Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Falster

Foto: Sofie Amalie Klougart

Falster

Falsters drøm om Superligaen - portræt af øen med den tunge bagage

Falster ligger i bunden af Danmark, ikke bare geografisk, men også socialt og økonomisk. Det kan godt være svært at forstå, ikke mindst for falsterboerne selv. ’Sydhavsøen’ med den fede muld, de smukke strande og de billige huse ligger kun en time fra København. Alligevel er folk flyttet væk fra øen og har efterladt den med et dårligt ry. Peter Rewers er rejst mod syd for at følge kampen for at vende en deroute.

Nå, ja, jeg synes jo nok, jeg kan se, hvem du ligner,” siger borgmester John Brædder og smiler hen over vores hilsende hænder.

”Hvordan har dine forældre det? De valgte jo at flytte fra landsdelen, ikke også?”

Landsdelen er Falster, og forældrene indfødte og i mere end 30 år en del af den offentlige arbejdsstyrke på sygehuset og i Statsforvaltningen. John Brædder havde allerede i telefonen bemærket efternavnet og udredt familietråden. Den slags lader sig relativt let gøre på Falster.

Groft sagt er ærindet at undersøge, hvad der ellers kan lade sig gøre i landsdelen. Eller hvad der bliver gjort. For bagved ligger en forventning om, at der jo må gøres noget hernede på Sydhavsøerne, som Lolland-Falster eksotisk bliver kaldt, hvis ikke den omsiggribende og dødsstødende udkant skal gøre det af med området. Historier om lukninger og fraflytninger, lave boligpriser og fødselstal har malet et entydigt billede af et område i forfald.

De stærke tager væk, og de svage kommer til, lød den groftskårne konklusion i Oxford Researchs til- og fraflytningsanalyse fra 2014. Siden er andre historier kommet til, og en undersøgelse fra Infomedia viste en stærkt øget medieomtale i 2015, der særligt skyldtes to meget forskellige ting:

Den såkaldte sygeplejerskesag, hvor en sygeplejerske på Nykøbing Sygehus blev dømt for mord på tre patienter, og det sociale mediefænomen ’Lolland Falster Lovestorm’, en kærlighedserklæring til området skabt i trods mod TV 2’s dokusoap ’På røven i Nakskov’. Forventningerne er således vidt spændt ud imellem liv og død, kærlighed og had. Med god plads til alt det indimellem.

Da se kretæren åbnede døren til borgmesterkontoret, var John Brædder ikke helt færdig med en telefonsamtale. Han var tilsyneladende ved at forhøre sig om en besætning slagtesvin. Noget med afsætningspris og vægt. Det hører sig borgmesterens civile bedrift til. Brædder er landmand og en geskæftig en af slagsen, siges det. Det er noget af det, man godt kan lide ham for hernede, ikke så meget, at han er velhavende, men at han ikke er i politik for pengenes skyld.

Efter håndtryk og opdatering på familiens trivsel byder John Brædder ned i de blødere sæder, hvor kaffen allerede er skænket. Han har været borgmester siden 2009, valgt på den lokale Guldborgsundliste. Den kortærmede skjorte afslører solbrune underarme. Han læner sig tilbage, folder hænderne bag nakken og lægger fra land med klingende flade egnstypiske vokaler.

”Det var da positivt, at du vil lave sådan en opgave hernedefra. Vi er jo i den grad på vej i den rigtige retning. Så det er dejligt med opmærksomhed.”

Brædder bor i Grænge, en del af Guldborgsund Kommune, der ligger på Lolland. For mange udefra er Lolland og Falster ét og samme sted. Dernede har det – som altid med naboer – aldrig været lighederne, man betonede.

”Jeg bruger meget udtrykket Sydhavsøerne. Det klinger bedre. For når man siger Lolland-Falster, er det ligesom, at folk siger: ’Hov, hvad skete der lige der?’ Det forbinder man med noget trist. Falster ikke så meget. Der er forskel. Når man kommer længere vestpå, er der en vis form for armod. De er heller ikke inde i samme positive gænge. På Falster har vi sparet meget, mens de på Lolland har tænkt: ’Det går nok over.’”

Borgmesterblik med vinger. John Brædder foran et propelfly af typen, han selv har certifikat til.

Ifølge John Brædder har kommunen over de sidste år skåret omkring 500 mio. ud af det samlede budget på 3,6 mia. og fyret 850 medarbejdere. Det har givet lidt penge i kassen for første gang længe. Og grobund for optimisme. Over den næste time beskriver borgmesteren alle de gode tiltag, han overhovedet kan komme i tanke om, der er i gang i kommunen eller landsdelen. Først og fremmest, at der sker en nettotilflytning. Helt præcis 331, af indenlandske borgere, vel at mærke, pointerer John Brædder.

Herefter følger herlighederne på en snor: Claus Meyers boost af fødevareområdet og senest fodboldholdet, NFC; håndbolddamerne i NFH, der pludselig og for første gang nogensinde har kvalificeret sig til europæisk håndbold; turistmagneten Marielyst, der har fået et nyt torv til 25 mio. kr.; et hypermoderne statsfængsel med garanti for 250 arbejdspladser; herregården og kunstmuseet Fuglsangs nyåbnede kulturcenter for at nævne nogle.

Men intet slår udsigten til de offentlige investeringer på 70 mia. i infrastruktur, der med udvidelsen af togskinnerne på linjen mod København får rejsetiden til hovedstaden ned under den magiske time; den nye Storstrømsbro, som nok skal komme, spørgsmålet er blot hvornår, og – selvfølgelig – Femern-forbindelsen, tunnelen, der gør Lolland landfast med Tyskland. Den gyldne port til bedre tider.

