Kongehuseksperts opfordring til kong Frederik: ”Køb elbiler, få isoleret slotte, indfør bæredygtig mad, og gør hoffet klimaneutralt” scroll-down

Kongehuseksperts opfordring til kong Frederik: ”Køb elbiler, få isoleret slotte, indfør bæredygtig mad, og gør hoffet klimaneutralt”

Bliver Kong Frederik 10. en succes som regent af Danmark? Det mener kongehuseksperten Sebastian Olden-Jørgensen bestemt, at han gør, og det skyldes blandt andet en ny bog og Royal Run.

Fortalt til Benjamin Dane
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Samfund Euroman

”KONG FREDERIK HAR gode forudsætninger for at lykkes som konge. Den mest oplagte er den meget, meget store popularitet, han nyder. Folk kan simpelthen lide ham, også som menneske.

Han overtager et kongehus, som er veldrevet i den forstand, at også dronning Margrethe har været meget populær, og gennem årene har hun foretaget de nødvendige småjusteringer, så der ikke ligger en hel masse problemer, som Frederik nu skal finde en løsning på – selv den ubehagelige beslutning om at fratage Prins Joachims børn deres titler som prinser og prinsesser har hun været så venlig at få overstået. 

Samtidig har Frederik en virkelig god familie omkring sig. Mary har bygget sig selv op til noget nær den perfekte dronning – smilende, vellidt, seriøs og værdig og aktiv inden for vigtige dagsordener med Mary Fonden – mens kronprins Christian tydeligvis egner sig rigtig godt til at være en offentlig person. Dermed er der også styr på næste generation.

Den store opbakning til kongehuset betyder, at Frederik starter med en stor opsparet kapital – groft sagt kan han tillade sig at kvaje sig og at blive mindre populær uden at komme i nærheden af at blive upopulær. Der er langt ned til meningsmålinger, som på nogen måde er problematiske for kongehuset.

Faktisk er det svært at forestille sig, at kongehuset kan blive mere populært end nu, og derfor mener jeg godt, at kong Frederik kan være en succesfuld konge, selvom populariteten skulle dale en anelse under ham som regent. Det gode afsæt tillader ham en periode, hvor han kan være søgende, prøve forskellige ting og dagsordener af og eventuelt sadle om uden at risikere det store.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kongehuset