Diego Tortoise Española
Diego er navngivet efter sit tidligere levested, San Diego Zoo. I en alder af over 100 år samarbejder han stadig med seks hunner om at reproducere skildpaddearten Chelonoidis hoodensis.

Elefantskildpadden Diego

Far til 800: Potent padde redder sin art fra udryddelse

Rimelig virilt.

Landskildpadden Diego lever et helt usandsynligt liv. I en alder af mere end 100 år kan han se tilbage på et liv, hvor han har knaldet til højre og venstre – fuldstændig uden dårlig samvittighed.

Diego kan nemlig ikke bare vigte sig af sine mange erobringer, men også af at have reddet sin art fra udryddelse.

I løbet af de sidste 40 år er han nemlig blevet far til over 800 landskildpadder af underarten Chelonoidis hoodensis, der stammer fra øen Española i øgruppen Galápagos ud for Ecuador.

Selv om skildpadders sexappetit generelt har givet dem et ry som reptilverdenens kaniner, er Diego alligevel noget særligt.

”Han er en seksuelt meget aktiv avlshan. Han har bidraget kollosalt til at genskabe bestanden på øen,” siger biologen Washington Tapia til nyhedsbureauet Agence France Presse.

Diego, der vejer 80 kilo og måler 1,5 meter, hvis han står på bagbenene og strækker hals, har stadig et aktivt sexliv i sit harem på seks hunner i Españolas avlscenter, der er en del af Galápagos’ nationalpark.

Men Española, den sydligste Galápagos-ø, er ikke det eneste af verden, som Diego har set. På en eller anden måde - måske er han blevet fanget af en videnskabelig ekspedition og taget med - var han en gang i første halvdel af sit liv endt i San Diegos zoologiske have. 

Her boede han, sandsynligvis lidet anende, at hans artsfæller tilbage på Española var ved at uddø: 14 eksemplarer var bestanden nede at runde i 1960'erne, og de levede alt for langt fra hinanden til, at det var sandsynligt, at de ville formere sig.

Men så i 1976 tog man hanskildpadden fra hans hjem i den californiske zoo og førte ham tilbage til fødeøen.

Man døbte ham efter hans hidtidige bolig Diego og satte ham som den dominerende han ud af tre i spidsen for et redningsprogram. Et program, der i de mellemliggende år har sat over 2000 skildpadder ud i det fri.

Dermed er bestanden af Chelonoidis hoodensis om end ikke prangende så dog reddet fra umiddelbar udryddelse.

"Jeg vil ikke sige, at bestanden er fuldstændigt sund. Historiske dokumenter viser nemlig, at der sandsynligvis på et tidspunkt var over 5000 eksemplarer på øen,” siger Washington Tapia.

Española-skildpadden er en ud af i alt 15 kendte underarter af hovedarten elefantskildpadde, kæmpemæssige landskildpadder, der kun lever på Galápagos-øerne.

Man anslår, at der inden år 1700 var over 300.000 elefantskildpadder, men artens popularitet som fødevare blandt fiskere på langfart gjorde et kraftigt indhug i bestanden. I dag lever der omtrent 20- 25.000 elefantskildpadder i naturen, og tre af artens underarter er helt udryddet.

LÆS OGSÅ: Sådan ser et hajangreb ud - helt tæt på

LÆS OGSÅ: Her er den mest udlejede bolig på Airbnb

LÆS OGSÅ: "Nogle mænd har opdaget, at der er noget, der hedder klitoris. Men få aner, hvad de skal gøre ved den."