”Jeg plejer gerne at vise det her, når jeg skal forklare folk om vores lovende fremtid,” siger John Brædder og åbner Guldborgsund Kommunes velkomstpjece.

Han slår op på et kort, der viser Danmark og den nordlige del af Tyskland. Med Guldborgsund Kommune lige i midten fremhævet med guld og tre røde pilelinjer med angivelse af køretiden til henholdsvis København, Berlin og Hamborg.

”Vi er ikke længere i bunden af Danmark, men i midten af Europa,” lyder det med indøvet begejstring.

Danmark har været klar til den 18 km lange tunnel i flere år. Da den dansk-tyske traktat blev indgået i september 2008, var målet, at den skulle åbne i 2018. Projektet venter dog stadig på at blive godkendt af de tyske myndigheder, ligesom omkring 3.000 indsigelser fra borgere og NGO’er har forsinket processen.

Den tyske myndighedsgodkendelse kan komme i 2017, men mest sandsynligt først i 2019, når de tyske domstole har behandlet eventuelle klager over godkendelsen. Herefter vil anlægsarbejdet kunne gå i gang, og med en byggetid på otte et halvt år forventes forbindelsen at kunne stå klar i 2028.

”Vi prøver at påvirke mest muligt. Men der er nogle modstandere på den anden side, som især miljømæssigt er tunge at danse med. Så der kan komme sten på vejen,” erkender Brædder.

Den tyske miljømodstand støttes massivt af Scandlines, der tjener styrtende på færgerne mellem Rødby og Puttgarden, og som, for hvert år byggeriet udsættes, indkasserer hundreder af millioner til den britiske kapitalfond bagved.

Til gengæld glæder man sig over, at Scandlines har købt to nye færger til Gedser-Rostock-ruten og moderniseret havneterminalen i Gedser. Brædder vil ikke kaldes jubeloptimist. Det siger han tilstrækkelig mange gange til, at det på en eller anden måde hænger ved. 

”Havde du spurgt mig for to år siden, havde jeg været bekymret. For første gang i seks år smiler jeg hver morgen. Vores landsdel har haft et dårligere ry, end den fortjener. Og det er vendt nu. Det bimler og bamler hernede.”

Guldborgsund Kommune har dog stadig sine udfordringer, vedkender Brædder og nævner en skæv demografi, lidt mange overførselsindkomster og et lavt børnetal. Men han vil hellere tale om den knækkede kurve, at arbejdspladserne og større årgange er på vej, og er hurtigt tilbage på den lovende vej til fremtiden. Burger King kommer både til byen og motorvejen, hvor også en lokal krokodille-zoo planlægger udvidelse. Han fortæller generøst. Og det er helt bevidst.

”Det, vi arbejder meget med, er selvforståelsen. Hele tiden – hver eneste dag – øver vi os i at få alle de gode historier ud om vores landsdel. Der har jo været nogle negative pressehistorier, hvor vi prøver at sætte hårdt pres på den anden side. Hernede er man af natur jordnær, vil liiige se det an. Fra at have betragtet os selv som nogle, der var langt fra København og fra et sted, hvor intet kunne lade sig gøre, mener jeg, at stemningen er vendt.”

Brædder understreger, at det er en balance mellem at være en lille smule underdanig, men heller ikke underspille lige så meget som tidligere.

”For vi er ikke København, men vi gør mange af de samme ting. Uden de helt store armbevægelser, men vi kan godt, hvis I spørger os,” siger borgmesteren og lyder næsten som et nyt slogan.

Samtalen er egentlig ovre, og vores hænder på vej til atter at mødes, da Brædder overrasker med en invitation, der både lyder spontan og planlagt.

”Jeg kan jo sådan set tilbyde dig at se landsdelen fra luften. Vi er nogle stykker, der har et fly sammen. Jeg har haft certifikat siden 1994. Jeg havde tænkt mig at tage over og flyve en tur i morgen aften.”

Dagen efter har dronningens besøg i Maribo Domkirke forsinket John Brædder så meget, at han ikke selv kan være pilot. I stedet er det en af vingevennerne, der bumler os ud ad startbanen og trækker snuden på det lille firepersoners propelfly op i det lollandske luftrum.

Desværre venter der allerede i 100 meters højde en grødet dis, der tvinger os ned igen efter bare fem minutter. Copiloten når dog lige at prikke mig på skulderen og pege ned på, hvad der ligner en nysået roemark ved siden af Sydmotorvejen E47 små 5 km inde i landet fra Rødby Havn.

”Det er lige op over her, tunnelen kommer til at starte,” siger han med henvisning til den forjættede Femern-forbindelse.

Han registrerer de sammenknebne øjne og kommer spørgsmålet i forkøbet

”Der er ikke noget at se endnu,” siger han.

John Brædder vil gerne fortsætte i spidsen for den positive fortælling og tage sin tredje periode som borgmester, når valget står i 2017. Men selv om han er konstitueret med 28 ud af 29 medlemmer af byrådet, og kommunens politiske klima er kendetegnet ved stor konsensus, kan han langtfra vide sig sikker på genvalg.

For historien om Guldborgsund Kommune er også, at det er det mest sandsynlige sted, hvor Dansk Folkeparti får deres første fuldbyrdede borgmesterpost. Allerede i 2013 tegnede der sig ud på valgaftenen et billede af, at partiets René Christensen ville løbe med sejren efter et kanonresultat.

