Modeverdenen, film-, TikTok- og tennisverdenen. Ja, hele internettet har vendt blikket mod en grå T-shirt af bomuld, der er blevet beklædt med tre store ord i versaler: ’I TOLD YA’.

Ordene er ikke trykt i similisten eller andet sjovt lir. Ordene er trykt i sort. Det hele er meget simpelt. Det kan faktisk næsten ikke blive meget simplere.

Selve T-shirten er skabt af det spanske modehus Loewe, der har designet kostumerne til den hypede tennisromantiske film ’Challengers’, som havde premiere i slutningen af april. I filmens hovedrolle finder man Zendaya, der undervejs i filmen bærer den grå T-shirt med de sorte ord. Efterfølgende er T-shirten blevet båret af både skuespillerinden og Loewes chefdesigner Jonathan Anderson, der stod for filmens kostumedesign, i forbindelse med promovering af filmen.

Det er hverken første eller sidste gang, en boxy bomuld T-shirt med et par ord bliver introduceret til verden. Det hører imidlertid til sjældenhederne, at en så simpel beklædningsgenstand får lov til at skabe så meget røre. Hvordan er den lykkedes med det?

Vi kan starte med det mest ligetil svar: Zendaya er blevet fotograferet i den.

Nu, hvor vi har fået det ud af verden, kan vi gå videre til det, der er næstmest ligetil: Inspirationen bag designet kommer fra John F Kennedy Jr., der i sin tid blev fotograferet iklædt en identisk T-shirt. Læg dertil oveni quiet luxury-trenden, som ingen ville stoppe med at pludre om i fjor, og vi har svaret: Den rammer perfekt ind i tidsånden.

En simpel T-shirt af bomuld med et banalt slogan, som ingen ville gætte på, at kostede 1.800 kroner, hvis ikke, de vidste det? Sign me up!

Helt banalt er sloganet selvfølgelig ikke, da den T-shirt, som Kennedy Jr. bar i sin tid, havde hentet inspiration andetstedsfra. Da hans far, John F. Kennedy, blev indsat som præsident i 1961, blev hans indvielsesknapper prydet med sloganet ’I told you so’. Loewe T-shirten er altså både trendy, politisk og tennissistisk: Den sande hellige treenighed.

I forbindelse med premieren af ’Challengers’ har det spanske modehus lanceret en ’I TOLD YA’-kollektion, hvor man kan hverve sig en T-shirt og/eller en sweatshirt med de tre ord påtrykt.

Har du 1.800 kroner, du ikke lige ved, hvad ellers du skal bruge på, er der altså rig mulighed for at tilføje en måske ikonisk og i hvert fald hypet og dyr T-shirt til samlingen.