Verdens ondeste mand bor i Congo


Han går altid med solbriller for at skjule sine slangeøjne. Han bruger børnesoldater, og det siges, at han rådfører sig med en 80-årig troldmand. Og så er han hovedpersonen i den værste krig siden anden verdenskrig. Foreløbig har den kostet tæt på 5,5 mio. menneskeliv. Øjvind Kyrø rejste til Congo for at møde den berygtede militsleder Cobra Matata.

Det er Cobra, vi først og fremmest skal satse på,” sagde jeg til pastoren, da vi var kommet ind på hotellet.

Pastoren nikkede. Han havde hentet mig i lufthavnen, og nu var vi kommet til Bunia i det nordøstlige hjørne af Congo. En støvet og beskidt by, hvor der ikke er langt til en guldmine. 


Cobra Matata – som betyder ’den onde slange’ – er en krigsherre. Ingen har nogensinde interviewet ham. Og hans hænder siler af blod.

Jeg hørte om ham første gang i 2006, da han forhandlede om en fordelagtig aftale med regeringshæren. Hvis Cobra og hans militser lagde våbnene, ville de blive indlemmet i regeringshæren og få fine titler og god løn. Og ikke mindst: undgå at blive anholdt og stillet for retten for massakrer, massevoldtægt, plyndringer og rekruttering af børnesoldater. 


Det lykkedes. Og Cobras børnesoldater fik en lille pose penge, så de kunne tage hjem og gå i skole. Så vidt, så godt.

Men for to år siden deserterede Cobra fra regeringshæren. Han var utilfreds med, at han kun havde fået rang af oberst, og lønnen var også for lille. Det ville være meget mere lønsomt at kontrollere nogle guldminer, som han plejede. Nu var han ved at samle en masse lokale militsgrupper under sig, så han kunne kontrollere det skatkammer af mineraler, der var i det østlige Congo. Sammen med sine mænd havde han slået sig ned 20 km fra Bunia, og der gik rygter om, at han havde indfanget børn til sin nye oprørshær. Så vidt, så skidt.


Det var godt at se pastoren igen. Sammen med ham føler man sig i gode hænder. Han er midt i fyrrerne og hedder Marrion Pudongu. En lille, tæt mand, som prædiker i en pinsekirke lavet af brædder. Kirken trænger til at blive udvidet, for halvdelen af menigheden må sidde udenfor og kigge ind i skuret. Alle kender pastoren, han kender alle, og han er vant til at arbejde som fixer for udenlandske journalister. Vi giver ham også en indkomst, som er større end den, hans ludfattige kirkegængere kan samle ind, og han kan skaffe os kontakter, som ingen andre kan. 


Pastoren har lejet sin biskops jeep i den næste uges tid, så vi kan komme rundt i Bunia og ud til Cobra.

Men først skal jeg møde en katolsk præst, Guy Robert, fra landsbyen Gety, hvor Cobra og hans militser har slået sig ned. Han fortæller, at Cobra Matata har lavet deres landsby om til sit hovedkvarter.

Jeg forestiller mig det værste. Normalt kommer militssoldater som Cobras ind i en landsby, når de er løbet tør for proviant, og plyndrer og voldtager.

Men sådan foregår det ikke i Gety, takket være den kloge, unge Pater Robert, som fortæller: 


”Jeg har foreslået, at man modtager Cobra og hans mænd med venlighed og opfordrer dem til at slå sig ned ved landsbyen. Når folk er på vej til markedet med dagens høst, gør de holdt ved lejren med Cobra-soldater og tilbyder dem fødevarer. Og taktikken virker. På den måde undgår vi, at kvinderne bliver voldtaget og afgrøderne røvet.”

Det skulle være muligt at få et møde med Cobra, siger pateren. Han tilføjer, at han har god kontakt til Cobras talsmand, som altid ledsager Cobra, så jo, det skulle kunne lade sig gøre. 


To dage senere meddeler pastoren glædestrålende, at pateren har ringet og sagt, at Cobra er klar.