Men Brædder var snu, og Christensen for uenig med Socialdemokraterne, og efter timers nidstirren i et trangt lokale i rådhusets kælder gik det op for Dansk Folkepartis spidskandidat, at han i modsætning til Brædder ikke havde den nødvendige opbakning fra Socialdemokraterne. Klokken halv tre om natten rakte han hånden til sin modkandidat: ”Der blev du borgmester.” Sådan fortæller René Christensen selv historien.

I stedet blev René Christensen viceborgmester. En post, han passer ved siden af sin plads i Folketinget. Dobbeltmandatet skal dog være slut. René Christensen har lige annonceret, at han går efter borgmesterposten næste år. Også han har inviteret på tur i området. Mere jordnært, men alligevel spektakulært.

På slaget 10 ruller han op foran Hotel Falster i en skinnende sort Alfa Romeo GTV fra 1994. Han er klædt i spidse sorte sko, sorte jakkesætsbukser, hvid skjorte med firkantede manchetknapper, også armbåndsuret har fire skarpe hjørner. Gearskiftene er til gengæld runde og bløde, og motoren brummer potent, da han accelererer østpå ud af byen.

”Her bor jeg så faktisk,” næsten overrasker René Christensen sig selv fem minutter senere, da vi kører igennem landsbyen Systofte.

Han peger ind gennem to murstenssøjler og et stort hus med tegltag for enden af gårdspladsens sorte sten.

”Sådan kan man også bo hernede, selv om man ikke er millionær,” siger han og glimter om kap med det gyldne solbrillestel.

Også René Christensens dialekt vidner om lokal oprindelse. Huset er landsbyens tidligere efterskole, hvor René Christensen selv har undervist. Oprindelig er den 45-årige politiker uddannet automekaniker, men lysten til at gøre mere end at slå i bordet i frokoststuen fik ham i slutningen af 90’erne til at søge ind i politik. Efter spredt skøjten på de borgerlige partiers hjemmesider hvilede han musen ved Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaards synspunkter omkring indvandring.

I folkepartiets tidlige dage var der kort vej til bestyrelsesposterne, og på sit første landsmøde blev han valgt til sekretær. I 2008 vekslede han sin suppleantstatus med en fast plads på Christiansborg, og sidste år blev han betroet den betydningsfulde post som finansordfører.

René Christensen svinger ind i landsbyen Idestrup, et eksempel på velfungerende borgerdrevet fællesskab. Han slår ud med armen, da vi ruller forbi skolen, og fortæller, hvordan de lokale beboere selv købte den, da den lukkede, og nu driver den videre med fine resultater. Han præsenterer købmanden, som han kalder byens afdeling af discountsupermarkedskæden COMA, og vender til sidst bilen foran byens pizzeria, der kan fejre 10-års jubilæum i år.

”Vi skal lige have det hele med, for det er en by. Altså, de har late night. I Idestrup. Det er ret blæret, ikke?” siger René Christensen.

René Christensen er villig til at give Folketinget op for borgmesterposten i Guldborgsund Kommune, men ser gerne lidt mere af Christiansborg i byrådet.

”På Christiansborg tæller du til 90. Benny Engelbrecht (S) og jeg kan godt have en hård debat om omprioriteringsbidrag og stå i salen og ryste på hovedet ad hinanden, men fire timer efter spiser vi frokost sammen. Det er måske lidt anderledes hernede. Det kan virke svært at skille tingene ad. Man skal helst være enige om det hele. Nogle gange kan det også blive en liiille smule … hvordan skal jeg sige det … altså, alle kender også hinanden, ikke. Og skal man til at trykke af på noget, er det måske naboens kones arbejdsplads, man er ved at lukke. Det oplever man ikke på Christiansborg.”

Han er dog ikke blind for det nære, og René Christensen modsætter sig præmissen om øens udfordringer.

”Det kan godt være, at du ikke kan få en videregående uddannelse hernede. Og hvad så? Og hvad så?” gentager han med appel.

”Hvis det kun tager 57 minutter til København, gør det så noget? Hvis du bor i Køge og kører til København, tager det lige så lang tid. Jeg tror, vi skal italesætte det på en anden måde. Det kan godt være, at Novo Nordisk ikke ligger her, men det gør ikke noget. Vi skal være en bosætningskommune. Jeg siger ikke, at vi ikke skal have virksomheder, men det er bare ikke nogen katastrofe, at vi ikke har flere. Jeg tror på, at hvis vi har gode folkeskoler, daginstitutioner, et velfungerende ældreområde og nogle kulturelle tilbud, vil folk også gerne bo her. Hvorfor ikke, når man om sommeren kan starte sin bil og være ved stranden og vandet på 10 minutter?” spørger han retorisk.

Alfaen runder sommerhusområdet Marielyst og det omtalte nye torv, udtænkt af en lokal tegnestue, hvis massive egetræsplanker og striber med marehalm mere stilfuldt end før binder stedet sammen med både stranden og fortiden som rekreativ badeby i 30’erne. Marielyst er hjertet på Falsters blide østkyst, hvor skov og strand fletter sig sammen langs Østersøen. Flere af de handelsdrivende holder dog stædigt fast i en mere mængdeorienteret markedsføring på gule prisskilte. Tilbage i Nykøbing efter et besøg på den nybyggede Sophieskolen ulmer motoren i dyb tomgang under René Christensens opsummering:

”Jeg plejer at sige, når folk spørger, hvor jeg kommer fra, at jeg kommer fra et udviklingsområde. Nu skal du bare se, når Femern-forbindelsen kommer i gang. Og den nye Storstrømsbro. Så tror jeg virkelig, at vi kan trække folk. Nogle, som kan se, hvad man kan få hernede. Man kan godt lave en kampagne,” siger René Christensen og breder hænderne ud som et banner.

