”Velkommen til toppen af samfundet ...”
Mikkel Rosengaard kan stadig gengive den smiskende selvtilfredshed, som sætningen blev leveret med. Han sad til sin allerførste forelæsning på statskundskab-studiet, da institutlederen trådte ind og annoncerede, at Mikkel og hans medstuderende altså nu kunne betragte sig selv som det øverste led af samfundets fødekæde.
”Det var så fucked up,” siger han og smiler målløst. Den 31-årige danske forfatter er på kort visit i Danmark. Til daglig bor han i New York, USA, hvor hans seneste bog, ’Forestillinger om Ana Ivan’, i marts udkom på det ikoniske amerikanske forlag HarperCollins – og endda til flotte anmeldelser i landets allerstørste aviser.
Havde mor og far vidst det tilbage i 2010, ville de formentlig have været mindre skeptiske, da Mikkel kom med sin egen annoncering: Han ville fjernstudere i New York, hvilket reelt betød, at han så vidt muligt ville hutle sig gennem statskundskab-studiet online, mens han i virkeligheden satte al energi ind på at skrive sin næste roman.
Gyldendal havde nemlig lige udgivet Mikkels første roman, ’Videre’, og selv om det også var rigtig fint, vidste forældrene udmærket, at forfatterkarrieren – Gyldendal eller ej – var lig med stor økonomisk usikkerhed. Især hvis man som dansker tog til New York for at jagte den.
”Nej, mine forældre var ikke særlig glade. Det var jo fint nok, at jeg skrev, ’men få dig nu et rigtigt job, og så kan du lege lidt forfatter i fritiden’, var ligesom budskabet.”
En rutsjebane var en stående metafor for statskundskab-studiet i 2010, husker Mikkel.
”Joken var, at det var sjovt, så længe man rutsjede ned, men for enden af slisken stod formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin, med gabet åbent. Og til sidst endte vi alle sammen i hans bug. Statskundskab var fuld af selvfedme, for det krævede et højt snit at komme ind, og til den allerførste time fik vi at vide, at vi havde sikret os ’the golden ticket’ til toppen af samfundet. Men så slår det pludselig én: ’Shit, mand, vi ender jo alle sammen med at sidde som fuldmægtige på et kommunalt kontor,’” fortæller han.
”Der er selvfølgelig intet galt med at være bureaukrat, men det ville slet ikke fungere for mig. Og det indså jeg pludselig.”
Den gode historie frem for alt
Det handlede dog ikke bare om en flugt fra statskundskab og voksenlivet som burekrat for Mikkel. Langt vigtigere var det at få lov til ikke bare at skrive romaner, men at skrive romaner, der først og fremmest var båret af den gode historie.
”Det var helt sikkert en af grundene til, at jeg rejste væk. I dansk litteratur var der dengang meget lidt fokus på det at fortælle en medrivende historie. O.k., litteratur er mange ting, men for mig at se skal romanen først og fremmest fortælle historier og udforske, hvordan vi i dag beretter om vores liv. Og det er rigtig meget dansk romankunst bare ikke specielt interesseret i at fortælle. Der bliver nærmest set ned på det.”
I en tid, hvor streaming-tjenester og mobiltelefoner har betydet, at forbruget af fiktive historier aldrig har været større, undrede det den unge danske forfatter, at den skandinaviske litteratur var så lidt optaget af fiktionen. Det nye buzzword i skandinavisk litteratur anno 2010 var autofiktion, kendetegnet ved den virkelighedsnære og selvbiografiske roman, som især norske Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ’Min kamp’ blev synonymt med.
Foto: Kevin Buitrago
”Jeg er så træt af de her autofiktive bekendelsesromaner. En gennemsnitlig europæer bruger otte timer hver dag på at kigge på en skærm. Og hvis vi lever halvdelen af vores vågne timer i fiktionernes verden, hvorfor tager vi så ikke fiktionerne og deres effekter seriøst? Det var en af grundene til, at jeg tog til USA. Amerikansk litteratur er interesseret i fiktionen, i at fortælle den gode historie. Selv når bøgerne er allermest eksperimenterende, er den gode historie i fokus.”
’Lykke-Per’ på Madison Avenue
Selv om Mikkel Rosengaard havde SU’en med fra statskundskab de første par år i New York, er metropolen langtfra billig at bo og leve i. Livet som forfatter i ’det store æble’ har derfor langtfra været så glamourøst, som Mikkel drømte om, da han tog til New York. Han havde hørt historier om kunstnere og forfattere, der mødtes til salondiskussioner og løsslupne fester, men virkeligheden var lidt en anden.
”Jeg boede – og det gør jeg faktisk stadig – i en faldefærdig bygning. Der er mus og kakerlakker, badeværelset er fra 50’erne, men huslejen ligner til gengæld det, man kunne forvente i København,” fortæller Mikkel, der de første par år tjente til føden og vejen gennem et utal af de små og store freelancejobs, der opstår i en by som New York.
”Så kommer der en stor kunstmesse til byen, og så mangler de pludselig 100 mennesker til at bygge udstillingerne op. Eller to gange om året er der modeuge, hvor jeg havde en fast tjans som kollektionskoordinater, hvilket er et finere ord for at sætte modelnavne ind i et Excel-ark,” forklarer han.