Klokken syv onsdag morgen kører vi, alt ser lovende ud. Tanken er fyldt op, og vi skulle kunne komme tilbage til Bunia i dag, for vejen er tålelig. Sikkerhedsselen i min side virker ikke, men nu skal vi ud i krigszonen, og det er godt ikke at skulle spilde et sekund med at løsne sig, hvis det gælder om at komme hurtigt ud af bilen.

Vi kører sydpå, langs den vestlige side af Great Rift Valley. Luften er varm, men tør; vi er 1.200 meter oppe, og landskabet er bakket med enge uden køer. Til venstre rejser en bjergkæde sig, og følger man vejen langs den, kommer man til de hvidklædte Månebjerge. 


Trafikken er sparsom. Ingen biler, højst en motorcyklist med to passagerer.

Tre soldater på vejen stopper os. Den ene, en officer, spørger pænt, om han må komme med nogle kilometer. Han indtager bagsædet med sin AK-47.

Pastoren forhører ham stilfærdigt og melder tilbage:

”Han siger, at der i disse dage ikke er planlagt nogen operationer. Cobra venter på at få en underskrift fra regeringen om, at han får amnesti og bliver indlemmet i regeringshæren.”

Vi bliver altså ikke fanget i en træfning i dag.

”Din løn i hæren er dårlig, det ved jeg, men en dag vil Gud give dig et bedre liv, fordi du ofrer dig for dit land. Gud velsigne dig,” siger pastoren, da officeren bakser sin Kalashnikov ud af bilen og takker for turen.

”Mit arbejde er at velsigne, ikke at forbande,” griner pastoren, da han træder på speederen.




Vi tager et hvil fra den hullede vej og gør holdt i en landsby. Pastoren har beordret mig til ikke på turen at spise noget, som jeg bliver budt. Det kan være forgiftet. Vi har derfor selv fisk, brød, ost og vand med. Men i en lille butik kender han damen bag disken, og hun får lov til at lave en kop te til os.

Hun holdt ham skjult i sit hus i Bunia, da han blev truet på livet. Pastoren havde hjulpet nogle researchere fra en menneskerettighedsgruppe med at finde deserterede børnesoldater, som kunne fortælle om, hvordan de var blevet kidnappet og tvunget til at være børnesoldater. Det var hurtigt rygtedes i Bunia, og han måtte sove på hemmelige steder, som kun hans kone vidste om.

Vi giver damen i butikken de farvestrålende plastickrus tilbage og sætter os ind i bilen. I Bogoros vejkryds – vejen til venstre går ned til Albert-søen, som danner grænse med Uganda – står en skyttegravsbastion: sandsække til hovedhøjde og bag dem soldater.

Vi bliver stoppet, men før soldaterne ved vejspærringen kan nå at tigge cigaretter, har pastoren velsignet dem, og de lader os passere. Pastoren kan sin business.

Han sidder med sin præsteflip på, og han ville også gerne have givet mig en på, for som han siger: Det ville være lettere at komme frem, hvis han kunne sige, at jeg var missionær. Journalister giver besvær. Og soldaterne vidste, at præster hverken røg eller drak, mens journalister gjorde begge ting. Men jeg havde sagt nej, jeg ville ikke arbejde under dække. Desuden havde jeg investeret 250 grønne dollars i et pressekort, et af verdens dyreste, og nu skulle det bruges.

”Nu er vi i Cobra-land,” udbryder pastoren og peger på nogle unge soldater, der stopper os. ”Selv om de har regeringsuniformer på, er de hans drenge,” siger han og ruller vinduet ned. Militssoldaten hilser pænt og spørger efter en cigaret. Ingen truende miner eller trommen med fingeren på stormgeværet. Pastoren svarer, som sandt er, at han aldrig har røget. Jeg sidder og prøver at se lige så hellig ud.

Cobras tropper har altså regeringsuniformer på. De ekviperer sig ved dødsfald. Når en soldat er faldet, tager militssoldaten den døde fjendes uniform.

