Min moster overtalte min mor til at tage på ferie til Mallorca i 1984. En af dagene var de på en restaurant, hvor min far, der var fra Sevilla, arbejdede som tjener. I starten syntes min mor, at han var lidt grænseoverskridende, for han var meget passioneret og direkte. Han endte med at vise dem rundt på øen, og i bilen sad han hele tiden og kiggede i bakspejlet for at få øjenkontakt med min mor. Til sidst lykkedes det ham.
Da hun kom tilbage til Danmark og stadig kunne dufte ham, begyndte hun at savne ham. I tiden efter talte de rigtig meget i telefon. Min far havde et trick, hvor han bandt en snor i en mønt, så han kunne trække mønten op af telefonautomaten igen.
På den måde kunne de tale sammen i timevis. Kort tid efter flyttede hun til Mallorca. Og i 1988 blev jeg født. Min mor hedder Luna, der betyder ’måne’, så de besluttede, at jeg skulle hedde Selene, der er månegudinden i den græske mytologi.
Da jeg var fire år, flyttede vi til Danmark. Min far blev syg og døde af lungekræft, da jeg var seks år gammel. Det var meget kort tid, jeg havde med min far, men jeg kan stadig huske hans energi og hans stemme.
Jeg savner ham faktisk mere, jo ældre jeg er blevet, og jeg er også begyndt at huske flere detaljer om ham. Spaniere er anderledes end danskere. Han havde et helt andet temperament, han var meget direkte og energisk.
Jeg kan godt lide, at spanske mænd ofte har en anden pli. Ikke på den chauvinistiske måde, for chauvinisme kan virkelig gøre mig rasende. Men det med at gå op i detaljer og tage ansvar.
Det er en meget svær balance i Danmark. Generelt synes jeg, at mænd i syden er mere galante end i Skandinavien. Men det gælder selvfølgelig ikke altid. Jeg har både haft spanske og danske kærester.
Jeg er ikke så vild med at splitte regningen, når jeg er på date. Jeg kan bedre lide, hvis man skiftes til at give. Det kan blive så småligt og underligt, hvis man skal sidde og dele det op.
Jeg begyndte på Freinetskolen i Valby. Det er et specielt skolesystem, hvor børnene lærer, når de er parate til det. Jeg kan huske, at jeg kom hjem til min mor og fortalte, at jeg gerne ville lære at læse, men da hun sagde det til læreren, havde han svaret: ”Nu skal vi ikke forcere.”
I stedet var min mor nødt til at lære mig at læse. Vi fandt hurtigt ud af, at det skolesystem var lidt for hippie til mig.
Vi havde ikke særlig mange penge, men min mor var rigtig god til at finde gratisarrangementer, vi kunne tage til. Vi tog meget på museer og til koncerter, og hver gang hun skulle noget, var jeg med. Kultur har altid fyldt meget i mit liv. Var hun inviteret til noget, hvor hun ikke måtte have mig med, tog hun ikke af sted.
Min mor og jeg flyttede til Madrid efter 9. klasse, og jeg begyndte på flamencoskolen Amor de Dios. Året efter kom jeg ind på Det Kongelige Dansekonservatorium i Madrid, hvor jeg lærte alle de klassiske spanske danse, moderne dans og ballet.
Lige meget hvor hårdt det har været, har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg ville danse. Danseverdenen kan være virkelig hård og konkurrencepræget. Dansere er ikke folk, der ofte hjælper hinanden. Der hersker en ekstremt divakultur og meget jalousi. Det kan godt være en ensom branche, men jeg kunne ikke forestille mig et liv uden dans.
I Spanien er der en lokal modstand mod udefrakommende flamencodansere. Nogle dansere har skreget mig lige op i hovedet, mens andre har ignoreret mig fuldstændig, hvis jeg har spurgt dem om noget. Det har ofte reddet mig lidt, at min far var fra Sevilla, fordi flamencoen kommer fra Sydspanien. Flere af de spanske musikere kaldte mig for sjov ’la sargenta’, der betyder sergenten, fordi jeg krævede, at de kom til tiden og knoklede på, når de var der, hvilket er meget uspansk. Det, tror jeg, er den danske disciplin.
I Danmark er der mange, der ikke forstår, hvad flamenco er. Jeg har flere gange oplevet, at danskere tænker, det er polkaprikker, kastagnetter og sangria. I Spanien er der derimod en enorm respekt omkring det. Flamenco er en blanding af utrolig mange kulturer.
Det begyndte med romaer, der vandrede fra Nordindien mod Spanien. De måtte ikke eje jord og blev ikke respekteret. Måden at overleve på var gennem kultur, musik og dans. De bruger selv udtrykket ’at synge fra indvoldene’, fordi de connecter med de stærke følelser og har ægte følelser med i det. Man skal ikke gemme noget væk bag et smil.
Engang var jeg på en date, hvor jeg allerede inden vidste, at det ville blive en rigtig lang aften. På vej mod det sted, hvor vi skulle spise, ville han danse tango midt på Gammel Kongevej. Det var fedt, at han tog initiativ til sådan noget. Det er jo vildt romantisk, hvis det er en, man har følelser for og er tiltrukket af. Men jeg kendte ham slet ikke, og det var bare enormt akavet. Det var vinterkoldt, malplaceret og ikke særlig fedt.
Jeg tror, mange kvinder har svært ved at forstå, hvordan mænd nogle gange formår ikke at tænke på noget. Jeg har mange gange prøvet at spørge: ”Hvad tænker du på?” hvortil de svarer: ”Jeg tænker ikke på noget.” Hvordan kan det være rigtigt? Jeg hører det så tit. En kvindehjerne tænker hele tiden på noget."
LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li: Katrine Wiedemann
LÆS OGSÅ: Her er alle kvinder vi kan li’ fra 2017