”Et af de mest aparte småjobs var hos en skotsk rigmand, der hyrede mig til at læse ’Lykke-Per’ højt for ham i hans kæmpestore lejlighed på Madison Avenue. Så sad jeg der en gang om ugen i hans bibliotek med fem meter til loftet og læste ’Lykke-Per’ til 50 dollars i timen.
Men i 2016 skulle ’Forestillinger om Ana Ivan’ udgives på Gyldendal, og på den store bogmesse i Frankfurt fire måneder før udgivelsen vakte romanen stor interesse hos mere end 100 forlag. Allerede før bogen var udgivet, kom en håndfuld europæiske forlag ud i en budkrig, og det gjorde den kun endnu mere interessant
Foto: Kevin Buitrago
”Ligesom i så mange andre brancher handler meget af forlagsbranchen desværre om hype. Og nu var der pludselig skabt hype omkring min bog.
Det betød bl.a., at forlaget HarperCollins, der har udgivet forfattere i kategorien J.R.R. Tolkien (’Ringenes Herre’), Harper Lee (’Dræb ikke en sangfugl’) og newyorker-forfatteren Jonathan Lethem (’Ensomhedens fæstning’), blev interesseret. Så meget, at de faktisk krævede en underskrift på kontrakten inden for 12 timer for at komme konkurrenterne i forkøbet. Mikkel stod pludselig med en bogkontrakt til et forlag, som de færreste forfattere kun tør drømme om.
”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive udgivet på et af de allerstørste forlag i verden. At sidde til møde inde på 22. sal med udsigt til Manhattans tårne og syv forlagsfolk, der fortæller dig, hvordan de vil lancere og promovere din roman. Det er på så mange måder så meget vildere, end jeg nogensinde havde turdet håbe på,” fortæller forfatteren, hvis danske ydmyghed fortsat er intakt trods alt hypen.
En nøgle til visitkortet i inderlommen
Bogkontrakten åbnede prompte en masse nye døre.
”Den dag jeg fik underskrevet kontrakten, var jeg om aftenen til en prisfest med en masse bogfolk. Det havde jeg været før, men stemningen var helt forandret. Nu blev jeg introduceret af en redaktør, der ellers aldrig havde vist mig megen interesse, som den danske forfatter, der lige havde skrevet kontrakt med HarperCollins. Og jeg husker så tydeligt denne her marketing-dude, der, lige så snart bemærkningen om HarperCollins faldt, straks rakte ind i inderlommen på sin blazer og præsenterede mig for sit business-kort og et stort smil. Det var simpelthen nøglen til hans inderlomme,” fortæller Mikkel, igen med samme målløse smil.
Men hvis en bogkontrakt åbnede nye døre, så var det alligevel ikke at sammenligne med de døre, der blev sparket op, da New York Times anmeldte bogen. Avisen, skal det siges, er kendt for at sætte den litterære dagsorden i USA såvel som resten af den vestlige verden, og avisens anmeldelse fra marts er ifølge Mikkel en af hovedårsagerne til, at både danske og amerikanske medier har henvendt sig og bedt Mikkel skrive for dem. Ligesom der også pludselig dumpede breve ind fra en række amerikanske universiteter, der inviterede Mikkel ud som gæstelærer på hold i ’creative writing’.
”Anmeldelsen åbnede en masse døre. Også fordi den var så vild,” siger han og ser et øjeblik ud, som om han endnu ikke helt har forstået det.
”Jeg vågnede en morgen ved en sms, hvor der stod: ’OMG you got a rave in the NY Times!’ Boganmeldelserne i NY Times er altid bygget op på samme måde: et resumé, så nogle gode og så nogle dårlige ting. Men anmeldelsen nævnte kun én dårlig ting, og denne dårlige ting bliver så på en eller anden måde alligevel vendt til noget positivt. Det var en sindssyg anmeldelse at få i sådan en avis.
Et vaskeægte rave review. Og den har gjort en kæmpe forskel.
En af forskellene er bl.a., at Mikkel i dag kan leve af at skrive på fuld tid. Ikke flere Excel-ark til Fashion Week eller ’Lykke-Per’-oplæsninger hos rigmanden på Madison Avenue.
Men hvad med far og mor? Skal Mikkel stadig få sig et rigtigt job og så lege forfatter i fritiden?
Han ler en gang. ”Min bogkontrakt med Gyldendal gav de ikke noget for, men da jeg underskrev med HarperCollins, godtog de den. ’O.k., nu er du forfatter.’”
’Forestillinger om Ana Ivan’ handler om en ung praktikant, der møder kunstneren og matematikeren Ana Ivan, der er opvokset i Rumænien. Praktikanten hjælper Ana med at gennemføre et eksperiment, der skal opløse Anas tidsfornemmelse, og inden længe bliver han viklet ind i den historie, der har hjemsøgt Anas familie i generationer. Bogen er en historie om venskab, kærlighed, besættelse og skuffelse og om de anekdoter og røverhistorier, der fletter et kaotisk liv sammen til en rød tråd. En roman, der handler om den gode histories evne til at forføre og forvandle verden omkring os.
