Jeg kom ind på DR’s Talentholdet i 2011. Det var vanvittig hårdt, fordi man var meget alene og hele tiden blev vurderet på sin personlighed. Det betød, at det var ensomt i perioder, men samtidig noget af det mest lærerige, jeg har prøvet.

Første dag vi mødte ind, bød vores talentchef os velkommen og sagde: ’Tag en kop kaffe og en croissant, så kommer jeg tilbage om lidt.’ Hun kom aldrig tilbage, fordi hun i mellemtiden var blevet fyret. Vi endte med at have fire forskellige talentchefer på de to år.



Der har altid været en kamp mellem Helsingør og Hillerød, og fordi Fredensborg ligger mellem de to byer, skulle man vælge, om man var typen, der tog på Club Retro i Helsingør eller Piccadilly i Hillerød.

Jeg altid tog til Helsingør, fordi jeg gik i skole i Hørsholm og havde venner i kystbanebyerne. Jeg husker, at fordommene var, at de lidt cool og de lidt smarte kom i Helsingør, mens bølletyperne kom mere i Hillerød.

Da jeg var yngre, var jeg ikke særlig modig. Jeg turde ikke skifte gymnasium, jeg skulle have været et år i USA efter 9. klasse, men det turde jeg heller ikke, og jeg turde ikke rive mig selv op ved rode for at begynde på journalistuddannelsen i Aarhus. På mange store beslutninger har jeg været en rigtig bangebuks. Det har siden ændret sig.

I mit sabbatår arbejdede jeg først som eventpige og senere som booker af eventpiger. Jeg kan huske en episode, hvor jeg stod på et billardbord på Tove Ditlevsens Mindehave og uddelte juleøl. Jeg var klædt ud som nissepige med et plyshalsbånd med bjælder om halsen. Det var forfærdeligt. Jeg har også solgt Burn i et catsuit og delt smagsprøver ud som Chiquita-dame med bananskørt og en kæmpe frugthat.

Min mand er alt det, jeg ikke er. Han er rolig, vildt detaljeorienteret, men samtidig typen, der kan sige pyt. Jeg er over det hele, enormt kærlig og i følelsernes vold.

Vi har været i fertilitetsbehandling i over et år. Jeg glemmer aldrig den morgen, de ringede med svar på vores indledende prøver. Jeg stod og børstede tænder, og da min mand overbragte resultatet.

Han fortalte, at vi skulle igennem den mest omfattende behandling, der findes. Jeg begyndte bare at grine og sprutte tandpasta, fordi det var så syret en besked at få, når man står og børster tænder.

Det var inden, jeg kendte til de egentlige rædsler, der følger med, og hvor hårdt det skulle blive. Men det er også enormt kærlighedsbekræftende. Vi vælger hinanden til hver dag, til trods for smerter og håbløshed.

På et tidspunkt spurgte en chef i DR, hvad min plan var efter ’Talentholdet’. Jeg fortalte, at jeg gerne ville lave radio, hvorefter han sagde, at jeg ikke skulle gøre mig for store forhåbninger, fordi ingen gider lytte til kvindelige radioværter. Jeg har mødt en del mænd, der mener, at de har regnet det hele ud, og som måske mener, at de skal skåne mig. Men så blev jeg radiovært, og hver gang jeg har set ham i branchesammenhænge, har jeg bare rystet på hovedet.

Jeg var i min talenttid i praktik på ’Mads og Monopolet’, hvor jeg blandt andet fik mulighed for at tage del i udvælgelsen af dilemmaerne, der bliver diskuteret. Mads Steffensen har en fantastisk evne til at spotte de dilemmaer, hvor der både er en god historie og et reelt dilemma med et for og imod. Men jeg lærte også en anden side af radiolivet at kende. At vi laver radio til alle mennesker – også de ensomme, som måske kun har vores stemme i radioen. Der kunne være nogle enormt triste breve fra folk, der bare savnede, at nogen lyttede til deres problemer. Sådan nogle opkald har jeg også fået som radiovært.

Hver gang min mand har været sammen med sine venner, og jeg spørger ham: ’Hvad snakkede I om?’ Svarer han altid: ’Ikke noget.’ Jeg forstår simpelthen ikke mænds evne til at holde på hemmeligheder. Jeg er misundelig, for vi kvinder deler og deler med hinanden, og det giver til tider knas. Og det passer jo heller ikke, for når jeg møder vennernes kærester finder jeg ud af, at den ene er gravid, og den anden skal flytte.

Da jeg havde arbejdet et halvt år på P3, var der en lytter, der lavede en Twitter-profil, der hed: ’Jeg hader Cathrine Nissen’. Brugeren blev ved med tweete, at måden jeg trak vejret på, var irriterende, og at jeg udtalte ord forkert. Jeg var helt ulykkelig og gik til min chef, fordi man skal være ret opmærksom på stalkere. Men hun sagde, at jeg skulle tage det som et skulderklap, fordi det er bedre at være den, der skiller vandene. Hellere være den, folk tager stilling til og enten elsker eller hader, end den folk er ligeglade med.

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Selene Muñoz

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li: Katrine Wiedemann

LÆS OGSÅ: Her er alle kvinder vi kan li’ fra 2017