Med stor sandsynlighed er begge hold tyske, når der er Champions League-finale 25. maj i London. Bayern München har med en 4-0 sejr i den første af to semifinaler mod Barcelona sandsynligvis stoppet mange danskeres yndlinge, og onsdag aften blev Real Madrid spillet ud af brættet og tabte 4-1 i Dortmund i de to klubbers første semifinale. Det er ikke bare historien om dygtige fodboldspillere, det er også en nytænkning og en, set med de romantiske briller, sejr for sporten.
Især historien om Dortmund er værd at bemærke. Hvor Bayern Münchens økonomi ske muskler længe har været i særklasse i Bundesligaen, var Dortmund for få år siden i tovene med en gæld på næsten en mia. kr. Det var en af mange klubber, der var pressede efter i en årrække at have udvist økonomisk ansvarlighed på linje med en 14-årig pige i en Justin Bieber-megastore.
Klubben formåede dog at genopfinde sig selv med en større satsning på talentarbejde og en mere ansvarlig økonomi. Samtidig har klubben, ligesom mange andre tyske klubber, været dygtige til at pleje relationerne til tilhængerne. Den har sørget for billetter, der både er til at betale og som er tilgængelige. Også for dem, der ikke har købt et sæsonkort eller har adgang til sponsorbilletter. Dortmund kunne formentlig sælge sæsonkort til alle 80.000 pladser på stadion, men en vis mængde billetter i løssalg og relativt lave priser, fx i forhold til Premier League, er med til at skabe det som enhver brandingekspert vil kalde en god fortælling om klubben (fx på disse linjer), og det har været med til at give Bundesligaen det højeste tilskuergennemsnit i Europa. I Tyskland er det typisk også muligt at se holdet træne. Også det må især engelske fodboldfans være misundelige på. Billetpriser, så man skulle tro, at der fulgte en bedre middag med i prisen, fort-lignende tilstande på træningsanlæggene og en åbenhed a la Nordkorea er præcis det modsatte af en god fortælling om de engelske klubber.
Medlemmernes indflydelse på de tyske klubber kommer til udtryk helt konkret. I Tyskland er der ingen rigmænd, der pludselig køber en klub og pumper mia. af kroner i den. Ganske enkelt fordi reglerne ikke tillader den form for ’økonomisk doping’ som det internationale fodboldforbund kalder det. I stedet er det medlemmerne, der i høj grad sidder på magten. Fx har danske Frank Arnesen som sportsdirektør i Hamburger Sports Verein mærket den større ansvarlighed ift. hans tid i Chelsea, hvor han blot skulle ringe til klubejer og oliemilliardær Roman Abramovich for at skaffe flere penge. Nu skal han i stedet have tilladelse fra et 12-personers repræsentantskab valgt af klubbens medlemmer, hvis han ønsker at bruge mere en halv mio. euro. Det ligner en forældet foreningskultur i en moderne hyperkommerciel sportsverden, men de tyske klubber har vist, at de har fat i den lange ende - især i dette forår, hvor vi allerede nu godt kan love tysk aften på Wembley den 25. maj.
LÆS OGSÅ Muldvarpen i Premier League: Hvem er 'The Secret Footballer'?
