Kalle Sauerland står mellem sine to boksere på en tætpakket scene i den ene ende af Crowne Plazas store hotelfoyer. Fra højttalere dunker hård dansk rap og undertrykker en spændt summen blandt de 200-300 mennesker, der overværer indvejningen til den udsolgte kamp mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen i Brøndby Hallen næste aften.

Promotorens ansigt er hele tiden i bevægelse deroppe i rampelyset. Det ene øjeblik trækkes mundvigene opad, det næste har han rynker i panden, og med jævne mellemrum smutter tungen hurtigt ud og ind mellem hans læber. Det er et tic, han har, når han er oppe at køre. Når han buzzer, som han kalder det. Det er en summende følelse, der begynder i maven og spreder sig til resten af hans krop som rastløs energi, når han har en god fornemmelse omkring en bokseevent.

Kalle Sauerland sælger vold pakket ind i gaze og handsker. Sådan udlægger den 38-årige tyske promotor det uden omsvøb. Denne sene fredag eftermiddag i december, hvor han står på scenen i hotellobbyen, træder han nu et skridt tilbage, så de to boksere kan nidstirre hinanden foran fotografer og kamerafolk.

Sekunder senere giver Patrick Nielsen sin modstander et kraftigt skub i brystkassen. Det giver et forsinket sæt i Kalle Sauerland. Og så – med en skuespillers sans for dramatik, men uden den samme timing – træder han frem og bryder ud i et langt råb med armene slået afværgende ud til siderne. Mens Patrick Nielsen bliver ført væk af sine folk, ledsaget af råb fra Rudy Markussens træner, drejer promotoren lidt om sig selv med en sammenbidt mine, men han ligner en, der har svært ved at skjule en grimasse. Da han forlader scenen, kan han ikke holde det tilbage længere: boksesportens måske bredeste smil.”Livlig indvejning,” siger han og styrer hen mod en elevator i den nu tomme foyer.

Han finder Ekstra Bladet frem på sin mobiltelefon: ”Den er tophistorie. Det er godt for pay-per-view,” konstaterer promotoren, der i en årrække har styret showet i dansk boksning som en gavflab i skræddersyede jakkesæt, der med charme og selvtillid trykker hænder med fans, blinker til forbipasserende, mingler med boksemiljøet, sludrer jovialt med journalister og er på krammer med Viasat-værten Camilla Martin. 

Han har lært faget af faderen Wilfried Sauerland, der først blev rig på sine fabrikker i Afrika og siden byggede et tysk bokseimperium, der kalder sig Europas største. I dag er Kalle Sauerland frontfigur. Han er blevet hærdet af at forhandle med en mand som den morddømte Don King – den mest berømte og berygtede promotor af dem alle. I det hele taget er boksning en branche med et dokumenteret ry for at være gennemsyret af skandaler, lokumsaftaler, korruption, klausuler skrevet med småt, aftalt spil og økonomiske slagsmål mellem promotorer, managere og virvaret af forbund.

Kalle Sauerland bryster sig af, at han nok er den promotor, der færrest gange har været i retten, men siger også, at han handler i en verden, der kan være blodig alvor uden for ringen. Promotorer er blevet skudt. Selv har Kalle Sauerland fået dødstrusler, siger han, og hans indhegnede villa i en velhavende forstad til Hamborg har skudsikkert glas. Kalle Sauerland kan ikke forestille sig noget sjovere at lave.

Efter indvejningen styrer promotoren mod sin hotelsuite 25 etager over det vintermørke København. Her smider han habitjakken, løsner slipset og sætter sig i en sofa. 

”Du er nødt til at være on the ground. Du skal være til events, du skal konstant snakke med folk, konstant forhøre dig om, hvad der foregår, konstant have føling med, hvad der sker i forbundene, for at kunne planlægge store kampe. Du skal være helt fordybet i bokseverdenen,” siger han og understreger sin pointe med en gennemgang af en almindelig hverdag. 

”Jeg dyrker motion kl. 6 hver morgen, og mens jeg træner, tjekker jeg på min telefon, hvad der er sket i løbet af natten i USA. Mit sidste opkald, inden jeg går i seng omkring klokken 1, er til New York for at finde ud af, hvad der er under opsejling, inden jeg går i seng,” fortsætter Kalle Sauerland.

