Daniel Brøndt befinder sig i Paris to gange om året i forbindelse med modeugen, som han besøger med sit tøjmærke Another Aspect (her indtager Brøndt rollen som brand director).

I et lille, lejet galleri i Marais fremviser de den nyeste kollektion fra morgen til aften, og når de så endelig har fri … ja, så besøger de restauranter en masse.

Spisesteder

Jeg har efterhånden trævlet mig igennem alverdens spisekort. Selvom jeg finder det svært at rejse væk fra København, fordi man simpelthen bare har alt ved hånden af så høj kvalitet, så rammer Paris alligevel noget i mig, og jeg ser altid frem til at vende tilbage.

Det kan godt være, at det er lidt besværligt at bestille et bord på Le Bistrot Paul Bert (man skal ringe dem op, og deres tjenere har det med at være lunefulde, red.), men det er alt bøvlet værd, når man sætter tænderne i deres steak au poivre, som smager himmelsk.

Les Vins Du Matin er en vinbar i det 18. arrondissement med et fantastisk vinkort. Spørg ejeren, Aurélien, til råds, og han finder noget godt til dig. De har også et lille udvalg af små serveringer, som varierer, alt efter hvilken gæstekok de har hyret ind. Vi var så heldige at ramme ind i Jeff Schilde, sidste gang vi var der.

Aux Deux Amis er et fuldstændig kaotisk sted med masser af larm – præcis som det skal være i Paris. De har en simpel tavlemenu, som kan skifte lidt dag for dag, og det er et godt sted at tage hen, hvis man ikke har været ude at bestille bord andetsteds i god tid.

 

Hvis man lige skal starte med et lille glas, inden man bevæger sig videre ud i sine middagsaftaler, er vinbaren Delicatessen et godt sted at starte. Man vælger en flaske i butikken ved siden af, og er man der om foråret eller sommeren, stiller man sig ved et af højbordene ude foran og nyder den.

Chez Nenesse er et klassisk sted, hvor tiden virkede til at gå i stå omkring 1960’erne. De har en meget enkel tilgang til den klassiske bistrostil. De er bedst til frokost, hvis du spørger mig.

Man troede ikke, at man kunne rejse til Paris og få en burger, der er bedre, end hvad København kan fremtvinge. Men sådan en laver Dumbo altså – i hvert fald hvis du går med deres smash burger.

Bambino er et sted, hvor tingene godt kan gå hen og udvikle sig. De har åbent til klokken 02 alle dage, og så kører de med vinyl og et godt musikanlæg. Maden stikker i mange retninger, men med et strejf af middelhavskøkkenet. Jeg skal være ærlig og sige, at vi mest kommer der for stemningen og deres cocktails. Især deres ciprian, som er en slags americano, bare lavet på valnøddevin.

 

Museer  

Jeg må være ærlig og tilstå, at det er ikke altid, vi har så meget tid i dagtimerne, når vi er afsted, så det bliver aldrig til så meget kultur, som vi gerne ville.

Men hvis jeg lige skal have et lille afbræk fra vores showroom, så er Musée Picasso i Marais altid et godt sted at besøge.

 

Natteliv

Her vælger vi altid at tage til Pigalle-området, hvor Hotel Amour ligger. Der er god musik, smarte mennesker, og så laver de en af bedste espresso martini, du kan opstøve i Paris.

Hvis man har lyst til, at det udvikler sig, kan man tage på Fréquence, hvor der bliver vendt vinyler.

 

Shopping

Jeg elsker gode multibrand-butikker, og man skulle derfor tro, at min trang ville blive stillet i en by som Paris. Sandheden er bare, at det desværre forholder sig modsat: Der er utroligt langt mellem de gode butikker, og det er en skam, når man tænker på, hvad Paris ellers kan tilbyde.

Selvfølgelig er der lidt hist og her. For de løbeinteresserede er der Distance, som for nyligt også har åbnet en butik i København (på Gammel Kongevej på Frederiksberg, red.).

For et ekstremt godt kurateret udvalg af bøger og magasiner skal man gå i Ofr eller Yvon Lambert.

Og så er der markedet i det 18. arrondissement, som har rigtig meget god vintage, keramik og møbler. Husk kontanter!