”Vi må huske at sige til Cobra, at hans drenge er disciplinerede,” siger pastoren, da han har rullet vinduet op.

Jeg ser ned ad vejen. Her er ingen trafik. Højst nogle kvinder, der bærer cassava-rødder i en spand på hovedet.

Vi nærmer os Gety og begynder at gennemgå interviewet.

”Du må helst ikke spørge ham om guldminerne, som han kontrollerer. Det er meget følsomt.”

”Hvad med anklagerne om børnesoldater, massakrer, massevoldtægt?”

”Jo, men spørg forsigtigt. Sig fx: Ifølge nogle menneskerettighedsrapporter anklages du for grusomheder. Er det ikke på tide, at verden får sandheden at vide fra din mund?”

Pastoren minder mig om, at alle mennesker ønsker at blive betragtet som gode, selv om de ikke er det. Og så tilføjer han: ”Husk nu ikke at ryge eller drikke, for det gør Guds tjenere ikke her i Congo.”

”Hvad?”

Pastoren går til bekendelse. Han har oplyst pateren i Gety, som igen har oplyst Cobra, om, at jeg er præst fra en dansk kirkelig hjælpeorganisation, der vil undersøge mulighederne for at levere bistand til det område, som Cobra kontrollerer.

Fortsættes på næste side...

 

Efter chokket repeterer jeg Cobras karriere. Pastoren fylder hullerne i min viden ud. 


Hans rigtige navn er Justin Wanaloki. Anfører for en milits, indtil aftalen med regeringen gik i orden i 2007. Aftalen, der betød, at han blev udnævnt til oberst i regeringshæren og sendt til hovedstaden.

Præsident Joseph Kabila havde udtænkt en plan for at skabe fred: Alle de løsgående militsgrupper skulle tilbydes integration i regeringshæren, og de ansvarlige for ugerninger skulle gives amnesti. Det vigtige var at få fred, ikke retfærdighed. I øvrigt fungerer retssystemet heller ikke.

Men Cobra brød sig ikke om sit nye job. Han sad i Kinshasa og fik en løn, der ikke var ham værdig. Ligesom titlen. Han var blot blevet oberst. Ikke general som Bosco Ntaganda, der også havde huseret i Bunia. Men Bosco Ntaganda var tutsi og egentlig fra Rwanda, og takket være pres fra tutsi-ledelsen i Rwanda havde han fået lov til at blive i det østlige Congo og var blevet tildelt en høj rang.

I maj 2010 deserterede Cobra så. Han var også bange for at blive anholdt og sendt til Den Internationale Straffedomstol i Haag, for omverdenens pres på Kabila var tungt. USA og de andre magtfulde aktører havde svært ved at støtte et land med en hær fuld af massemordere. 


Cobra tog hjem i bushen. Her fandt han lokal opbakning, for folk var trætte af regeringssoldaterne, der voldtog og plyndrede og myrdede, og Cobra lovede dem bedre forhold, hvis de ville støtte ham. En del af hans soldater fulgte trop. Nu var de mange i området, og takket være Cobras løfter og paterens taktik gik dagligdagen nogenlunde fredeligt for sig. 


Men hvordan kan man stole på en mand som Cobra? Jeg havde læst et sted, at regeringen ikke ville forhandle med ham, fordi han blev anset for at være en ’bandit’.

Jeg havde truffet flere af hans børnesoldater, da jeg var i Bunia i 2008. En af dem var Baraka, som på få minutter var blevet forældreløs, da han som seksårig så sine forældre blive myrdet ved en vejspærring. Han var 14 år, da jeg traf ham og hans kammerat, Maki. De havde lært at rense og bruge våben samt at slå ihjel. Maki fortalte, hvordan deres ledere udvalgte de mest magtfulde blandt de døde fjender. Skar dem op og spiste hjertet og leveren råt. Derpå blev resten af kroppen stegt – bortset fra de øvrige indvolde og hoved – og så skulle der spises.

