Jeg har tidligere på min blog beskrevet de kaotiske slutfirsere med Perestrojka, Glasnost og Gorbatjovs fejlslagne reformer. I dag skal vi høre om en anden periode i sovjetisk historie.
I de fleste russiske hjem er det en fast tradition til nytår at gense Eldar Ryaznovs fabelagtige satiriske film 'The Irony of Fate, or Enjoy Your Bath!' Den beskriver samtidens forhold under Bresjnev-perioden (1964-1982).
'The Irony of Fate, or Enjoy Your Bath!' er udover at være en rigtig god skildring af Bresjnev-perioden også illustrator for de daglige kulturfænomener og dagligdagsting som sovjetborgerne stod ansigt til ansigt med. Du kan se filmen med engelske undertekster her.
For bedre at kunne forstå de satiriske og komiske undertoner i 'The Irony of Fate, Or Enjoy Your Bath!', er det vigtigt at forstå Bresjnev-perioden. En periode, der på mange måder var stærkt præget af stagnation og stilstand, men samtidig også af materiel vækst, ingen eller meget lav arbejdsløshed og fred indtil 1970'erne. Mange russere var ganske tilfredse med uddannelsessystemet, politiet, sundhedsvæsenet og jobsikkerheden. Overfor denne tilfredshed i befolkningen gemte sig en langt mere mørk sandhed, nemlig historien om en nation i dyb økonomisk, politisk og ikke mindst kulturel kaos. 
Som et svar på dette ufleksible sovjetiske system udsprang der, hvad man rette kan omtale som ”modkultur til det øvrige samfund”. Der opstod sorte og grå markeder over hele Sovjetunionen, tillige suppleret af agronomiske problemer, lav vækst, teknologisk tilbagegang, korruption og en nedadgående fødselsrate. Dette medførte store problemer for det sovjetiske styre og i stedet for svar og løsninger på problemerne, trykte apparatet endnu flere sovjetiske plakater om den fremgang og vækst, som rent faktisk slet ikke fandtes. Selve kulturkampene i ovenstående periode blev en kompliceret affære, da mange russere på den ene side stadig identificerede sig med traditionel kultur. Disse søgte i stigende grad tilbage til kirken, nationalismen og kulturbevarelsen. På den anden side stod de mere dynamiske og vestsøgende urbane rebeller. Det skulle vise sig at blive disse to segmenter der blev hovedaktørerne i kulturkampene under Bresjnev-perioden.
Den politiske linje under Bresjnev-perioden findes i selve Bresjnev-generationen. Da Stalin kom til magten i 1930'erne og iværksatte sine brutale udrensninger af politiske modstandere, fik Stalin udrenset stort set hele intelligentsiaen, der havde eksisteret i det prerevolutionære Rusland. Stalins massive forsøg på at opbygge en ”rød intelligentsia” med rodfæste i marxistisk ideologi blev rekrutteret iblandt arbejdere og bønder. Det tankevækkende ved denne generation, som overlevede Stalins udrensninger, er, at de blev siddende i partiet helt indtil 1980'erne. Erfaringerne i 1930'erne med kollektiviseringen og brugen af den brutale politiske mobilisering formede dem som politikere. De blev klar over, at disse metoder virkede efter hensigt. 
Da Bresjnev kom til magten i 1964 var det med resterne af denne politik han styrede politbureauet. Selvom størstedelen af de ledende kommunister i partiet ingen reel uddannelse havde, kontrollerede de stadigvæk kulturlivet i Sovjetunionen. De var ikke i stand til at tilbyde samfundet den dynamik og kreativitet, som det samfund, de selv havde skabt, så stærkt havde brug for.
Det er i 1970'ernes Sovjetunionen, at filmen 'The Irony of Fate, or Enjoy Your Bath' udspiller sig. Filmen tegner således et særdeles godt billede af den ensformighed, der herskede under Bresjnev-perioden. Det ses tydeligt i filmens prolog, hvor en fortællerstemme ironisk og poetisk nævner, at gadenavne, opgange, parker, døre og låse alt sammen er ensformigt. Vi møder filmens mandlige hovedperson, lægen Zhenya, som omtaler et kloster som forbandet, ligesom hans forlovede Galya taler om, at de måske burde fejre nytåret på en restaurant. Restauranterne skal ses som et ”fritidssted”, tilflugtssted for den nye generation, der vinder frem under Bresjnev-perioden. 