I 2015 har han fløjet jorden rundt mere end 10 gange målt i kilometer for at forhandle tv-aftaler, arrangere events og sælge sit produkt. Sådan har hans liv formet sig siden slutningen af 00’erne, men allerede som dreng blev Kalle Sauerland fanget af bokseverdenen. Han er vokset op med boksere som babysittere, og han var kun omkring 10 år gammel, da faderen tog ham med til Atlantic City i USA for at se en af dem, knockout-puncheren John ’The Beast’ Mugabi fra Uganda. Kalle Sauerland glemmer det aldrig.

Bedstemødre fra Florida, der egentlig var kommet til spillebyen for at gamble, stod pludselig oppe på stolene og heppede ’Beast, Beast, Beast’ under kampen.

”Det imponerede mig, hvad boksning kunne få frem i folk,” siger han og husker også søndagsfrokosterne hjemme i London med farverige originaler fra boksemiljøet som den polske krigsflygtning Mickey Duff, der ulovligt boksede professionelt som 15-årig, trak sig tilbage som 19-årig og senere blev kendt i sporten som promotor for mange britiske verdensmestre. 

”Det føltes lidt som at være med i en ’Goodfellas’-film, hvor karaktererne sidder rundt om et bord og spiser pasta, mens de skændes med hinanden. Nogle var skurke, andre var helt normale. Jeg sad ved bordet og åd alle deres fantastiske historier,” fortæller Sauerland, der blev boende i den engelske hovedstad med sin bror og mor, en svensk model, da Wilfried Sauerland lod sig skille for tredje gang og flyttede til Sydafrika. 

Kalle fastholdt et fint forhold til sin fava, som han udtaler det med en markant londonsk cockneyaccent, der forvandler th til v eller f i hans talestrøm, men besluttede, at han ikke ville følge i faderens fodspor – og hans skygge – som promotor. I hvert fald ikke til en start. Først ville han gå sin egen vej. Kalle Sauerland blev trainee i det globale sportsmarketingfirma IMG og steg hurtigt i graderne.

Før et chefmøde, hvor nye ansatte blev præsenteret, så han, at der under hans navn stod en forkert titel som marketing manager – og øjnede en mulighed. Inde til mødet sagde han ingenting om fejlen, spillede i stedet rollen, og da ingen protesterede, ændrede han efterfølgende sin mailsignatur og bestilte nye visitkort. Da han blev afsløret et par uger senere, fik han lov til at beholde titlen.

Kalle Sauerland blev i IMG i et par år og indgik flere sponsorkontrakter, men han havde svært ved at passe ind i en strømlinet og stiv struktur, siger han. Han blev en del af sportseventgruppen Kentaro. I flere år arbejdede han primært med fodboldrettigheder – det gør han stadig, men, siger han med et grin: ”Langsomt blev jeg trukket mod den mørke side.”

Hvis du vil have loyalitet, så køb en hund’, lyder et yndet ordsprog blandt boksepromotorer. Den slags lingo havde Kalle Sauerland lært, da han i 2007 stod bag en VM-kamp med den russiske sværvægts-kæmpe Nikolai Valuev i Schweiz og begyndte at blive beskrevet som boksepromotor i sportsmedierne. I 2009 slog han sig for alvor ind på den internationale boksescene som idémand bag den såkaldte Super Six-turnering, der samlede nogle af de bedste supermellemvægtere i en turnering med 250 mio. kr. i præmiesum.

Inden da havde Wilfried Sauerland givet sin søn en ilddåb i branchen. Det var, før Kalle Sauerland havde lært, at der er promotorer i USA, man ikke skal ringe til efter 12 om formiddagen, for der har de allerede fået tre Martinier. Han havde heller ikke de store erfaringer med den brogede flok, han skulle komme til at forhandle med senere hen. Der er både folk, der er bank-uddannede fire generationer tilbage, og promotorer, der er fjerde generation af fængselsindsatte og bankrøvere.

