Julie Badura
Foto: Thomas Skou

En kvinde vi kan li': Julie Badura

Forfatter Julie Badura om at skrive sig igennem sit livs krise, praktiske gaver og mænd med øje for detaljen.

Jeg har været tekstforfatter i mange år. Jeg havde et godt job og tjente fint med penge, men jeg kunne mærke, at det ikke rigtig gjorde noget for mig. Samtidig gik jeg med en historie inde i hovedet, som jeg havde lyst til at skrive.

Da jeg havde skrevet tre kapitler, sendte jeg dem til det forlag, jeg helst ville være på. De vendte tilbage dagen før juleferien og sagde til mig, at de gerne ville lave en kontrakt med mig. Der gav det endelig mening for mig at sige, ’Okay, det er dét, jeg skal. Og jeg skal stoppe med at lave noget, der ikke gør mig glad.’

Det tændte mig at tage den beslutning og pludselig være på helt ny grund. Der er mange ting, jeg ikke er god til, men jeg er rigtig god til at være modig og tage beslutninger, hvor det hele føles lidt usikkert.

Hvis tingene bliver for trygge, får jeg lyst til at gøre et eller andet, hvor jeg gerne må blive lidt bange. Så beslutningen om at sige mit job op og begynde at skrive føltes rigtig godt, selvom jeg på det tidspunkt var alene med min søn, og der var masser af praktiske grunde til at lade være.

Men jeg kan godt lide at følge min mavefornemmelse og ikke tage den åbenlyse, logiske vej. Vi bliver begrænsede af de ting, vi siger til os selv, vi ikke kan eller ikke tør. Derfor lader jeg min intuition bestemme og lader den være den røde tråd igennem mit liv.

Jeg er et privat menneske og har intet behov for hverken at eksponere mig selv eller at nogen ved, hvem jeg er. Derfor er det ret paradoksalt, at min første roman er så personlig, og at jeg nærmest har alt til fælles med hovedpersonen.

På det tidspunkt i mit liv var jeg i et forhold med en mand, som jeg var meget forelsket i. Pludselig fuckede alt op. Jeg var gravid, men valgte at få en abort, og kort efter døde min mor meget pludseligt.

Der lå så mange lag af følelser i min krop, som jeg følte, at jeg havde brug for at skrive ud af mig. Derfor begyndte jeg på romanen – og hver gang, jeg skrev et kapitel færdigt, følte jeg, at jeg lukkede et kapitel i mit liv og kunne bevæge mig langsomt videre.

Da min mor døde af kræft, besluttede jeg mig for, at jeg ville leve mit liv fuldt ud. Jeg besluttede mig for at gøre det, jeg gerne vil, og gå efter mine drømme, fordi livet er for kort til andet.

Det var ikke en aktiv beslutning, men noget, der bare skete. Jeg vil ikke se tilbage på mit liv og fortryde, at jeg har levet det halvt. Derfor lever jeg i dag et ret kompromisløst liv og bruger ikke min tid på noget, jeg ikke har lyst til.

Det lyder forkælet, men det handler i virkeligheden om at lade være med at gå for meget op i de helt små ting. Jeg opererer meget på de store linjer og er taknemmelig for min søn, mit hjem og den mand, jeg har mødt.

I dag kan jeg blive helt overrasket over, at folk bitcher over en veninde, en parkeringsbøde eller en familiemiddag, der ikke gik efter planen. Der skal rigtig meget til at pisse mig af. Jeg gider ikke bruge negativ energi på det.

I min nye roman skriver jeg om kærlighed, som vokser og udvikler sig langsomt. Den handler om en mand og en kvinde, som møder hinanden, da de er unge, og igen da de er voksne og begge har en masse bagage med sig.

Det, synes jeg, er et interessant aspekt af kærlighed i dag. Vi er virkelig dårlige til at have tålmodighed med kærligheden, og det er så let at komme hurtigt videre, hvis man oplever de mindste problemer.

Derfor er jeg heller ikke tilhænger af Tinder og alle de andre apps. For mig er de en modpol til uforceret, umiddelbar kærlighed. Det hele er speedet op. Jeg kan i stedet godt lide at dvæle ved følelser og se, hvad der sker, hvis vi rent faktisk tør fortælle, at vi elsker hinanden.

