Jeg kommer fra et sted, hvor det at være hunkøn ikke har nogen værdi. Som kvinde er man bare en mands kone, en mands datter og en mands søster. Man skal adlyde og gøre, hvad der bliver sagt.

Man må ikke have holdninger, meninger eller udtrykke sig kunstnerisk. Og jeg var ikke alene om at blive udsat for det kvindesyn. Der er rigtig mange, som lever i sådan en situation.

Det kvindesyn er ødelæggende og gavner ingen. Hvis det fortsætter, vil der på et tidspunkt være noget, som går i stykker inden i dig – og så er det op til dig alene, om du vil arbejde for at få dig selv lappet sammen igen, eller om du bare vil acceptere det.

Jeg besluttede mig for at skrive ’Dødevaskeren’, da jeg lå på sygehuset efter mit sidste selvmordsforsøg. Der var noget i mig, som sagde, ’du kan godt. Du er det lys, du søger.’

De to sætninger alene fik mig til at skrive en hel bog. Derfor er det heller ikke en drøm for mig at være forfatter, men et kald. Når jeg sidder ved computeren, skriver jeg ikke ordene, men bløder dem ud.

Jeg skriver på baggrund af et levet og erfaret liv. Min største gevinst i livet har nok været at kæmpe mig selv ud af mørket. Og et eller andet sted er jeg også stolt af, at jeg tog mig modet til at lade mine ord og tanker og livserfaringer guide mig gennem den svære tid. Havde jeg ikke gjort det, så havde undertrykkerne vundet.

Jeg kalder bogen for mit kampskrift. Idéen med den var at inspirere mine medsøstre til at frigøre sig. At få de kvinder og piger, som er undertrykte, til at kæmpe deres sag, bryde tavsheden og bryde ud af det liv, de bliver påtvunget allerede fra fødslen. Den sociale kontrol eskalerer især, når de kommer i teenagealderen, hvor de i nogle hjem vil opleve, at man nærmest ikke kan trække vejret uden at spørge om lov.

Det er mit ønske at inspirere verdens piger og kvinder til at indse, at rettigheder ikke er noget, som nogen giver én, men noget man har. Jeg vil gerne inspirere kvinderne til at se, at de er et lys i sig selv, og at deres indre styrke er stærkere end noget andet.

Tænk engang, hvor meget de kan overleve, og hvor megen smerte de er i stand til at gå igennem. At blive tævet, tæsket og kontrolleret, aftenen før du skal stå op og gå til eksamen, tage på arbejde eller smøre en madpakke til dine børn, kræver både enorm energi, men også styrke og mod. Hvis der findes en definition på at være overlever, må det være dét.

Jeg ser realistisk på forholdene, men jeg fordømmer ikke. Jeg kritiserer al uretfærdighed i håbet om at finde reelle løsninger. Og når jeg kritiserer, gør jeg det, fordi jeg har indsigt i det, jeg kritiserer.

Jeg har gået i koranskole som barn, og jeg har set lyset i Islam, men jeg har også set mørket. Den del af Islam, jeg kritiserer, er den mørke del, hvor de bogstavtro bruger religionen som våben mod andre.

Det handler om fortolkning, men også om vers, som er direkte ugavnlige for mennesket. Koranen er en bog, og ligesom alle andre bøger kan den enten stå i et hjørne og samle støv, eller den kan blive brugt i den rigtige kontekst.

Det er i sidste ende mennesket, som tillægger den betydning. Jeg vil have, at det ødelæggende skal reformeres. Det kan være kulturen, eller det kan være religionen.

Men i sidste ende falder det hele tilbage på mennesket, for det er op til os, hvordan vi bruger det redskab, vi har. Det er ligesom at have en pistol liggende i sengebordsskuffen.

Det er op til dig, om du vil bruge den eller ej. Det er dig, som tager en beslutning om at dræbe – ikke pistolen.

Jeg kan ikke huske præcis, hvornår jeg begyndte at stille spørgsmål til den kultur, jeg er opvokset i. Det skete, mens jeg var en lille pige. Åbningsscenen i ’Dødevaskeren’, hvor et barn bliver lemlæstet af sin far og får skåret tungen og ørerne af, fordi hun har kørt på cykel og har blødt en smule, handler om min barndomsveninde, hvis far har mistanke om, at pigens jomfrulighed ikke er intakt.

Det bunder i en forskruet tankegang om, at en families ære ligger imellem en kvindes ben, i stedet for at ens ære bliver udgjort af ens ord og ens tanker. Da jeg blev klar over, at en kvinde bliver defineret ud fra sin hymnalrand (ofte kaldet jomfruhinde, red.), vidste jeg, at noget var helt forkert.