Nytårsdag tager Zhenya med sine venner ned på den lokale offentlige badestue til det, der i første omgang er en uskyldig komsammen, men som så udvikler sig til at blive en fejring af Zhenyas kommende bryllup. De ender med at blive sanseløst fulde. En af vennerne skal på et fly til Leningrad og Zhenya skal tilbage til lejligheden for at fejre nytår med sin forlovede. Men begge besvimer og de øvrige venner kan qua deres alkoholindtagelse ikke erindre, hvem af dem, der rent faktisk skulle på et fly. De beslutter fejlagtigt, at det er Zhenya som var på vej til lufthavnen, og sætter ham på flyet til Leningrad. Uden at ane, at han er i Leningrad og ikke i Moskva, stiger hovedpersonen ud af flyet og tager en taxa hjem. Adressen han nævner til taxachaufføren er en dublet af hans hjemmeadresse i Moskva. En implicit kritik af det sovjetiske samfunds ensformighed er tydelig at spore her. Det understreges atter en gang, da Zhenya sætter sin nøgle i lejligheden og den rent faktisk virker. Bedugget og ude af stand til at forstå sine omgivelser går han i seng i en fremmed kvindes lejlighed.
Senere kommer den rigtige beboer, Nadya, hjem for at sætte de sidste ting på plads inden højtiden og bliver forskrækket over Zhenya tilstedeværelse. Langsomt begynder Zhenya at indse, at det ikke er hans lejlighed og det er på trods af møblementet til forveksling ligner det i Moskva. Fast besluttet på at tage så hurtigt som overhovedet muligt tilbage til Galya i Moskva, sætter han kursen imod lufthavnen, men på vejen ud af Nadyas lejlighed støder han ind i Ippolit. Han er forlovet med Nadya og finder det yderst uforklarligt, hvad en fremmed mand laver letpåklædt i Nadyas lejlighed. Oprevet over mysteriet om den fremmede mand i Nadyas lejlighed smækker Ippolit døren og forlader Nadya. Zhenya forsøger desperat at finde en flyafgang tilbage til Moskva. Igennem hele filmen vender henholdsvis Zhenya og Ippolit tilbage til Nadyas lejlighd. Lange dialoger om meningen med livet og smukke lyriske sange pryder filmen konstant. Zhenya tager til sidst tilbage til Moskva og falder i søvn. Han vækkes dog af Nadya og de finder lykkeligt sammen.
Alkohol er et gennemgående tema i filmen og det er også vedkommende i den forbindelse, at have for øje, at Bresjnev-perioden var ramt af store problemer med alkoholisme. Af den grund kan filmen ses som en social kritik af samtiden. En samtid præget af monotoni, åndsløshed og uniformitet.
Filmen har i nutidens Rusland en nærmest kultstatus. Filmen dyrker de klassiske russiske nytårstraditioner og de specifikke stadier en ægte sovjetisk/russisk nytårsdag eller -aften gennemgår. Beskueren er med helt tæt i julepyntning, gæsternes ankomst, hele ideen om at tage afsked med det forgange år og gøre klar til det kommende. Det rituelle og symbolske i filmen spiller en vigtig rolle for kultstatussen. 
Hvis I får tid og lyst til at se filmen, så er det værd at bemærke, at filmens kvindelige hovedrolle, Nadya, spilles af en polsk skuespiller, som giver en særlig russisk-polsk accent, der blev nærmest moderne for samtidens unge kvinder. Musikken, bestående af den simple guitar og de smukke poetiske digte, er i høj grad med til at give filmen en særlig karakteristika. Digtene er skrevet af kendte sovjetiske forfattere og bliver i filmen sunget på vers.
