Når jeg ser på dig, ser jeg et rundt hoved med hår på toppen og ører ude i siden. Hvis jeg koncentrerer mig, kan jeg godt se, at du har mørke øjne, men ellers roder det hele rundt for mig. I stedet for at genkende folk på deres ansigter kender jeg dem på måden, de går på. Nogle mennesker vipper fra side til side, nogle vrikker i hoften, og andre løfter op i hofterne.

Ellers kigger jeg ned og ser på deres sko. Ansigtsblindhed er en hjerneskade, der sidder omme i baghovedet. Det kan komme efter en ulykke eller, som i mit tilfælde, være medfødt. Det lever jeg fint med. Det var først for fire år siden, jeg fandt ud af, at det var det, der gjorde, at folk mente, de havde set mig i supermarkedet, uden at jeg hilste.

Maj-Britt Liliendahl, 52, tandlæge. Foto: Jonas Pryner

Der er også familiefødselsdage, hvor jeg præsenterer mig selv med fuldt navn for den samme flere gange i løbet af aftenen, selv om jeg har kendt vedkommende i årevis. Jeg ser ikke film, for lige pludselig har morderen giftet sig med den myrdede, og frisøren er blevet politimand.

Deres ansigter er ikke til at kende fra hinanden, og sådan er det overalt, hvor jeg færdes. En enkelt gang prøvede jeg at holde en samtale kørende i 20 minutter i toget fra Nørreport. Det var først lige inden Farum, at jeg opdagede, hvem det var.

Flere gange er jeg gået hen til en fremmed mand og har lagt armen om ham, fordi jeg troede, det var min mand. Ham kender jeg på, at han rømmer sig meget og drejer hovedet en anelse til venstre. Til gengæld er jeg ikke sikker på, hvilken farve øjne han har.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få elektrochok

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at blive angrebet af en flok bier

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at gå på ski til Sydpolen pa 56 dage