nanna balslev elektrochok
Foto: Jonas Pryner

Nanna fik Elektrochok for en fødselsdepression

Sådan føles det at få elektrochok

På en lukket afdeling er der ingen skarpe genstande. Spejlet er integreret i væggen, der er ikke nogen ledninger; ingenting, man kan bruge til at gøre sig ondt.

Da jeg kom, tog de mine snørebånd og min bh. ”Her kommer jeg aldrig ud fra,” tænkte jeg. En mand sad og skreg, og der var en, der bankede hovedet mod væggen. Det var vildt at se sig selv midt i det, og en del af mig blev skræmt, men samtidig vidste jeg jo godt, hvorfor jeg var der. Jeg tænkte, at mit liv var slut – at jeg skulle bo på en institution resten af mine dage.

Jeg havde det så dårligt, at jeg ikke kunne koncentrere mig om at læse bøger. Jeg tænkte kun på én ting: ”Hvordan kan jeg komme ud og tage livet af mig selv?”

Da jeg havde været der en uge, spurgte min psykiater, om jeg havde overvejet elektrochok. Jeg sagde nej med det samme, for jeg har set ’Gøgereden’, og jeg havde også set en stor og stærk soldat med tribal-tatoveringer og PTSD, der lige havde fået elektrochok. Han kom tilbage i kørestol.

Der gik to uger, hvor jeg sagde nej, og hvor jeg ikke fik det bedre. Hvis nogen havde sagt: ”Du får det godt igen, hvis vi skærer din arm af,” havde jeg gjort det. Helt sikkert. Min mors veninde, som har været psykiatrisk sygeplejerske, kom på besøg, og jeg spurgte hende til råds. Hun sagde, at hun havde set mange patienter få elektrochok og få det godt. Så tænkte jeg:

”Fuck it. Det kan ikke blive værre.”

Jeg kom ind i et rum og blev lagt på en briks. Der var både anæstesisygeplejersker og to læger omkring mig, ligesom ved en operation. Jeg skulle også faste. Så fik jeg nogle små elektroder placeret på panden. Jeg blev lagt i narkose og skulle tælle ned. 20 …19 … 18 … 17.

Jeg kunne mærke, at jeg faldt i søvn. Det var den bedste følelse, jeg havde mærket i et halvt år. Jeg tænkte: ”Bare lad det her blive ved, please, lad mig ikke vågne igen.”

Man skal i fuld narkose, fordi man får nogle ubehagelige kramper, hvor man ryster over hele kroppen. Lidt ligesom hvis man har epilepsi. Man får også en bideskinne i munden, så man ikke bider sig i tungen.

Jeg vågnede og var forvirret. Og blev faktisk også kørt væk i en kørestol.
Efter anden eller tredje gang kunne jeg mærke, at jeg fik lyst til at gå en tur. Jeg fik lyst til at se folk.

Over tre uger fik jeg i alt ni behandlinger. Jeg indså, at jeg faktisk gik glip af noget, mens jeg var indlagt. I starten var der meget, jeg ikke kunne huske. Jeg vidste godt, at jeg havde haft en svær fødselsdepression og var blevet indlagt, men jeg kunne ikke huske mit selvmordsforsøg.

Jeg begyndte at savne min datter på to måneder. Det var første gang, jeg følte mig som mor. Jeg begyndte også at læse bøger igen. I dag føler jeg stadig, det er et mirakel, at jeg er rask og sammen med min mand og datter.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at blive omskåret - to gange

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være lommetyv