”Sælg din faste ejendom i København, og bliv millionær hernede. Køb det samme, og stå med pengene i hånden.”

Skulle der være valg i dag, ville begge de garvede herrer måske blive slået af en helt tredje kandidat. Hvis hun altså stillede op, men det gør hun ikke: Kirsten Sydendal, kvinden bag et af de største samtaleemner hernede, Facebook-gruppen ’Lolland Falster Lovestorm’.

Hun er usigelig populær for at have skabt den platform, hvor borgere kan dele alt det gode fra livet på Sydhavsøerne. Kærlighedsblæsten startede som en modreaktion på TV 2’s ensidige dokumentarserie ’På røven i Nakskov’, der landede som sydesalt i en såret selvfølelse. På to dage fik gruppen 20.000 medlemmer. Facebooks danske direktør kunne kun sammenligne det med det arabiske forår. Og ’lovestorm’ var med i opløbet om at blive Årets Ord i 2015.

Derfor sidder Kirsten Sydendal nu under skyggefulde trækroner på godset Knuthenlund på Vestlolland og forbereder et oplæg i forbindelse med den kommende weekends madfestival på stedet og dronningens besøg i Naksov tre dage senere.

”Lovestorm handlede ikke kun om ’På røven i Nakskov’. Vi har haft årtier med omtale af os som udkanten af udkanten. Med fraflytning og faldefærdige huse, lukning af virksomheder, der har lagt sig som en slags kollektiv depression. Man var begyndt at være flov over at sige, at man kom herfra. Den baggrundsfølelse var der, så kom udsendelsen. Og så blev man frustreret, magtesløs og ked af det. Jeg har ikke noget imod temaet om, at ikke alle har det lige godt, men at stedfæste det er jo rigtig trist og skadeligt. Et sted er også sårbart over for mobning. Vi har jo på en måde følt os mobbet af hovedstadens medier, der kun havde fokus på, hvad vi ikke var gode til.”

Det er 18 år siden, Kirsten Sydendal selv flyttede fra hovedstaden til Fejø, hvor hun er født og opvokset. Det er filosofien om det gode og nære som ’Lovestorm’ har bredt ud. Og det har medført stolthed og engagement ifølge Kirsten Sydendal.

”Det med at fortælle folk, at vi alle sammen er ambassadører. Vi har valget mellem at tie, tale godt eller sige noget negativt. Vi vil selvfølgelig gerne have, at man siger noget godt. At fokusere på styrker og potentialer kan skabe et vendepunkt og hjælpe én ud af en krise. Og det tror jeg også gælder for en landsdel.”

I 2012 udkom billedbogen ’Syd for Danmark – Et blik på Lolland-Falster’. Bogen er egentlig en hyldest med fine nedslag i områdets originalitet og oprindelse, men titlen antyder også isolation, afsondring og eksklusion. Den del af virkeligheden på Falster, der ikke handler om kærlig medvind eller en mangesporet vej frem, men om den tunge byrde, Guldborgsund Kommune slæber med sig.

Omkring 10 % af indbyggerne i den erhvervsaktive alder er på førtidspension, hvilket er 10 gange så mange som i de kommuner med lavest andel. En anden udposning er de 900 såkaldte ’aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere’ med den tilhørende deklaration ’ledige der har andre problemer end ledighed’. Guldborgsund er en af de kommuner, hvor beskæftigelsen ifølge undersøgelser de sidste to år har været dårligst.

I lighed med Lolland Kommunes årelange praksis er Guldborgsund begyndt at rive de allermest faldefærdige ejendomme ned, spøgelseshusene, der nærmest vender vrangen udad. For at fjerne det sørgelige udtryk, men mest for at sikre, at kommunen ikke bliver endnu mere tiltrækkende for de laveste indkomster, end den allerede er. I 2016 er nedrivningskuglen indtil videre blevet svunget 43 gange.

Lægger man hovedet til den lidt tunge side, kan man godt få øje på det sørgelige udtryk på gågaden i Nykøbing. De lidt for mange genbrugsforretninger, elektronikbutikkens lidt for gulnede lap med påskriften ”Lukket pga. sygehusindlæggelse”, den lidt for låste dør til butikken med lokalt producerede varer og den enlige gadesanger, der smiler anstrengt til de tre tørstige, men tomlommede typer, der har slået ring om ham.

På håbets side taler det faktiske overtal af velplejede udstillingsvinduer, en uafhængig boghandel, det relativt nyligt anlagte Slotsbryggen-område med fritlagt åløb og cafeer og biograf med udsigt over sundet mod Lolland og folk på gågaden, der sådan set smiler i skinnet fra majsolen.

Ifølge en redaktør på den lokale avis Folketidende er nykøbingenserne i modsætning til erfaringen fra midtsjællandsk lokaljournalistik meget villige til at fortælle. Det vælter ind med læserbreve, og folk standser gladelig op og fortæller på gaden – om end ofte i lidt små sko.

Den store, prominent placerede Fona midt på Lille Torv er lige lukket efter 23 år i byen. Endnu ved ingen, hvornår der åbner noget nyt, og man gruer for, hvad sommerturisterne snart vil tænke ved synet af de støvede gabende ruder.

Til gengæld er der åbnet en ny Normal, en butikskæde, der sælger EU-importerede mærkevarer til kopivarepris. Det glæder man sig mange steder over, selv om den nok tager livet af mindst én af byens to Matas-butikker. Det er altså, som man tager det. Eller som samme redaktør med utilsigtet dobbelthed udtrykker det:

”Hvis man hæver blikket over alle butiksskiltene og ser på bygningerne, er der faktisk mange flotte huse. Man kan se, at det har været en rig by engang.”