”Vi ville blive dræbt, hvis vi ikke spiste, for menneskekød ville gøre os stærke, så vi kunne slå nogle flere ihjel,” fortalte Maki.


”Jeg skal huske at spørge Cobra, om han stadig har sin troldmand.”

”Hvorfor det?”

”Jeg har hørt, at han havde en personlig troldmand, før han blev indlemmet i regeringshæren.” 


Kakadu, den 80-årige troldmand, kunne tale gennem træer og dyr, og rygtet gik, at han kunne ændre sit ansigt fra gammelt til ungt så hurtigt som et fingerknips.

Kakadu gik klædt i en hvid kåbe. Sort magi var hans speciale, og Cobra Matata rykkede ikke i felten, før Kakadu havde taget varsler og set ud i fremtiden, hvornår det var bedst, at slaget skulle stå. Derpå gik troldmanden ind i en hytte, bredte et landkort ud på jorden og skar halsen over på en hvid hane. Den løb hovedløs og flaksende rundt og sprøjtede blod, og hvor den faldt om på kortet, skulle Cobra Matata angribe.

Før soldaterne skulle gå i krig, blev de beordret til at iføre sig en usynlig, skudsikker beskyttelsesdragt. Den havde Kakadu fremstillet. Det var en palmeolie, der var blandet med urter og et sort pulver lavet af skeletdele fra døde fjender. Børnesoldaten Baraka havde fortalt, at de skulle snitte sig i arme og ben med barberblade og smøre sig ind i olien. Så ville den beskytte dem.

Pastoren nikker. Han skal nok oversætte mit spørgsmål. Vi nærmer os Gety, hvis største bygning er den katolske kirke, som er omgivet af et kompleks af bygninger med skole og bolig for de ansatte. Kirketårnet er højt, og vi bruger det til at navigere efter.

På pladsen mellem kirken og skolen troner en stor parabolantenne, og der hænger også nogle el-ledninger. Man har altså en generator her. Hvilken luksus. Selve Bunia er mørkelagt, i flere år har det lokale vandkraftværk været i stykker, og ingen har repareret det. Kun på mit hotel er der strøm døgnet rundt, fordi det har egen generator, der larmer som en jetmotor 20 meter fra mit vindue.

Pateren står smilende og byder velkommen, mens han siger noget om, at vi skal ned på byens torv. Vi sætter os ind og kører langsomt i retning af torvet. Ikke alene fordi vejen er særdeles hullet, men pastoren har også opdaget, at der er noget galt med bremsen. Den skal pumpes for at virke. Men han siger, at det nok skal gå, bare han kører forsigtigt.

Ud til det lille torv ligger nogle hytter, der fungerer som butikker, den ene en frisørsalon. Vi sidder og venter. Så kommer der en høj mand med grøn baret og camouflageuniform og sætter sig ind. Det er oberst Eneko Kila, Cobras talsmand og højre hånd. Han beder pastoren om at køre tilbage til kirken.

Her venter et mødelokale med overpolstrede lænestole og vægge med fototapet af et vandfald. En anden mand, klædt i civil, slutter sig til vores gruppe. Manden ser meget venlig ud og har et charmerende smil. Han viser sig at være Cobras hærchef, oberst Mbadu Adirodu.

Også Cobras spindoktor Eneko giver indtryk af at være en flink fyr, en venlig mand på 36 år, som man utvivlsomt kunne hygge sig med over en god middag eller under en lang flyvetur – hvis man ikke kendte til hans gerninger.

Cobras spindoktor begynder at fortælle:

”Vi har nu i fire måneder ventet på svar fra regeringen, og det er stadig uklart, om regeringen vil fred, eller den vil fortsætte krigen mod os. Vi har tilbudt at samarbejde med regeringen og bekæmpe fjender, der kommer udefra – derfor vil vi have vores mænd ind i den nationale hær.”

