vega lige inden jul, og mon ikke, at det vil vende tilbage til min rotation vinter efter vinter. 

Mikkel Tofte Langerhuus

 

Leonard Cohen 

‘In My Secret Life’

Leonard Cohen er lyden af det mørkeste mørke. Ingen har skrevet så poetisk om kærlighed, ensomhed, tro og frihed. Hans dybe stemme er en perfekt underlægning til årets længste måneder, hvor eftertænksomheden ligger som en grundtone i tilværelsen.

’In My Secret Life’ er et af de bedste eksempler på dette: en skrøbelig fortælling om at forsøge at passe ind i en ydre verden, mens det indre, hemmelige liv vil noget helt andet: ”But I’m always alone / and my heart is like ice / And it’s crowded and cold / in my secret life.” Av. 

Kristoffer Dahy Ernst 

 

Simon & Garfunkel

‘The Sound of Silence’

En stærkt undervurderet klassiker, skrevet af en 21-årig Paul Simon på hans badeværelse med lyset slukket og vandet kørende.

Sidenhen er sangen blevet brugt i den fremragende ’The Graduate’, som handler om en ung Dustin Hoffmann, der ikke ved, hvad han vil med livet. 

Jeg ynder selv at høre nummeret, hvis jeg pendler. Der er noget over det, som passer godt til at sidde og kigge ud ad vinduet, ind i vintermørket, mens toget bumler derudad. 

Kenneth Pihl Nissen 

 

C.V. Jørgensen 

’På gyngende grund’ 

Man kan altid brokke sig over vejret og prøve at få vinteren overstået, men tillad mig at anbefale C.V. Jørgensens indædte røst og lidenskabelige spade over et gyngende groove som en måde til at blive bedre til at læne sig ind i årstiden og se det smukke i gråvejret, kulden og mørket.

Nærmere bestemt er nationalskjaldens ’På gyngende grund’ det perfekte soundtrack til at nyde en gåtur langs Københavns kanaler en klar vinterdag og studere det sølvgrå vand slå mod stenmolerne. 

Johan Sylvest Bregnballe 

 

The West Coast Pop Art Experimental Band 

’I Won’t Hurt You’

Jeg ville kalde The West Coast Pop Art Experimental Band for et one-hit wonder, men det er måske for meget sagt, da nummeret vist aldrig helt blev et hit.

Ikke desto mindre er ’I Won’t Hurt You’ det tætteste, det amerikanske rockband nogensinde kom på et hit, hvilket er forrykt, da nummeret afgjort burde være at finde på samtlige af internettets ’Best songs of the 1960’s’-lister.

Sangen har været blandt mine yndlings, siden Wes Anderson brugte den i ’Isle of the Dogs’ tilbage i 2018. Den rummer melankoli, nostalgi og længsel efter noget, jeg ikke kender til. Suk. 

Mia Skovby

 

Johnny Madsen

’Bag Bakken’

Det er nok i en vis grad selvforskyldt, men Johnny Madsen er håbløst overset, og her mener jeg overset som sanger og sangskriver og ikke som shampooentreprenør eller lommefilosof i fjernsynet. (Om end han nu også finder gode nullermænd nede i cowboybukserne, såsom: ”Verden er uretfærdig: Man skyder Lennon, men lader Lilholt gå fri”).

Nå, men det her skal handle om vinter, og for mig hænger vinter og Johnny sammen på den måde, at når temperaturerne falder, og lyset forsvinder, og træerne smider deres aftappede blade, så sker der også et halvtoneskift inde i mig.

Vinteren synger i mol og gerne med dyb og krattet og ufin vokal. Og jeg kan godt lide at plaske lidt rundt i den melankoli, sæsonen inviterer til. At traske hjem fra et halvsjovt arrangement – beruset og sanseligt begrænset og vildt udvidet – og lytte til sange som ’Bag Bakken’.

Når man går der og glor op mod himlen, åbner Knud Møller portaler med sin slideguitar, lover jeg, og så til sidst værtshushvisker Johnny lige til én: ”Den unge drømmer virker lidt sart / livet ta’r ikke imod credit cards.” Man kan godt høre, at den plade er optaget i januar og februar. 

Oliver Bodh Larsen 

 

Bremer/McCoy 

’I Eet’ 

Jeg har de seneste år lært at omfavne den melankolske, mørke og radiatorvarme stemning, der opstår om vinteren, og til det er musikken af danske jazzduo Bremer/McCoy et glimrende lydtæppe.

De mestrer som få at lave musik uden vokal, der ikke bare forsvinder ud i baggrunden, men derimod sætter en helt særlig stemning, som emmer af ro og eftertænksomhed.

Mit favoritnummer er ’I Eet’ fra 2016, og hvis du er på jagt efter musik, der får dig ned i gear, vil jeg opfordre til, at du kaster dig ud i hele deres repertoire. 

Nina Buth Olsen