Til 2 personer

200 g havtaskehale
1 kardemommekapsel
– frøene heraf
¼ tsk. fennikelfrø
1 spsk. orangemarmelade
1 tsk. Læsø-sydesalt
200 g søkogte rejer

Havtaskehalen klargøres – dvs. skind, ben og sener fjernes, hvis ikke din fiskehandler har gjort det. I en morter knuses kardemommefrø og fennikelfrø, og pulveret røres sammen med orangemarmelade og salt. Denne pasta smøres på havtaskehalen, der trækker koldt – gerne natten over. Rejerne pilles – er der rogn, gemmes den til pynt. Ved servering skæres tynde skiver af havtasken, og der drysses med rejer, evt. rogn, og der gives appelsin-løgfennikelsalat til sammen med en citronmayo.

Appelsin-løg-fennikelsalat:
2 appelsiner – usprøjtede
1 skalotteløg
1 fennikel

Riv den ene appelsin. Skræl derpå begge appelsiner, og rens kødet for hvide hinder, så kun de fine fileter er tilbage. Vend dem med revet appelsinskal i en skål. Pil løget, og skær det i tynde ringe. Skær fenniklen i meget fine, tynde skiver, og vend begge dele i skålen med appelsin lige før servering.

Citronmayo:
2 spsk. god mayonnaise
Citronsaft
Peber – sort

Rør alt sammen, og smag til.