”Kommer Cobra ikke snart?” når jeg at tænke, før han fortsætter:

”Vi har 5.300 soldater, og vi har sluttet os sammen med to andre grupper, så vi kan være stærke og bekæmpe et eventuelt angreb fra regeringen.”

”Hvorfra får I jeres penge?” spørger jeg og undgår at nævne guldminerne.

”Vi afrikanere er solidariske, og lokalbefolkningen hjælper os. Når det gælder våben, er der masser at få fat i efter krigen, og de er billige.”

Det sidste er rigtigt. Landet flyder med våben.

”Vores soldater er disciplinerede, de angriber ikke uden ordre. Regeringsstyrker har flere gange skudt mod vores stillinger for at få os til at reagere, men vi lod os ikke provokere.”



På spørgsmålet om, hvad der ville ske, hvis regeringshæren kom for at anholde Cobra og sende ham til ICC – Den Internationale Straffedomstol – svarer han:

”De er ikke så stærke soldater, som vi er. De vil tabe, hvis de angriber. Congo er jo ikke det eneste sted, hvor der er sket brud på menneskerettigheder. Fred er godt, men retfærdighed? Det er den stærkes ret. Se, hvad der er sket i Irak, se, hvad amerikanerne gjorde dér. De burde retsforfølges. Se Palæstina og Israel, se Afghanistan, se Pakistan – folk dør daglig i de lande, uden at nogen bliver stillet for retten. Der er ingen proportioner hos dem, der fordømmer brug af børnesoldater, når de ikke kræver retfærdighed i de krige, jeg har nævnt.”

Og så smider han sit trumfkort:

”Hvis ICC ville håndhæve retfærdighed, burde man i Haag ikke fokusere på børnesoldater og Afrika. At dræbe en uskyldig er værre end at rekruttere en børnesoldat.”

Jeg er ved at opgive. Det er Cobra, ikke en spindoktor, jeg er kommet for at tale med. Han har nu talt i over en halv time.

Pludselig sparker en livvagt døren ind og råber: “Generalen er hos os.”

Ind træder Cobra Matata. I en lang, himmelblå bubu – en vestafrikansk klædedragt, som er sjælden på disse kanter. Cobra har en rød baret på hovedet og store solbriller, han aldrig tager af.

Denne mand kan virkelig komme ind ad en dør. Spindoktoren og hærchefen har rejst sig og gør honnør.

Cobra Matata rækker hånden frem. Jeg tager den. Den er slatten og klam. Han lugter af cigaretrøg eller hash.

Han tager sæde i lænestolen overfor. Jeg er paf, havde ikke regnet med, at han ville dukke op. Men nu sidder han dér, med et nervøst eller uudgrundeligt lille smil om læberne. Han har ikke sagt et ord, kun mumlet et eller andet, da vi trykkede hænder.

Jeg når ikke at tænke alt det, jeg regnede med ville fare gennem hovedet, hvis jeg mødte ham: Hvordan føles det at hilse på en satan, der er skyldig i bortførelse af børn? Tvangsfodre dem med indvolde fra mennesker? Beordre soldater til gang-rape af kvinder, hvis underliv braser sammen bagefter, fordi væggen mellem endetarm og skede går i stykker? Organisere plyndring af marker og nedbrænding af bøndernes huse?

Jeg tænker kun på at få videokameraet stillet op på en trefod og få det indstillet, så vi kan gå i gang.

Jeg beder pastoren oversætte: ”Mange tak, fordi du vil se mig. Jeg har rejst langt for at komme til Afrika. Helt fra Danmark.”

Måske ved Cobra ikke, hvor Danmark ligger. Han har aldrig gået i skole.

Så i gang. Det første, meget bløde spørgsmål lyder: Hvilken kirke tilhører du, og hvad er din alder?

Svaret: ”Jeg er katolik. 39 år.”

Cobra fortrækker ikke en mine. Han er fåmælt.

”Hvad gør du, hvis regeringen siger nej til jeres tilbud?”

”Så bliver vi her. Angriber de, kæmper vi.”