Jeg får ofte at vide af mænd, at jeg er romantisk anlagt. Jeg synes nærmere, at jeg er kompromisløs, når det kommer til kærlighed. Engang var jeg blevet uvenner med en kæreste, og det endte med, at han sagde ’Jeg vil ikke have noget at gøre med dig længere.’

Han boede i Holland, og et par dage senere skulle han flyve hjem. Den dag stillede jeg mig ud i Københavns Lufthavn og ventede på ham ved alle afgangene til Amsterdam.

Til sidst kom han endelig, og jeg kunne godt se på ham, at han ikke vidste, om jeg var virkelig stædig eller sød. Men da jeg sagde ’Jeg er vild med dig, og jeg vil dig,’ så kunne han jo ikke stå for det.

Jeg har selv ret meget mod i kærlighed, og jeg skriver bøger om, at jeg savner, at mænd også har det. Det er en folkesygdom i dag, at man er så bange for at blive såret og afvist, at man ikke er ærlig og fortæller, hvad man føler.

Det skal vi blive bedre til – også selvom det er det sværeste i verden at gøre.
Når jeg er forelsket, bliver jeg utålmodig. Så vil jeg det hele og købe hus, få børn og blive gift. Jeg har heldigvis mødt nogle meget tålmodige mænd, som bare har kunnet grine lidt af det. Men det kan også give bagslag nogle gange.

På min 35 års fødselsdag var jeg sikker på, at min daværende kæreste ville fri til mig. Vi sad om morgenen i sengen, og det var meget romantisk. Jeg ventede bare på, at han ville fiske den der lille æske frem.

I stedet gav han mig en Tefal-stegepande. Det har nok været et hint om, at han syntes, at jeg skulle lave mere mad. Han syntes, det var virkelig sjovt, men jeg kunne slet ikke se det sjove i det. I stedet smilede jeg og spurgte, hvornår den rigtige gave kom.

Der var bare ikke nogen anden gave. Til gengæld bruger jeg stadig panden i dag.

Mænd er mest sexede, når de er uhøjtidelige. De skal slappe af i deres mandighed og omfavne, hvem de er. Jeg synes, det er enormt lækkert, når en mand kan tale om sine dårlige sider, sine utilstrækkeligheder eller alt det, han er bange for. For det viser mod, og det er mandigt. En sjov mand er også en virkelig sexet mand.

Jeg er ikke typen, man scorer. Jeg er enten på 0 eller 100, og jeg kan mærke fuldstændig klart i min egen krop, om jeg er interesseret i en mand eller ej. Hvis jeg er interesseret, scorer han mig hundrede procent, og så kunne han gå hele vejen og fri til mig, og jeg ville sige ja med det samme. Jeg er virkelig dårlig til at spille det dér spil, hvor jeg skal lade som om, jeg er lidt uinteresseret.

Jeg føler mig altid lidt feteret af en mand, der i stedet for at sige, at jeg har pæne bryster eller en god røv, siger, at jeg har en skønhedsplet dér, at min ryg svajer på en bestemt måde, at jeg har et sødt grin, eller hvad ved jeg. Det kan imponere mig og gøre mig interesseret i en mand, når han kan observere andet end det umiddelbare.

Jeg blev voksen, da jeg fødte min søn Otto. Det var virkelig overvældende at få et barn og opleve, at man pludselig har ansvaret for et andet menneske. Da han var en dag gammel, rakte jeg ham over til hans far og sagde, ’Nu tager du ham lige, og så går jeg en tur.’

Det var snevejr, jeg gik rundt om Rigshospitalet og stortudede. Ikke så meget fordi jeg var rørt, men fordi jeg lige skulle pause det moment, som var lidt for voldsomt, trække vejret og sige til mig selv, ’Okay. Nu er det dét her, du gør.’ Og så var jeg klar til at gå indenfor og tage mig af ham.

Om ti år beskæftiger jeg mig måske stadig med kærlighed. Om det bliver gennem bøger, foredrag eller andet, ved jeg ikke. Det kan også være, at jeg er husmor med tre børn og laver middagsmad og køber blomster, inden min mand kommer hjem, og så ville jeg have det fint med dét. Det er også en af mine drømme bare at være kvinde og mor.

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Ibi Makienok

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Olivia Joof

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Stephane Park

Se, hvad vi ellers skriver om: En Kvinde Vi Kan Li', Kvinder og Bøger