I dag er rigdom en svunden tid, sporløs i selvforståelsen, men engang var den mere present. Poul-Henrik Pedersen var borgmester i Nykøbing Kommune fra 1990 frem til reformen i 2007 og er på 35. år stadig medlem af byrådet.

Dagen inden vores aftale i sommerresidensen på Marielyst står han pludselig og skuer ud over byen fra pølsevognen på torvet. Poul-Henrik Pedersen er høj, og stemmen dyb. Piben er prikken over i’et på den gamle bykonge. Da han kom til byen som ung, nyansat redaktør på Folketidende, førte man sig anderledes frem.

”Da jeg kom i 1969, og i begyndelsen af 70’erne, var der en fantastisk stemning. Det var et åbent samfund, glade mennesker, der var fest og farver. Der var levende musik, selv på en onsdag, man kaldte Nykøbing for ’det lille Paris’ og ’den glade by ved Guldborgsund’. Folk var stolte. Men det var en reminiscens. For byen var ved at fallere. Gået i stå. Men man forsøgte at holde det gamle i live.”

Umiddelbart kan det undre, at udviklingen vendte egnsdelen ryggen. De smukke omgivelser, bilUmiddelbart kan det undre, at udviklingen vendte egnsdelen ryggen. De smukke omgivelser, billige huse og fremragende fed landbrugsjord, og afstanden til København er stort set den samme som fra Nordsjælland. For Poul-Henrik Pedersen træder en årsag tydeligere frem.

”Man var vant til, at tingene bare kørte. Landbruget og godserne skovlede penge ind. Man sad tilbagelænet med hænderne i skødet. De mange år som velhavende blev en sovepude, da forandringerne kom.”

Oliekrisen pressede levestandarden, og de efterfølgende nedgangstider i 70’erne gjorde byen grå og trist, husker han. Folk mistede modet. ’Det nytter Oliekrisen pressede levestandarden, og de efterfølgende nedgangstider i 70’erne gjorde byen grå og trist, husker han.

Folk mistede modet. ’Det nytter alligevel ikke noget’-mentaliteten bredte sig. Når folk kom uden for Lolland-Falster, slog de blikket ned. Af en eller anden årsag indsatte DSB altid de mest udrangerede tog til netop ruten sydpå. Det ændrede fremgang i 90’erne og i 00’erne ikke stort på, og da finanskrisen ramte, naglede mindreværdet sig fast med fornyet kraft.

”Nu sker der – med små skridt – en stigende optimisme. Tro på sig selv, stolthed over at komme hernedefra,” vurderer Poul-Henrik Pedersen.

Han er selv fra Horsens-egnen og kan mærke en tydelig forskel i mentaliteten.

”Falstringer er jo pr. tradition sådan nogle her,” siger Poul-Henrik Pedersen og dukker nakken, mens hænderne famler lidt febrilsk om hinanden foran maven.

”Og, ja, undskyld,” fortsætter han med hundeøjne og endnu et underdanigt nik.

”Jeg kunne godt ønske, de havde noget af jydernes foretagsomhed.” 

Falstringen har med Nykøbing og togforbindelsen til København altid følt sig en smule hævede over lollikker. Mentalt har både Falster og Lolland taget præg af store arbejdspladser. Sukkerfabrikker, skibsværfter og sygehuse har affødt en udtalt lønmodtagerkultur, der i højere grad er kendetegnet ved loyalitet og stabilitet end nytænkning og iværksætteri.

Derfor har det gjort ekstra ondt på området, når den ene efter den anden drejede nøglen om. Man har ikke haft de mentale komponenter til selv at kæmpe sig ud af dyndet. Da finanskrisen satte sin mavepuster ind, og landet trak sig sammen i forsvarsposition, kappedes forbindelsen til yderområderne. Over natten mistede ejendomme al værdi, og lån, der egentlig var bevilget, blev trukket tilbage, som var pengene på vej på bålet.

Det gjorde også ondt på Nykøbing Falster, da Knud Romer, bysbarn i 60’erne og 70’erne, i sin laurbær-høstende debutroman fra 2006, ’Den der blinker er bange for døden’, beskrev byen og lokalsamfundet som en slags småborgerlig, hyklerisk koncentrationslejr, der først kujonagtigt og nærmest smilende viste den tyske besættelsesmagt vej til hovedstaden og senere chikanerede Romers tyske mor og forpestede hans opvækst.

Med navns nævnelse hænger Romer flere nykøbingensere ud, inden han i bogens finale i et drømmescenarie henrykt udsletter byen ved at kaste en bombe ud fra den centralt beliggende Højbroen. Da Romer gæstede centralbiblioteket i Nykøbing for at fortælle om sin bog, måtte han forsvare sig over for en tætpakket sal.

Så er man venligere stemt over for det lokale egnsteaters satiriske fremtidsforestilling på Møllebanken på Nordfalster, ’Reservatet’, der for tiden øver op mod premieren, hvor regeringen vil omdanne Falster til et reservat, hvor man mod betaling kan se falstringerne leve det oprindelige provinsliv, som det så ud, inden moderniteten gjorde det af med nærhed og fællesskab.

Sagen mod sygeplejersken fra Nykøbing Sygehus har fyldt meget, men påvirker ikke umiddelbart lokalfølelsen. Det kunne lige så godt være sket alle andre steder i landet, som Folketidendes journalist på sagen siger. Og så skader den alligevel.