Jeg har altid haft en meget aktiv retfærdighedssans. Som lille var jeg også altid den, som kom op at skændes med andre, hvis jeg mente, at de behandlede nogen dårligt. Det er en af de egenskaber, jeg bærer med mig gennem livet, for det gør mig kun stærkere.

Mit forlag syntes, at jeg for min egen sikkerheds skyld skulle udgive ’Dødevaskeren’ anonymt. Men forestil dig, at du har gået igennem et helt liv som en skygge af dig selv. Du har været en skygge af andres ord og andres handlinger.

Så kommer du med så meget på hjertet og bliver mødt med spørgsmålet om, hvorfor du ikke vil være anonym. Men hvis jeg er anonym, hvad er jeg så? Hvis jeg havde udgivet bogen uden mit navn på forsiden, var jeg ikke tro mod min kamp og mod de kvinder, jeg kæmper for. Jeg vil ikke længere være den, som går og gemmer sig. Jeg er en frigjort kvinde, og de rettigheder, jeg har i dag, er mine og har altid været mine.

Nogle kalder mig modig, men jeg føler mig ikke sådan. Jeg er bare et menneske med en masse livserfaringer, som har set både det gode og det onde i verden.

Man skal huske, at mod aldrig kan være der, hvis angst ikke også er det. Jeg har valgt at fokusere på lyset, og jeg er et sted i mit liv, hvor jeg er urokkelig. Jeg er ikke bange for den ondskab, jeg skriver om. Ikke længere.

Min mest mindeværdige telefonsamtale var med en ung kvinde, jeg havde hjulpet med at få hjælp i systemet. Hun var udstødt, havde ikke noget sted at bo og havde mistet sin familie. Hun var blot en gymnasieelev.

Hun skulle op til sin afsluttende studentereksamen, og aftenen inden ringede hun til mig og sagde, at hun ikke kunne få sig selv til at tage af sted. Men jeg sagde til hende, at hun godt kunne.

Jeg havde forberedt hende til eksamen og vidste, at hun var dygtig. Dagen efter ringede hun til mig og fortalte, at hun lige havde fået sin studenterhue på. Og hun takkede mig for, at jeg havde troet på hende midt i al kaosset. Det var jeg ufatteligt stolt af. Nogle gange skal der bare et lille skub til. Vi skal tro på og se det bedste i hinanden og anerkende det.

Sara Omar


32, er en dansk-kurdisk forfatter og digter. Hun voksede op under Iran-Irak-krigen og har oplevet giftgas­angrebet i Halabja og Anfal-kampagnen, folkedrabet mod kurderne, i 1980’erne på nært hold.

I 1997 måtte hun flygte med sin familie på grund af krigen og kom til Danmark, hvor hun har boet siden 2001. I november 2017 slog hun igennem på den danske litteraturscene med debutromanen ’Dødevaskeren’, som beskriver vold, undertrykkelse, stigmatisering og social kontrol af kvinder i Kurdistan og blandt muslimer i Vesten.

Bogen solgte i 50.000 eksemplarer på en måned og har ligget på bestsellerlisterne hos de danske boghandlere.

Reaktionerne på min bog har været meget blandede. Mange har været positive, men det negative vil altid følge med. I forbindelse med udgivelsen var jeg til et arrangement i Høje-Taastrup, hvor en mand var meget voldsparat og vred.

Han mente, at jeg havde udstillet en hel kultur og religion. Idet jeg forsøgte at svare igen, rejste en kvinde sig op og sagde ’Frmesk (hovedpersonen i ’Dødevaskeren’, red.) er mig.’ Så rejste en anden kvinde sig og sagde, at hun var blevet udsat for seksuelle krænkelser på den basar, jeg beskriver i bogen.

En tredje person, en mand, rejste sig og fortalte, at han havde haft en butik på basaren, og at han så, hvordan kvinder blev udsat for ydmygelser. Når sådan noget sker, bliver jeg kun endnu mere sikker i det, jeg laver. Jeg møder de mennesker, jeg skriver om, og jeg kan mærke, at de sætter pris på det, jeg laver. Det er virkeligt livsbekræftende.

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, var fra en person, som jeg er meget stolt af og beæret over at have kendt. Han sagde til mig: ’Husk, at det ikke er alle mennesker, som kan mestre det at være menneske. Men at kæmpe for det gode i mennesket er vores pligt og ansvar.’

Det råd tager jeg med mig hver eneste dag, og det har gjort, at jeg hverken er fordomsfuld eller dæmoniserende. Jeg forsøger altid at sætte mig ind i andres situation og forstå den, på trods af at jeg ved, at ikke alle mennesker mestrer kunsten at være et menneske.