”Kan dine styrker vinde over den samlede regeringshær (som tæller omkring 200.000 mand)?”

”Ja, det har vi styrke til, takket være Guds kraft.”

”Men I er kun 5.300, så I har brug for megen opbakning fra Gud …”

”Vi er kun 5.300, men der er 10.000 flere, som er parate til at støtte os.”

Her bryder en af de tre-fire nyankomne spindoktorer ind. De sidder alle spændt og lytter, og da det er Cobras første interview, skal de sikre, at han ikke siger noget dumt.

”Jeg er rådgiver og vil tilføje, at hele Ituri-provinsen vil støtte os. Vi er alle venner nu, selv om vi førhen har kæmpet mod hinanden, fordi fremmede magter hidsede os op mod hinanden.”


Jeg fortsætter med et nyt spørgsmål til Cobra, som har fisket et lille kamera frem og rakt det til sin spindoktor, så han kan tage billeder af pastoren og mig.

”Er du bange for at blive anholdt af ICC?”

”Nej.”

”Frygter du præsident Kabila, som i april truede fx Bosco Ntaganda med anholdelse, hvorpå også han deserterede fra regeringshæren?”

”Jeg er en mand, der står midt iblandt mine tropper. Det vil ikke være let at røre mig.”

”Rekrutterer du stadig børnesoldater?”

”Jeg har aldrig haft børnesoldater, kun voksne. Ingen af mine soldater er under 22 år.”

”Menneskerettighedsrapporter anklager dig for at være ansvarlig for rekruttering af børnesoldater, massakrer og voldtægt. Hvad er din kommentar til anklagerne?”

”De er løgnere. De vil sværte mig til, så de har mulighed for at arrestere mig.”

”Jeg har hørt, at du har en personlig troldmand, hr. Kakadu. Er han stadig i dit følge?”

”Det er en løgn.”

”Er det også usandt, at I har brugt helligt vand til at undgå at blive ramt af projektiler?”

”Vi stoler ene og alene på Gud.”

”Så alt i alt bruger I hverken trolddom, helligt vand eller spiser fjendens hjerte for at få hans kraft?”

”Vi beder til Gud, intet andet.”

Jeg takker på det høfligste for interviewet.

”Vi er ikke sikre her, lad os komme af sted,” hvisker pastoren.

Solens skin er blødt, da vi når den sidste vejspærring, der er bemandet med Cobras soldater. Jeg stiger ud og hilser på dem. Halvdelen er børn. Den yngste har blå gummistøvler på. De stirrer interesseret på mig. Den bedste underholdning længe set. Pastoren gør mig opmærksom på en ung mand med en amulet rundt om armen. Jeg spørger, hvad han hedder, og om hans alder.

”Jeg er 20 år og hedder Cobra Safari.”

Det er Cobras bror, vi har mødt. Han har allerede med sine første ord og sin amulet dementeret sin storebrors ord om, at ingen soldater er under 22, og at de ikke benytter sig af magiske redskaber. I øvrigt er han med garanti ikke over 18 år, snarere langt under.

Fem minutter senere har vi krydset grænsen mellem Cobra-land og det regeringskontrollerede Congo.

Vi sætter os og får en kop te uden for den butik, der drives af pastorens veninde, hende, der skjulte ham. Hun har en god, stærk ugandisk te på kanden.

Jeg tager i smug billeder med telelinse af skyttegraven med sandsækkene, der bevogter vejen ind til Cobra-land, og drikker mere te og spiser kiks.

En midaldrende officer i lysebrun læderjakke kommer hen til pastoren. De taler sammen, og den lattermilde pastor griner flere gange. Jeg tænker, læderjakken nok er en bekendt eller et medlem af hans menighed.

Så snart han er gået sin vej, giver pastoren tegn. Vi skal af sted, væk, kommanderer han.

I bilen kommer forklaringen. Læderjakken er topofficer på denne strategisk vigtige post. Han var blevet varskoet af nogle af sine soldater om, at jeg havde fotograferet den militære installation, og det er strengt forbudt. Det står på mit pressekort. Jeg skulle anholdes. Og jeg var jo netop kommet fra fjendens territorium. Jeg var sikkert spion.