En af hans første opgaver var at lave en aftale med selveste Don King. Promotoren med det elektriske hår og dynamitstemmen, der i 1966 blev dømt for at trampe en mand ihjel over et udestående på 600 dollars, men blev løsladt efter knap fire års fængsel og skiftede branche fra gambling til boksning. Han har angivelig tjent over en milliard dollars som promotor for ikoner som Muhammad Ali, George Foreman og Mike Tyson, men er også blevet anklaget for bedrageri af flere af dem, som en liste af retssager og forlig vidner om.

Da Kalle Sauerland skulle til møde med ham, var hans tid på toppen forbi. Men han var stadig Don King.

”Jeg skulle forelægge de internationale salg på en event, vi lavede sammen med ham. Jeg gennemgik tv-salgstallene for alle lande alfabetisk. Jeg nåede til Island: 1.500 dollars. Det syntes jeg var o.k. for sådan et lille land. Jeg troede, han var faldet i søvn ved bordet. Men pludselig sagde han: ’Kalleee, why the FUCK did you only get 1.500 dollars out of Iceland?” Det lærte mig, at man skal have sine game faces som promotor. Folk, som du ser smile på tv, kan være helt anderledes, når kameraerne er slukkede, så du skal vide, hvornår du er tough guy i forhandlinger, og hvornår du skal være den charmerende fyr eller komikeren.”

Da Mikkel Kessler i 2011 skulle møde engelske Carl Froch i Herning, blev den europæiske lufttrafik lammet af en askesky fra Island. Englænderen nægtede at rejse til den jyske hede i bil, tog eller helikopter, få dage før han skulle i ringen til VM-kampen.

En aflysning truede. Det var helligdag, kontoret var lukket, og sammen med sin kone begyndte Kalle Sauerland at ringe rundt til private lufthavne. Til sidst lykkedes det dem at leje et lille sekspersoners propelfly, der kunne flyve lavt nok til at få starttilladelse.

Prisen var 40.000 dollars – en voldsom overpris pga. omstændighederne – men måske kunne situationen vendes til en fordel, tænkte Kalle Sauerland. Han vidste, at en tur over Den Engelske Kanal kunne være turbulent i et propelfly, så han undlod at fortælle Froch-lejren om flytypen. Efter en hård landing i Flensborg havde Kalle Sauerland forberedt, hvad der virkede som en venlig velkomst til Kesslers modstander.

”Jeg havde ringet til nogle venner hos Viasat og spurgt, om de kunne skaffe en racerbil til at transportere Froch videre. Jeg vidste, at Froch elsker biler. Der lå en racerbane på vej mod Herning. Jeg bad køreren om at spinne med bilen. Da Froch kom til pressemødet, lignede han et spøgelse. Han kiggede på mig med et blik … Vi var ikke de bedste venner. Han syntes heller ikke, det var sjovt, jeg havde skrevet ’Carl Froch – Officielt Rejsebureau’ på mit navneskilt,” fortæller han.

Men hvor går grænsen for Kalle Sauerland?

”Hvis jeg bestak en dommer, ville jeg være i hans lomme resten mit liv. Ingen afgørelse – jeg gentager – ingen afgørelse er det værd. Og det ville ikke være nok at bestikke én dommer i boksning, du skal bruge to ud af de tre. Så er det to dommere, jeg er i lommen på resten af mit liv. Når en kamp er tæt, beskylder folk dig ofte for at bestikke dommere. Det er noget vrøvl. Jeg griner, når vi bliver beskyldt for bestikkelse. Jeg vil ikke snyde, men jeg vil gå til grænsen for at give mine boksere en fordel,” siger Kalle Sauerland og mindes sine oplevelser med det, han kalder ’østeuropæiske forretningspartnere’, fx konvojkørsel i bombesikrede biler i selskab med gangstertyper. 

”Når de begynder at drikke, skider du næsten i bukserne, for de bliver fucking vilde. Du tænker: ’Lige om lidt klikker det for en af dem.’ Det er den mørke side, men det er også det sjove.” 

En anden gang var han til endnu et møde med nogle østeuropæere, der netop havde betalt et stort millionbeløb i dollars for at arrangere en VM-kamp. Han spurgte ikke ind til deres forretningsmæssige baggrund, men efter nogle indledende høflighedsfraser gik det op for promotoren, at de i hvert fald havde en noget anden opfattelse af aftalen. Den del af samtalen udspillede sig nogenlunde som følger ud fra Kalle Sauerlands hukommelse:

Gangstertype: ”Nu har vi verdensmesteren.” Kalle Sauerland: ”Ja, det bliver en tæt og hård kamp. Han har en god chance.”

