Hvor skal man spise morgenmad?
”Nær kystbyen Pafos ligger Kika’s Garden, der serverer traditionel cypriotisk morgenmad med hjemmebagt brød, lokale oste, shakshuka og egne marmelader. Der er ingen menu: du får bare serveret det, de nu engang har på dagen.

Man sidder i Kikas private have under vinranker med en spektakulær udsigt over et dalstykke. Imens går Kika rundt og opfører sig som nogens bedstemor og niver dig i kinderne eller fortæller en anekdote om sin afdøde mand. Det er meget autentisk og superhyggeligt.”

Hvor skal man drikke kaffe?
”Jeg cykler i bjergene flere gange om ugen, og på mine ture stopper jeg altid i en af de små flækker og får en kop tyrkisk kogekaffe. Det smager ad helvede til, men det hører sig ligesom til. Måske er jeg nostalgisk, men det minder mig om hårde tider i sadlen. Der sidder typisk kun ældre mænd, der spiller kort og småskændes om politik.

I de her byer, er det kutyme at behandle fremmede som gæster, så der bliver ofte betalt for en. Jeg ved ikke, hvem der gør det, men regningen er altid ordnet, når jeg beder om den. Disse kaffebarer ligger i hver eneste lille by på øen, så det er svært at fremhæve en enkelt. På magisk vis er de der bare altid, når du har allermest brug for dem.”

Hvor skal man spise frokost?
”Der vil jeg foreslå Beba, som er en bistro i Cyperns hovedstad Nicosia, hvor de serverer upscale middelhavsretter. Øens fine damer har faste borde, og det er et skønt sted at dele en flaske hvidvin til frokost ­– solen skinner altid på Cypern, så det kan man jo ofte få lyst til.

Ellers skal man tage på Takis Taverna i Vavatsinia, en hyggelig lille bjerglandsby, der ligger tæt på vores hotel. Det er helt low key, og du kan få kulgrillet souvlaki, mezze til du sprækker og lunken druebrændevin, der svier i svælget. Bordene er dækket med fedtede voksduge, og værten er en vejrbidt græsk mand med skovsnegl, skæve tænder og et hæst smøg-grin. Det er helt perfekt.” 

Hvor skal man spise aftensmad?
”På hotellet har vi vores egen restaurant Novél, som vi passer de fleste aftener, så vi spiser ikke så meget ude om aftenen, som vi gerne ville.

Men Embers i Limassol er et fedt sted, der beviser, at Cypern er mere end strandhotellernes all-you-can-eat-buffeter. De serverer kølig naturvin og moderne mad, der kan deles over bordet.

Ellers vil jeg fremhæve Picnic, der serverer gode simple retter, har vinyl-djs på næsten hver aften og samler mange fra Cyperns kreative scene. Jeg er glad for de steder, der formår at imitere de sydlandske familiemiddage med højlydte samtaler og tallerkener, der flyver på kryds og tværs af bordet.” 

Hvilke aktiviteter skal man lave?
”Cypern er et overset cykelparadis. Der er gode veje, ingen biler, en lækker temperatur i bjergene, og du får masser af højdemeter i benene. Man kan både finde de lange stigninger à la Tourmalet og de korte, stejle mure, der kan tage livet af enhver, men det går altid op og ned.

Landskabet er spektakulært og minder mig meget om et slags europæisk Californien, for du har både bjergene og havet. Jeg har været på cykelferier mange steder i Europa, men jeg har aldrig fundet et sted, som er bedre end Cypern. Jeg samler løbende en masse gode cykelruter på Strava.

Cypern har haft ry for at være et sted for russiske oligarker og engelske turister. Dem er der færre af efter Brexit og krigen i Ukraine, men man skal stadig holde sig væk fra de mest turistede strandbyer. Man skal dog bade, når man er her, så i stedet anbefaler jeg, at man lejer en bil og finder et hotel i bjergene, hvor der typisk også er lidt køligere. Så kan man tage dagsture til de lækreste strande.

Cypern er lidt som Mallorca eller Ibiza. Det kan være ’ung rejs’-agtigt, men du kan også få en kæmpe kulturoplevelse.”

Hvor skal man drikke drinks?

”Jeg holder selv af at komme på Library Bar i Limassol. De har en virkelig fed baggård, hvor de afholder jazz-koncerter og serverer gode cocktails.

Derudover vil jeg anbefale naturvinbaren Volta. Du får frisk græsk pet nat (en mousserende vin, red.) og lokal cypriotisk orangevin. Der er masser af unge mennesker og gode vibes.” 

Hvor skal man shoppe?
”Jeg får lavet mine jakkesæt og mine skjorter hos Gladstone. Alt er bespoke, de måler dig op og syer alt fra bunden med det lækreste Loro Piana-stof. Til gengæld koster det en brøkdel af, hvad det gør i Danmark. 

Ellers skal man tjekke Tradition Now ud. Hun er en lokal syerske, som laver en masse moderne ting baseret på traditionelle designs i samarbejde med ældre lokale craftsmen – både tøj, smykker og mere konceptuelt interiørdesign. Hun har ikke nogen butik, men man kan skrive og bestille hendes ting via hendes Instagram.”

Hvor skal man overnatte?
”Jeg vil altid anbefale, at man finder et hyggeligt sted oppe i bjergene, hvor der er lidt mere lokalt end på de travle strandpromenader i kystbyerne. Man får mere ro heroppe, der er lidt køligere temperaturer, og man får et bedre indtryk af det ægte Cypern. Da vi byggede Agora, skyldes det jo, at vi syntes, der manglede et godt luksus boutique hotel, som føles intimt og personligt.

Skal vi ikke anbefale vores egen lille oase, vil jeg pege på Anassa, som er mere kystnært, og hvor man modsat vores hotel kan have børn med. De har været på Condé Nasts Gold List og er virkelig det ultimative middelhavsresort.” 

Hvad skal man ikke snyde sig selv for at gøre på Cypern?
”Man skal virkelig gøre sig selv den tjeneste at tage cykelgearet med. Hvad end du er til mountain bike eller landevejscykling, er det virkelig et skønt sted at udforske.

Når man er færdig, skal man holde ind ved en taverna i bjergene, få sig en kold øl og lidt mezze. Generelt er Cypern et godt sted til en aktiv ferie. Du kan dykke, kite surfe og om vinteren kan du endda stå på ski i bjergene.”