Jeg er født med gode bordmanerer. Jeg har altid, selv som barn, inderst inde gemt på en lille og pæn ældre dame. Jeg voksede op i São Paulo, hvor det er almindeligt at have en husholderske.
Som treårig bad jeg familiens ’nanny’ om pænt at folde mine skjorteærmer ved middagsbordet, så mit tøj ikke blev beskidt. Jeg løb aldrig, fjollede ikke rundt, så mig altid for og sørgede for, at jeg ikke trådte på de sorte linjer i fortovet.
Jeg blev voksen, da jeg som 15-årig tog mod til mig og konfronterede min far for hans strikse opdragelsesmetoder og mangel på omsorg. Det skal ikke misforstås.
Han var ikke værre end enhver anden traditionel koreansk familiefar, men det meste af min barndom følte jeg mig trådt under fode, uden mulighed for at sige min mening. Han var ved at holde en af sine prædikener, da noget i mig triggede en reaktion. ’Du er et monster,’ sagde jeg til ham. Det var helt vildt befriende.
Han endte med at græde for første gang i min barndom og undskyldte sin opførsel. Min far er jo ikke noget monster, men som barn var han et af de mennesker, jeg var mest bange for. Det var angst for at blive afvist og for at lave fejl, for han satte barren meget højt i forhold til, hvad jeg skulle præstere i skolen og hvilket forbillede, jeg skulle være for mine yngre søstre.
Hans mål var at lære mig disciplin, skærpe min konkurrenceevne og at være ansvarsfuld. Men hans metoder inkluderede råben og lejlighedsvise afklapsninger. Den dag, jeg konfronterede ham, gav jeg samtidig slip på tanken om at leve for at please andre.
Det værste råd, jeg har fået, var hos en psykolog, der foreslog, at jeg tog antidepressiv medicin. Kreative mennesker lider af humørsvingninger og har eksistentielle kriser tre gange om ugen.
Det er helt normalt for nogle af os, og vi kan sagtens fungere fint selv i de perioder, hvor vi er ’nede’. Jeg har oplevet de smukkeste ting i de ’lave’ perioder: jeg har fået nye venner, jeg er blevet forelsket, jeg har produceret ting, som jeg er stolt af.
Jeg er inderst inde en New Yorker. Jeg er vant til at gå hurtigt og i en lige linje. Folk, der går langsomt og distræt, kan bringe mig ud af fatningen.
Min definition på perfekt lykke er en kop espresso til 80 cents eller en god single malt.
Jeg elsker whisky, fordi det er noget, jeg har med min far. Det skete efter den der crazy ’du er et monster’-episode, der på forunderlig vis åbnede op for kommunikationen mellem os.
En aften kom min far ind på mit værelse med en flaske whisky og to små glas. Han syntes, at jeg skulle smage det. Jeg var vild med det fra starten. Nu, hvor jeg flytter rundt fra by til by, er det første, jeg køber, en god flaske whisky og dekorerer værelset med den. Det har nærmest karakter af noget feng shui for mig, det ’binder rummet sammen’. Måske giver det mig noget tryghed, fordi det minder mig om den forbindelse, jeg har med min far.
Mit livs værste date var med en koreansk fyr. Min far havde arrangeret stævnemødet med fyren, der fløj til São Paulo fra Los Angeles. Det gik skævt fra start, for jeg var desværre ikke god til at spille den søde og underdanige asiatiske pige.
Jeg bestilte en whisky uden is, hvilket ikke lod til at behage ham. Det var ikke elegant. I virkeligheden tror jeg, at han tændte af på mig, så snart vi havde sagt hej til hinanden.
Mit toneleje og direkte måde at sige tingene på falder ikke i jord hos mange asiatiske mænd. De bliver intimideret, de søger blide og søde piger. Det kan jeg også være, men den side af mig kommer først til syne senere.
Jeg tror ikke på scorereplikker. Jeg foretrækker øjenkontakt og et smil. Den værste scorereplik jeg har hørt, har jeg til gengæld hørt rigtig mange gange: ’Er du japaner?’ Der var også engang en fyr på en natklub, som stak til mig med en paraply for at få min opmærksomhed.
Mænd lærer aldrig at forstå, at hvis en kvinde græder, er det ikke verdens ende. For mig er det nærmest ligesom at svede.
En kvinde skal forføres langsomt og sikkert. Forfør hende ved altid at være til stede. Brasilianske mænd er machomænd. De er på nogle måder provinsielle og primitive, men det er ikke altid en dårlig ting.
Danske mænd er mere subtile og mindre tydelige om deres hensigter. Engang talte jeg en hel aften med en dansk fyr, som sluttede af med at spørge: ’Må jeg få tilladelse til at kysse dig?’
Hold da op! Spørgsmålet kom mere bag på mig, end hvis han bare havde kysset mig. Oven i det var der så det akavede ved at skulle være den, der højtideligt sagde: ’Ja, tilladelsen er hermed givet!’
Som brasiliansk kvinde i Danmark er jeg nødt til at tage mere initiativ, end jeg er vant til, men det føles befriende med kønsroller, som er mindre rigide end i latinske lande. Det har også sine udfordringer.
Det virker som om femininitet her er undertrykt: at være sensuel eller bare at gå i sexet tøj betragtes af nogle som en svaghed eller uintelligent. Jeg har lagt mærke til, at danske kvinder godt kan lide at gemme deres krop, og at en drengeagtig attitude er ret udbredt. Det skal jeg lige vænne mig til. Når jeg slæber en 23 kg kuffert op ad trapperne, håber jeg stadig på, at der kommer en gentleman og hjælper mig. Jeg foregiver ikke at være stærkere, end jeg er.
LÆS OGSÅ: 10 Kvinder vi kan li’ på NorthSide Festival
LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Katrine Engberg
LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan lide: Amanda Bodenhoff
