”NÅR KONG FREDERIK ikke længere står i ly af sin mors skørter, vil det åbenbare sig, at nok passer han bedre til tidsånden, men det er i længden ikke dét, folk forventer af kongehuset. Folket har en forventning om, at det royale er noget ophøjet. Det er en selskabsleg, som drysser magi ud over en leverpostejsfarvet tilværelse. Mennesker, vi kan kigge på og så leve med illusionen om, at de er anderledes end os andre.

Jo mere kong Frederik nedsænker sig i folkehavet, dypper tæerne i menneskebadet til Royal Run, Smukfest eller andre prosaiske aktiviteter, han praktiserer, desto mere vil han bryde med illusionen, og før eller siden vil det gå op for folk, at han ikke er anderledes end os andre, og at det grundlæggende er en anakronistisk, udemokratisk tidslomme. Når det sker, tror jeg, at den kongelige stråleglans vil aftage betragteligt.

På mig virker det, som om Frederik halser efter tidsånden for at være i trit med den. Men jeg tror ikke, at folk i virkeligheden higer efter en moderne konge. Kongehuset består af myter, magi og historier – dybest set en falsk illusion. Det har kongehuset altid repræsenteret, og selvom vi godt ved, at dets relative magt er begrænset, lader vi som om, fordi vi godt kan lide fortællingen. Det giver en følelse af samhørighed, i hvert fald for nogle. 

Dronning Margrethe har til perfektion formået at bevare mystikken. Det er et kunststykke. Alle danskere føler, at de kender hende, selvom hun aldrig giver noget af sig selv. Frederik deler lunser ud i bøger og tramper rundt på sin Nihola-ladcykel med ungerne foran, men når han kører hjem, kører han hjem til et slot. Det er et mismatch, som jeg tror, at folk vil gennemskue, ligesom når han kalder sig klimaforkæmper og i tide og utide flyver i privatfly.

En stor del af folkets kattelem til de kongelige går via det oratoriske. Her falder Frederik fuldkommen igennem. Han er i sine taler nødt til at støtte sig til sit manuskript som en krykke, og det er jo dybest set synd for manden. Vi ser ham i fjernsynet, ser ham famle efter ordene i de spontane interview, og i den slags situationer virker han ikke som en mand, der er tilpas i den rolle, han er født til at varetage.

Jeg forstår da godt, at han i stedet for at give interviews har valgt at udgive en bog, hvor han har en ghostwriter til at slibe kanterne til, men han kan ikke slippe for at skulle tale til folket – og så vil det stå endnu mere klart for alle, at han ikke er i nærheden af sin mor, som behersker det danske sprog til perfektion.

En anden linedans, Frederik skal gå, er den politiske. Han skal opretholde illusionen om, at regenten hverken må mene eller sige noget politisk, og der har han ageret som en hund i et spil kegler, hver gang han har nærmet sig.

Tag for eksempel hans lidet flatterende rolle i Den Internationale Olympiske Komité, hvor han endte med at gå direkte imod den danske regerings udenrigspolitik, da han stemte for, at russiske atleter skulle have lov til at deltage ved OL i Rio i 2016. Jeg kan være meget i tvivl om, hvorvidt han har den politiske fingerspidsfornemmelse, der kræves. 

Lige nu har kongehuset utroligt stor medvind, men der er noget farligt ved at begynde sin færd på toppen – vejen fører kun nedad. Det er ikke ligefrem et håndværkertilbud, han overtager, men et projekt som alle kommunikationsfolk må lette på hatten for.

Det er lykkedes hans mor at bære monarkiet op til svimlende højder, som langt fra var naturgivne, da hun kom til, hvor kongehuset ikke nød samme popularitet. Det stiller Frederik i en vanskelig position. Han skal som minimum være lige så dygtig som sin mor, og det tror jeg ikke, han er. Det er godt for ham, at han har Mary ved sin side, men jeg tror ikke, det er nok. Og det har jeg det som republikaner fint med.”