”Hvad mener du?”

”Jeg tror, han har gode chancer.” 

”Vi har betalt mange millioner dollars for kampen. Tror du, han vil tabe?” 

”Nej, jeg sagde ikke, at han ville tabe. Jeg sagde, at han nok skulle vinde.” 

”Det er en del af aftalen. Vi har betalt for kampen, men vi får ikke resultatet med også?” 

Sauerland indså, at de trode, de havde købt både kampen og resultatet. 

”Deres bokser tabte, og mange munde stod på vid gab,” siger Kalle Sauerland og noterer sig, at hans telefon igen blinker på bordet foran sofaen. Der er løbet mere end 100 beskeder ind på den under interviewet. Det er ved at være tid til at stoppe. Arbejdsdagen er langtfra forbi, selv om den sene eftermiddag er blevet til aften. Broderen Nisse har ringet fra London, hvor de også har boksere i aktion næste aften. Lagt sammen med arrangementet i Brøndby Hallen løber det op i en omsætning på 10 mio. dollars for alle involverede parter, vurderer Kalle Sauerland.

Klokken 00.30 natten til søndag sidder Kalle Sauerland på første række ringside. Brøndby Hallen koger. Patrick Nielsen og Rudy Markussen er lige gået i ringen til en kamp, der er blevet solgt som hadets kamp mellem to lokalrivaler og den største fight mellem to danskere, siden Jørgen Hansen to gange slog Hans Henrik Palm i begyndelsen af 80’erne.

Mediehypen har været enorm, selv om kampen på papiret ligner en sikker sejr til Patrick Nielsen. Og allerede i tredje omgang er det slut. Den ringrustne Rudy Markussen har været i kanvassen for tredje gang uden for alvor at være blevet ramt og signalerer til kampdommeren, at han ikke vil mere. Jubel, buhen og flyvende fadøl. Kalle Sauerland iler op i ringen for at lykønske vinderen. Pludselig står han i det ene hjørne og diskuterer ophedet med en tilskuer, der har promiller i øjnene og tydeligvis ikke er tilfreds med afslutningen.

”Den lille lort. ’Kom ind i ringen, hvis du vil slås,’ sagde jeg til ham,” siger Kalle Sauerland, da han minutter senere navigerer mellem tilskuere på halgulvet. 

I Patrick Nielsens omklædningsrum under den ene langside er han stadig ophidset. Boksning er en følelsesmæssig sport. Den får folk op at køre. Det er det, den kan. Han har før haft det, han kalder lette fysiske skænderier. Han går frem og tilbage og taler lidt med sig selv.

Kalder Rudy Markussen en kylling. Folk fra Patrick Nielsens ringhjørne kommer ind i omklædningsrummet, men bokseren selv når aldrig frem. Han snakker med pressen. Og pressen vil også gerne snakke med Kalle Sauerland. Han ved godt, hvad der venter af kritiske spørgsmål. En PR-mand beder ham gå ud og tale med journalisterne, og da han står foran et kamera ude i betontunnellen, har han fundet sit game face frem.

Journalisterne får deres svar, og bagefter går Kalle Sauerland ned mod udgangen. Showet er slut.

I minutterne efter kampen tog en shitstorm fart på de sociale medier. Tv-seere følte sig snydt over at have betalt 499 kr. for bare tre omganges boksning. Sauerland afviste kritikken: ”Sådan er boksning. Jeg har prøvet at rejse til Las Vegas for at se Mike Tyson, hvor kampen varede 45 sekunder,” sagde promotoren til journalisterne i Brøndby Hallen. Foto: Rasmus Linaa.

LÆS OGSÅ: Din guide til Danmarks helt særlige ghetto

LÆS OGSÅ: 10 nøglescener fra Nikolaj Lie Kaas' liv 

LÆS OGSÅ: "Jeg har tabt knap 10 mio kr. på ganske få sekunder. Det er hele min livs-opsparing"