Hvis du fortsat mangler at få den vigtigste julegave i hus - den til dig selv - og har knapt en million kroner i overskud, kan du nu indstille din søgen. En Nissan 350Z fra filmen ‘The Fast and the Furious: Tokyo Drift’ er nemlig netop blevet sat til salg hos AutoTrader - og det er efter sigende den selv samme bil, som indgår i de ikoniske drifting-scener i den tredje film i rækken.

Langs bilens sider fremgår den originale udsmykning fra 'The Fast and the Furious: Tokyo Drift'.  Foto: AutoTrader

Bilen blev i filmen kørt af karakteren Takashi - også kaldt ‘Drifting King’ eller blot ‘DK’ - og fremgik i sin tid på promoveringsplakaterne og i trailerne for filmen, der udkom i 2006.

Bilen blev opkøbt af en japansk samler umiddelbart efter filmens udgivelse i 2006. Foto: AutoTrader

Ifølge Hypebeast blev der indkøbt hele seks biler af 350Z-modellen under produktionen af filmen, hvoraf blot to har overlevet de utallige stunts. Samtidig er bilen, der nu er sat til salg, den eneste af de to overlevende biler, som har fået forskellige opgraderinger - herunder en APS Twin Turbo-motor, der øger bilens ydeevne fra 280 til 430 hestekræfter. Bilens affektionsværdi og sjældenhed har også sat sit præg på prisen, der lyder på 843.000 kroner, hvilket er en femdobling af normalprisen for en Nissan 350Z fra 2002.

Du kan se bilen i aktion i ‘Fast and the Furious: Tokyo Drift’ herunder: