HVAD HAR ’PURPLE RAIN’, ’Abbey Road’ og ’Songs in the Key of Life’ til fælles?

De er alle dårligere album end det ene soloalbum, det i en 31 år lang karriere er lykkedes Ms. Lauryn Hill fra New Jersey at udgive.

Så firkantet er konklusionen i hvert fald hos Apple Music, der hen over foråret har udrullet en stor ’100 Best Albums’-kampagne. Et mangfoldigt hold af eksperter og musikere har simpelthen rangeret de 100 bedste album på tværs af genrer, lande og tid.

Umiddelbart lidt af en opgave, og selvfølgelig har kritikken været til at tage at føle på: Hvad laver Taylor Swift på listens 18. plads? Hvor blev The Doors af? Og hvorfor er der ikke mere country på listen?

Anderledes enstemmig har opbakningen været til listens førsteplads, et album, man virkelig skal stå tidligt op for at mønstre antipati over for, selvfølgelig Lauryn Hills ’The Miseducation of Lauryn Hill’ fra 1998.

Det er jo sådan en plade, alle er enige om at elske. Det er musikkens ’Godfather’. Hvis man i et middagsselskab kommer på afveje i en debat om yndlingsplader, kan man sgu altid bare smide ’Miseducation’ på bordet, og så vil man være fritaget for yderligere afhøring.

Men det allerbedste nogensinde alligevel? Det siger sig selv, at enhver debat af denne karakter er fuldkommen arbitrær. Altså, hvad er bedst; Miles Davis’ ’Kind of Blue’ eller Daft Punks ’Discovery’? Det er næsten latterligt at debattere.

Når ingen alligevel rigtig kan rynke på næsen af Apples top-1, er det vel, fordi ’Miseducation’ faktisk er en perfekt plade fra start til slut. Og det er det bare. Du bør slubre samfulde 77 minutter i dig, men hvis du er ny til Lauryn Hill og frem mod torsdagens Heartland-koncert trænger til en form for lynintroduktion, er der fem sange, du må og skal kende:

’Lost Ones’

Albumåbneren her er mange ting: en rapteknisk tour de force, et gyngende r’n’b-hit og en syngende lussing i retning af Hills ekskæreste og Fugees-kollega Wyclef Jean (de er gode igen, Jean er med på scenen på Heartland).

Overfladisk baggrund: Lauryn Hill bliver allemandseje i 1996 som det kvindelige multitalent i trioen Fugees, hvis andet album ’The Score’ omtales side om side med de allerstørste i hiphophistorien. Det er alment kendt, at hun har en affære med Wyclef Jean, en gift mand, men de to bliver flintrende uvenner, da Lauryn Hill bliver gravid med Rohan Marley (søn til Bob), men det hele handler – som det fremgår af ’Lost Ones’ – jo altså også om penge og berømmelse og karma, karma, karma. Så er tonen – på ekstremt kompetent vis – slået an til et smerteligt kærlighedsdrama.

’Ex-Factor’

Hvis man lader mig hænge dinglende ud fra en klippeskrænt og afkræver mig svar på det fuldkommen utilstedelige spørgsmål: ’Hvad er de bedste 10 sekunders musik, der nogensinde er udgivet?’, vil jeg presset af omstændighederne svare: fra tre minutter og 25 sekunder inde i Lauryn Hills ’Ex-Factor’ og frem. Den får mig hver gang.

På ’Lost Ones’ bruser Hill frem med stovt selvsikkerhed, men på ’Ex-Factor’ er hun mild og ømfindtlig. Hvert eneste ord toneres med kuldegysende perfektion, korarrangementet er uovertruffent, og hele nummeret bager op til det store klimaks, hvor Hill leverer alle tiders mest hjerteskærende anklage: ”Cry for me, cry for me – you said you’d die for me. Give to me, give to me – why won’t you live for me?”

’To Zion’

Var man ikke i knæ efter ’Ex-Factor’, sætter Lauryn Hill trumf på med en sang til centrummet for megen af den drama, hendes liv har budt hende: sønnen Zion.

På ’Miseducation’ veksler Lauryn Hill mellem at skrive abstrakt og kryptisk til at formulere sin smerte helt umisforståeligt konkret. Som når hun på ’To Zion’ fortæller om, hvordan alle mente, at hun af karrierehensyn burde lade sig abortere under sin første graviditet.

Nummeret formes af dramatiske stemningsskift, og Lauryn Hills nærmest dyriske kærlighedsskrig i outtroen er ikke sådan lige at ryste af sig.

’Forgive Them Father’

‘Miseducation’ er et bittert album. Lauryn Hill skiftevis tordner mod og sørger over de idiotiske, ignorante, selvopfyldte mænd, og her, 10 sange inde i albummet, når hun til det syrligt forbarmende punkt, hvor hun søger herrens tilgivelse på deres vegne.  

Musikalsk er det bare fuldkommen blændende. Størstedelen af albummet er indspillet i det Bob Marley-byggede Tuff Gong Studio i Kingston, og her stråler reggae-islættet virkelig igennem (’Forgive Them Father’ er jo sådan set en genfortolkning af Bob Marleys ’Concrete Jungle’, og også her er en Marley-søn involveret – dog på et mere jomfrueligt plan – Julian Marley spiller guitar på Hills version).

Men det er aldrig bare et reggae-nummer. Lauryn Hill soul-fraserer sig gennem første vers, rapper kvalmende godt i andet vers og synger på det lokale patois i fjerde vers – man bliver næsten forpustet af hendes utæmmelige talent.

’Tell Him’

Åh. ’Tell Him’. Har du overhovedet mærket noget i dit lille hjerte, hvis du aldrig har hørt ’Tell Him’?

Strengt taget er der her tale om et bonusnummer, men hvis man som kulturkristen kan abstrahere fra den sirupstykke bibelpatos og nærmere læse sine egne private relationer ind i ’Tell Him’, er her tale om en albumlukker så episk og smuk, at man fuldkommen afledes fra hverdagens banale fnidder.

Albummets secret sauce er korarrangementerne. Selv føler jeg mig aldrig tættere på himlen, end når Hills korpiger synger: ”Teeeeell. Hiiiiiim. Be allriiiiiight.”

Dét er kernen af ’The Miseducation of Lauryn Hill’: Man kan fraregne alle litterære og tematiske kvaliteter, for sagen er den, at det bare lyder møghamrende godt.