For ham og andre mere modne borgere vækker sagen nemlig grimme minder om en 25 år gammel skandale om druk blandt lægerne på sygehuset, hvor det kom frem, at flere opererede, mens de var decideret berusede. Sagen endte med spektakulære fyringer og var en klæbrig skamplet i mange år, man troede og håbede var glemt. Og det er en anden pointe.

Falster glemmer ikke så let. Og det er der videnskabeligt belæg for. Ud over følelser er hukommelsen dels bundet op på fysiske omgivelser dels på gentagelser. I mindre miljøer med lav foranderlighed er der bedre basis for erindring. Det gør både stærk og sårbar.

Det er befordrende for traditioner og kultur og omvendt hæmmende for progression og forandring. Det kan også udlægges som et tegn på svunden storhed. Det mærkes, når man taler med folk, tidligere tider synes ikke så fjerne. Det bekræfter et kort stop i et af hjertekamrene og et lille lyt til ordførerne.

I en sidegade uden biler, i et bulnet, gult bindingsværkshus ligger værtshuset Marinestuen. Blandt effekter fra en gammel torpedobåd, sorthvide fotografier af tidligere tiders byliv og et messingskilt med inskriptionen ”Her kan du få det, ligesom jeg vil have det” holder Søren Andersen liv i bevillingen fra 1938.

Det er lørdag middag, og omkring baren står og sidder 5-6 modne og synligt stedkendte herrer og udnytter udskænkningen frem mod klokken 13.

”Detlef, den der hofteprotese, du skal have lavet: Du skal huske at sige til dem på sygehuset, at det skal være en af dem til sidespring,” siger Søren Andersen og høster rungende latterbrøl.

Her i det lavloftede baglokale tales der ikke så meget om det, der kommer, som om det, der var. En af dem, der for nylig er blevet fortid, er en tidligere fodboldspiller, Henning Bech Andersen, der slog sine folder i den nu lige så tidligere lokale klub B1901 i 60’erne, dengang holdet lå i den bedste række.

Han var åbenbart en festlig skikkelse, og de andre mindes ham med anekdoter fra storhedstiden, der inkluderer et par andre lokale legender, heriblandt tidligere landstræner Kurt Nielsen.

”Jeg glemmer ikke den fra træningslejren på Mallorca, da Henning blev snuppet i at liste sig ud i nattelivet efter sengetid,” lyder det hen over avisen fra en af de siddende.

”Han stod i fuldt festornat. Holdlederen lagde forsigtigt en hånd på skulderen af ham og sagde: ’Henning, du ved godt, at I skal være i seng senest klokken 11.’ Hvortil Henning sagde: ’Ja, men I har jo ikke sagt noget om, at man ikke må stå tidligt op og gå sig en tur.’”

Historien er med garanti blevet leveret adskillige gange før på samme sted og i samme selskab, men den både afsendes og modtages med friske smæld på tungen.

Midt på Torvet i Nykøbing giver særligt ét sted symbolikken plads at boltre sig på. I rækken af bygninger stikker en afsvedet facade pludselig frem. Taget er væk. Alt indvendig er også væk. Der er kun frontpartiet ud mod torvet.

Gennem rudernes støv kigger man direkte ned på den oprindelige udgravning. I mange år var det byens kinesiske restaurant. Det er 13 år siden, den brændte ned, og lige siden har den stået som en absurd kulisse. Med tiden er der skudt ukrudt op i et tæt tæppe, og i midten hæver sig et halvanden meter højt træ. Spiret op af forfaldet. Lokalt går stedet under navnet Ritz-ruinen.

”Det er simpelthen bare et hul i jorden med en mur rundt om,” som en nabo siger.

”Og så er der begyndt at gro ting op.”

Og den tilføjelse er nok så vigtig for symbolikken. For væksten er der. Det er de alle enige om. Som første eksempel nævnes næsten uden undtagelse det, som lige så mange ikke tøver med at kalde byens håndboldeventyr.

Dameholdet, der på få år har hævet sig op i toppen af den bedste række og denne sæson kulminerede med en plads i næste års Europa Cup – oven i købet for næsen af rivalerne fra København Håndbold. Det meste sat i gang af en lokal isenkræmmer med rødder i Næstved, der kastede kærlighed og energi i byen og klubben.

I dag er der mere end 400 sponsorer i klubben, og til hver hjemmekamp er de 1.500 unummererede pladser på de gamle skrå tribuner besat en time før startfløjt.

Fane og maskotter venter på, at spillerne fra Nykøbing FC og Middelfart løber på banen.

I den lokale Sportigan, der står for trøjesalget, kan indehaver Martin Koch slet ikke skjule grinet, når han fortæller, at der nu indløber bestillinger fra fans i udlandet, der for langt de flestes vedkommende vil have topscorer, landsholdsspiller og på flere måder blikfang, Kristina ’Mulle’ Kristiansens navn på ryggen.

Mange håndboldinteresserede gjorde store øjne, da stjernespilleren med de mange tatoveringer opsagde sin kontrakt med Holstebro og flyttede tværs ned over landet for at fortsætte karrieren på Falster.

Men selv om man er højt oppe og næste sæson bogstavelig talt flyver rundt i Europa, slipper man ikke jordforbindelsen helt. Der er både ironi og oprigtig selvopfattelse i refrænet i NFH-supporternes slagsang: ”Vi er bonderøvene fra Falster.”

En af dem, der gik med fra starten, er et andet flagskib, nemlig det internationale prisindeks-site Pricerunnner, der har sit internationale hovedsæde i et industrikvarter i Nykøbings nordlige del. Virksomheden var en af dem, der som de første fik nok af den nedladende udkantsretorik. Det var en dag i 2014, husker direktør Martin Andersen.

