Gennem historien har mere eller mindre velmenende mennesker og fantaster engros, fra Lenin og Ritt Bjerregaard til Pinsebevægelsen og jihadister, forsøgt at skabe Utopia på jord - og i himmel.
Men kun i Thailand, til et mindfulness-lydspor af blide bølgeskvulp under bountypalmens skygge, lever de kornfede, neo-imperialistiske, neon-rige, guldkædebeklædte russere og deres platinblonde koner med de trekantede bryster, oppustelige overlæber og Chanels logo tatoveret i nakken i paradisisk harmoni med sugerørstynde thailandske ladyboys, nuttede elefantunger og smukke, atletiske og tolerante, skandinaviske kernefamilier med solgult hår.
En af de rigtig fede ting ved Ruslands nye, krigsliderlige alfahan-attitude og homofobiske lovgivning er, at det endelig, endelig, endelig er helt ok at være racist. Altså når racismen bare retter sig mod russere. Allerede inden jeg kom herned, vidste jeg jo, at russerne havde sat sig på hele Thailand. Det havde mange af de ca. tre millioner andre danskere, der hver vinter kommer her, fortalt mig. Desuden har jeg altid stolet stålsat på mine fordomme, de har aldrig svigtet mig. Man skal som bekendt aldrig lade sig distrahere af kendsgerninger og facts. De er så... ja, distraherende.
Og jeg troede ellers, russerne havde travlt med at annektere Krim, men her i resort'et, der vist har skandinaviske børnefamilier som primær målgruppe, har de vulgære slaviske halvmennesker selvfølgelig invaderet det hele. Nice country, we'll take it.
Ok, ok, russerne udgør vel 25 procent af gæsterne. Og så er det altså mildt sagt distraherende og irriterende, at de holder deres plads i køen til morgenmadsbuffeten, ikke tager mere mad end os andre, at de er de mest afdæmpede og diskrete i hele reservatet, og især at de ikke drikker sig bevidstløse i vodka og ikke synger deres fædrelandssange til kl. 5 om morgenen. Russerne siger simpelthen ikke noget. Ikke et ord.
Det er endnu mere distraherende, at ca. 75 procent af skandinaverne har tatoveringer med deres børns navne og egne cpr-numre (hvis de nu skulle glemme dem) skrevet med flot skråskrift, hele det kinesiske alfabet og toraruller på hebraisk smurt ud over ryg og baller. Jeg har endnu til gode at se en russer med tatoveringer. Om det er fordi de ikke har råd eller bare har bedre smag, ved jeg ikke. Jeg er jo ikke sådan én, der dømmer folk på forhånd.