Pastoren havde brugt al sin charme til at bedyre, at jeg var en dansk præst på udkig efter fattige områder, der havde brug for nødhjælp, og at jeg blot havde taget nogle fotos af vejkrydset for hjemme at kunne vise, hvor stor nøden var, så jeg kunne få nogle flere penge at donere.

Officeren havde troet på pastoren og nøjedes med at sende mig et mistroisk blik, da jeg intetanende så ham gå tilbage til bastionen efter samtalen med pastoren. Jeg takkede for hans løgnehistorie.

Uden pastoren intet møde med den fritgående Satan.



Cobra Matata

Justin Wanaloki alias Cobra Matata – ’den onde slange’ – er 39 år og katolik. Han bærer altid solbriller for at skjule sine såkaldte slangeøjne. Han er forhenværende soldat i præsident Mobutus hær og blev arbejdsløs, da diktatoren i 1997 – ligesom regeringssoldaterne – flygtede fra de rwandiske tropper. Herefter blev han officer i en milits bestående af folk fra lendu-stammen, og da dens topledere blev anholdt og sendt til Den Internationale Straffedomstol i Haag, overtog Cobra Matata ledelsen. Han er især kendt for at have stået i spidsen for den største massakre i landet samt sin grusomhed over for soldater, der forsøger at desertere fra hans hær af militssoldater. Forhenværende børnesoldater anslår, at ca. halvdelen af hans militssoldater var børn under 15 år.

I 2007 blev han indlemmet i regeringshæren med rang af oberst og sendt til hovedstaden. Men i 2010 deserterede han og rejste tilbage til det østlige Congo, til Ituri, hvor han nu kontrollerer et område på størrelse med Fyn, der rummer flere guldminer. Cobra Matata hævder, at hans hær i dag består af 5.300 mand.


DR Congo i årstal

1482

Portugiseren Diogo Cão kommer til Congo, snart efter begynder slavehandlen. 

1885

De europæiske stormagter tildeler Belgiens kong Leopold II ejerskab over Congo. Kongen ejer således ’Fristaten Congo’, som man ejer et sommerhus.

1908

Belgien køber Congo af kongen, efter millioner af indbyggere er døde under jagten på gummi og elfenben.

1960

Uafhængighed. Den folkevalgte Patrice Lumumba bliver indsat som præsident, men et halvt år senere myrdet, offer for et komplot mellem Belgien og USA.

1965

Hærchef Joseph-Désiré Mobutu tager magten.

1971

Mobutu ’afrikaniserer’ Congo og omdøber det til Zaïre. Selv kalder han sig Mobutu Sésé Seko Nkuku Ngbendu wa Za Banga, hvilket betyder ’Den alterobrende kriger, der går fra sejr til sejr’. Alle bynavne blev også omdannet, fx blev hovedstaden Leopoldville til Kinshasa.

1998

Borgerkrig, hvori syv udenlandske stater inddrages – ’Afrikas første verdenskrig’.

2002

Fredsaftale indgås. De udenlandske tropper, der befinder sig i Congo, skal forlade landet. Men Uganda og Rwanda har allieret sig med lokale militsledere som fx Cobra Matata i kampen om mineralerne i det østlige Congo, og konflikten fortsætter.


Konflikten

Cobra Matata tilhører lendu-folket. Lenduer dyrker jorden, mens den anden stamme, hema, har kvæg. Hemaerne indvandrede for 300 år siden fra Uganda og slog sig ned i denne del af Congo.


Indtil 1999 havde lenduer og hemaer levet fredeligt sammen. Men året forinden var ’Afrikas første verdenskrig’ begyndt. Sådan er den blevet kaldt, fordi syv regeringshære var involveret.


LÆS OGSÅ

Den hårdtpumpede historie om mafiaen

Se, hvad vi ellers skriver om: Krig