”Jeg besluttede bare: Det skal kraftedeme ikke være rigtigt. Vi er nogle, der gør det rigtig godt, så den snak skal vi ændre. Jeg er lokal og elsker området, det fortjener ikke at blive talt ned. Jeg har også altid gået stille, puttet mig og været tilfreds med mit eget. Jeg blev irriteret over, at ingen gjorde noget ved det. Et eller andet sagde indeni: ”Du har en succes her. Hvorfor ikke være stolt? Hvorfor ikke fortælle om det?” Vi skal have folk til at vide, at vi ligger i Nykøbing, og jeg tænkte, at det gøres bedre med sponsorater end annoncer. Så en del af overskuddet skulle dedikeres til lokale projekter.”

Han viser rundt i virksomhedens luftige og glasindrammede lokaler. På væggen hænger billeder, diplomer og effekter fra mange af de lokale formål, som Pricerunner støtter. En fuldfigurs papudgave af Kristina ’Mulle’ Kristiansen står kampklar i mødelokalet. På reolen er en række priser og udmærkelser stillet op, og Martin Andersen peger på prisen længst til venstre: Årets Udkantsiværksætter 2014.

”Hvis jeg kunne strege ordet ’udkant’ ud, gjorde jeg det. Vi har valgt at sige, at vi er årets iværksætter. I dag taler vi ikke om udkant. Ikke vi i hvert fald.”

I rummet overfor står en ledig stol og venter på en ny affiliate manager, og snart følger yderligere ansættelser, vurderer Martin Andersen. Der er ingen problemer med rekruttering. Sidste opslag kastede omkring 170 ansøgninger af sig. Men når det kommer til de lokale ansøgere, kniber det med konkurrencementaliteten.

”Den helt store udfordring med lokal arbejdskraft er, at arbejdet ikke er vigtigt. Det er noget, man har for at have noget andet. Over halvdelen af de lokale ansøgeres første spørgsmål er: ’Hvad tid har jeg fri, og hvad får jeg i løn?’

Der mangler passion og vilje til at gøre en forskel. Det kunne jeg godt tænke mig anderledes. De, der kommer nordfra, har oftere passion og drive, men der mangler så dedikation. Man bruger det som et trin på vejen til det næste bedre. Jeg vil jo gerne have, at folk skal med på rejsen og have lyst til at skabe forandring hernede.”

Lolland-Falster lader sig ikke beskrive uden at nævne sukkerroerne. Der er blevet dyrket sukkerroer på Sydhavsøerne i 130 år, og man anslår, at branchen beskæftiger omkring 4.500 mennesker, langt færre på gårdene nu end tidligere, men på fabrikkerne og særligt i forbindelse med transporten.

Landets eneste to tilbageværende sukkerfabrikker ligger i Nykøbing og Nakskov på Lolland. Sukkerroerne er øernes dna, siger man. Det hedder sig også, at de fire årstider for landmændene er hvede, byg, sukkerroer og Mallorca. Vejret og den fede muld gør det både indbringende og ukompliceret at være sukkerroedyrker. Jørn Dalby klukler ad den gamle vending. Dalby er formand for Danske Sukkerroedyrkere og tager imod på den fædrene gård fra 1777, ikke langt fra Falsters og Danmarks sydligste punkt, Gedser Odde.

”Ja, der var virkelig gode penge i det. I velmagtsdagene i 2000-06 tjente Danisco (der ejede sukkerfabrikken, red.) omkring 1,2 mia. kr. på roer. Og det var også godt for os. Roen gav dobbelt så meget som de andre afgrøder.”

På vej dertil maser lyset sig på, alt som landet spidser til, og vandet nærmer sig fra begge sider. Langs landevejen strutter syrener i lilla, hvid og lyserød, og overfor titter roeplanternes spæde grønne blade op af jorden i lange, lige rækker.

Kilometer efter kilometer. Øerne og roerne er stadig velsignet af et kystnært klima og landets bedste landbrugsjord, men det hvide guld, som sukkerroerne også bliver kaldt, glimter ikke helt så gyldent som tidligere. Reformer i EU og sæsoners overproduktion har presset prisen ned mod de andre afgrøder.

Hvert år leverer Jørn Dalby 1.000 tons roer til raffinering, og i disse dage har han nogle af sine længste arbejdsdage, fordi der skal sprøjtes for ukrudt.

Roerne har været i jorden siden 1. april, og der vokser de stort set alene ved fotosyntesens hjælp, indtil de trækkes op fra slutningen af oktober til begyndelsen af december. I hele perioden og frem til midten af januar leveres roerne til sukkerfabrikken. Den periode hedder kampagnen og er mærkbar for alle på øen.

Vognlæs på vognlæs kører i kortege til sukkerfabrikken, hvor bjerge af roer stakkes op og bearbejdes i døgndrift. En hvid røg står som en malet søjle fra fabrikkens skorstenstårn, og hele Nykøbing by indhylles i den varmt sødlige lugt, som falstringerne enten synes stinker af råd eller dufter af penge.

Tidligere ejede landmændene selv sukkerfabrikken i et andelsselskab, men i takt med tidens anden udvikling er den nu på private internationale hænder.

Tidligere var direktøren for sukkerfabrikken en slagfærdig mand, som hele byen kendte. I dag er det en anonym ingeniør. Et opkald til fabrikken i Nykøbing dirigeres derfor nu ind til et kontor i København, hvor en svensk kommunikationsdame på vegne af det tyske Nordzuckers datterselskab Nordic Sugar ihærdigt spørger om anledning og formål med ønsket om besøg på fabrikken og lover at vende tilbage med svar på mail, som i skrivende stund stadig lader vente på sig.

