Mit Auto-CV: Sigurd Kongshøj

Mit Auto-CV: Sigurd Kongshøj

Sigurd Kongshøj Larsen er født i 1984. Han er uddannet journalist og har bl.a. arbejdet som tv-vært og konferencier. I dag fungerer han som freelance-vært på DR. 

Nissan Sunny stationcar, guldfarvet, 1982.

Barndom. Jeg er en af de der drenge, hvis far havde forfærdelig smag i biler. Han er, hvad jeg vil betegne som selektivt æstetisk. Han elsker smukke både, men biler er han fuldstændig ligeglad med, og derfor har jeg tilbragt min barndom med at ligge skamfuldt skjult på bagsædet af alt fra den frygteligste Nissan Sunny til en Daewoo Tacuma. Jeg ville hellere cykle til fodbold i modvind og regn, end jeg ville køres i hans bil. Og når klubben efterlyste forældre til at køre til kamp, skreg jeg nærmest, at min far ikke kunne den dag. På et tidspunkt begyndte han at spørge mig til råds, og i et øjeblik troede jeg, at nu skulle vi have en rigtig bil, men så kom han alligevel hjem med en ny hæslig Nissan. Han syntes simpelthen bare, at ham Nissan-forhandleren var sød, og så købte vi hos ham. Bedst husker jeg en guldfarvet Sunny, som vi bl.a. tog med, da han fik job i Italien, og vi flyttede til Firenze. Så brændte den sammen i Alperne, og min far skoldede ansigtet, da han ville fylde kølervæske på. Det var også på den tur, mine forældre forkælede min bror og mig ved at forære os en Game Boy til deling. Et pædagogisk selvmål, der næppe gjorde køreturen mere fredfyldt. 


Citroën 2CV, mat stålgrå, 1968, og Citroën 2CV 6 Club, hvid, 1987.


Afrydder i Vega, pædagogmedhjælper i børnehave og studerende. Så er vi tilbage ved en rigtig fed tid. Jeg er 19 år og arbejder på Vega som afrydder og som pædagogmedhjælper i en børnehave i Hellerup. Man kan ikke sige, at jeg har brug for en bil, men den er jo altid god at have, og især vil jeg gerne have en 2CV. Sådan en kørte jeg nemlig regelmæssigt i allerede som niårig. Mine forældre havde en andel i et sommerkollektiv på Langeland. Det var et gammelt badepensionat med 21 værelser, og en af de andre beboere var en sød gammel dame, der hed Ida, og som jeg satte meget stor pris på. Hun havde en gammel galvaniseret 2CV, og den lod hun mig styre på den måde, at jeg sad på hendes skød, så hun kontrollerede pedalerne, og jeg holdt rattet. Der var jo ikke noget politi på Langeland, så sådan kørte vi rundt, når vi skulle til loppemarked i Tullebølle og den slags. Da jeg så starter på Vega, er det hendes barnebarn, der er min chef. Han har arvet den her gamle 2CV, og han skal til at have børn og familiebil, så en dag spørger han, om jeg ikke vil overtage 2CV’en. Om jeg vil, det er jo min barndoms eneste gode bilminde ... Så jeg får simpelthen den selv samme bil, som jeg kørte i som niårig, og så sætter jeg den i stand og gør den tiptop. På et tidspunkt får jeg endda endnu en 2CV, da der er et svensk forældrepar i min børnehave, som skal af med deres. Så pludselig har jeg to 2CV’er. Det bliver dog hurtigt lidt voldsomt, så jeg sælger den hvide nye og beholder den galvaniseringsgrå.

Saab 900 Turbo Cabriolet, blå, 1998, og andre lånte biler.
Læser journalistik i Odense. Jeg endte med at sælge 2CV’en til en læge i Sorø. Jeg fik 16.000 kr., og det var præcis, hvad den havde kostet mig. Og så var jeg ellers bilfri – eller dvs. jeg kørte i min brors biler. Vi boede sammen og delte hans biler. Han havde et godt job og en bil, som jeg bare kunne låne. Eneste problem var, at han slægtede min far på med hensyn til æstetikken. Han var ligeglad med, hvor grim bilen var. Så først havde vi en Nissan Sunny, som han havde overtaget fra mine forældre – på den måde følte jeg også lidt, at det var min bil. Da den døde, købte han en hvid Peugeot 406, som engang havde fungeret som politibil – helt håbløs – og derudover var der den forfærdelige Daewoo og en Nissan Tino, som vi kaldte Latino. Undtagelsen var en åben Saab 900, som han bragte med hjem efter et arbejdsophold i Bruxelles. Dét var til gengæld en fed bil. Jeg husker, hvordan jeg kørte gennem byen i solskin med kalechen nede og følte, at hele verden kiggede på mig og smilede.

Volvo V50, blå, 2007.
Journalist, konferencier og tv-vært – bl.a. på ’Klipfiskerne’, ’Taxaquizzen’ og ’Mord på film’. De følgende år lånte jeg mig stadig frem. Især lånte jeg svigerfars Volvo V50 – den overgår jo på alle måder bilerne i min egen familie med sin fine blå lak og den bløde læderkabine. Til sidst spurgte svigerfar, om vi ikke bare ville købe bilen – den er jo god at have, nu hvor vi har fået børn, og det havde han ret i. Den er perfekt på den måde, at den er stor nok til at rumme familien og lille nok til at gøre sig i byen. Det er ikke en bil, der kan imponere nogen, men den er o.k. pæn, solid og nem at have. Jeg behøver ikke at skamme mig over den, og det er en kvalitet, som jeg om nogen sætter stor pris på.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være racerkører: Kevin Magnussen

LÆS OGSÅ: Tysk duel: BMW udfordrer Audi og Mercedes med ny terrænbil

LÆS OGSÅ: Porsche-kongen Seinfeld sælger ud af sin samling 

Se, hvad vi ellers skriver om: Citroen, Volvo og Auto-cv