Aktuelt sidder landmændene fast i en principiel konflikt med sukkerfabrikken, der groft forenklet handler om retten til at bestemme, hvem der skal dyrke roerne.

”Når de kommer og siger, hvor meget vi skal levere, stritter vi imod. Det er ikke til at sige. Lige nu er vi i en periode, hvor vi ser, hvem der blinker først.”

Luften funkler af skæret fra solens gang på Guldborgsund, og længere mod vest flader Lolland ud.

Jørn Dalby håber også på Femern-tunnelen og regner da også med den, men han holder ikke vejret. ”Den skal såmænd nok blive til noget,” siger han og bevarer retningen i kigget.

”Men der kommer til at gå lang tid.”

Fredag og lørdag løber to arrangementer af stablen, som gerne vil det samme, men har hvert sit udtryk. Det drejer sig om femte udgave af Rasmus Nøhrs årlige sommerturné i provinsen, Danmark Dejligst, der i år lægger ud ved Middelaldercentret uden for Nykøbing, og om Claus Meyers jævnaldrende Apple Flower Festival på Lilleø i Smålandshavet nord for Lolland.

Sigtet er ens, men rammer hver sin skive. Begge vil gerne hylde det lokale sammenhold, men søger hvert sit fællesskab. Det lyser allerede ud af promoveringen. På Facebook indledes Danmark Dejligst-beskrivelsen med ”GRATIS*GRATIS*GRATIS”.

Apple Flower Festival koster 1.695 for voksne og en lille tusse for børn – all inclusive. Til Danmark Dejligst sælger forskellige lokale foreninger hjemmebag og mad i boder. Topsælgeren er de hurtige franske hotdogs.

På Apple Flower Festival har fem stjernekokke fra København kreeret en ret hver til aftenmenuen, og alene af frokostsandwichen lyder beskrivelsen: ”Langtidsstegt nakkefilet, røget paprika med most og øl, lynsyltet spidskål med ramsløg, masser af sprøde blade og urter, flæskeknas, grøn majo og krydret løgrelish.”

Billetten til Apple Flower Festival giver også indgang på Nykøbing F. Stadion, eller Enelco Arena, dagen efter, hvor Nykøbing FC spiller kamp i 2. divisions oprykningsspil. Enkelte fra aftenen før på Lilleø dukker op, men der er flere ansigter fra Danmark Dejligst. Nykøbing FC er den længeventede, fuldbyrdede fusion mellem de to arvefjender B1901 og B1921, der har resideret på hver sin side af Kohaveskoven og delt byen i to.

Med ophav i hver sin sociale klasse har de to klubber bevaret et indædt arvefjendskab, som først nu synes forbi – mere uddødt end overvundet. Der meldes stadig om 90-årige med hvert sit tilhørsforhold, der hvæser ad hinanden på byens gader, men ellers nyder sammenlægningen udelt opbakning.

Alle støtter forsøget på at vende tilbage til tidligere tiders storhed og det erklærede mål om en plads i Superligaen i 2020. Sidst Falster havde et hold i den bedste række, var i 1982, men selvforståelsen er, at man er god til at fremelske dygtige fodboldspillere, hvilket senere landsholdsnavne som Bjarne Goldbæk og Claus Jensen fører de tydeligste beviser for.

Sidstnævnte satte sig i sommeren 2015 sammen med Claus Meyer i spidsen for opstigningen, investerede og opfordrede til lokal forankring og medejerskab. Fodbold er dog ikke håndbold. Det tager helt andre ressourcer at skabe et slagkraftigt hold, men håbet er større end i årtier, og man taler ømt om de to hjemvendte sønner bag projekt ’Claus og Claus’.

Selvfølgelig har byen også sine tvivlere. Folk, der ønsker klubben alt godt, men som smiler med lyd på ad tanken om superliga på Falster. Efter en flot start på foråret har holdet ikke vundet i seks kampe og er gledet ud i periferien af gruppen med seriøse oprykningskandidater.

Denne søndag blæser dog optimisme tilbage i fanerne. Ugens syvende solskinsdag ser hjemmeholdet udradere Middelfart med en syngende 6-1-sejr – oven i købet efter at have været en mand i undertal i mere end en time. Sådan en sejr over oddsene har alle dage været populær. I Danmark og på Falster.

Efter slutfløjtet sjosker de knap 1.000 tilskuere ud med brede smil og varme kinder. Nu tror man lidt mere på det igen. På banen og i det hele taget. (Det lykkedes Nykøbing FC at rykke op i 1. divison, red.) Forventningen mærkedes allerede i sponsorernes klapsalver efter Claus Meyers peptalk ved spisningen inden kampen. På trods af en dagligdag fjernt fra Falster ramte Meyers afskedssalut øjensynligt en lokal centralnerve, der fik bifaldet til at runge, som handlede det om noget mere.

”Vi skal vise hele Danmark, at vi står sammen på Lolland-Falster, og når vi står sammen og løfter i flok, kan vi skabe noget helt unikt. Noget, der minder om de gyldne tider i 70’erne og pokalfinalen i 1982 mod Randers Freja og alle de andre store oplevelser. Jeg vil gerne slutte med at gentage, hvad jeg plejer at sige, når folk spørger mig, hvad fanden jeg har gang i. Så plejer jeg at sige: ’Jeg ved sgu ikke altid, hvor jeg er på vej hen, men jeg glemmer aldrig, hvor jeg kommer fra.’”

 

LÆS OGSÅ: Velkommen til Sydkorea

LÆS OGSÅ: Anonymous er nørdernes hævn

LÆS OGSÅ: Sådan vil det gå, hvis Donald Trump bliver præsident