Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Sydkorea Samsung

Foto: Illustration: Adam Simpson

Sydkorea Samsung

Overvågning, selvmord og en forsvunden erhvervsleder - velkommen til Sydkorea

Overvågning, selvmord og en forsvunden erhvervsleder. Velkommen til Sydkorea, hvor fire familieejede konglomerater regerer. Og hvor ingen har mere magt end Samsung.

To år er der gået siden hjerteanfaldet. To år uden en lyd. Ingen pressemeddelelser, intet nyt om hans tilstand, ingenting.

Selv for Samsung er det mystisk. 74-årige Lee Kun-hee er Sydkoreas rigeste og måske mægtigste mand – han leder landets største virksomhed og råder over et imperium, der leverer knap en femtedel af landets bruttonationalprodukt og er vævet ind i alle samfundslag. Men hvad er der blevet af ham?

Talsmænd for Samsung siger, at deres bestyrelsesformand er i bedring og har det fint, men hvorfor må offentligheden så ikke få ham at se? Folk begynder at snakke. Et af rygterne siger, at han har ligget i koma siden slagtilfældet, men at han pludselig vågnede op og var ved fuld bevidsthed, da baseballholdet Samsung Lions lavede et home run.

Der er også et andet og mere hårdnakket rygte. Det siger, at han er død. At han har været død i snart to år. At bestyrelsesformanden er gemt af vejen i en fryser et eller andet sted, og at han først bliver taget op, når arvefølgen i familiedynastiet er faldet på plads.

Her i Seoul kender alle journalister rygtet, men det har aldrig fundet vej til nogen af de sydkoreanske medier. Sidste år sneg en irsk journalist sig ind på det hospital i hovedstaden, hvor Lee skulle være indlagt, og forsøgte at få adgang til familiens private afdeling, men han blev smidt ud af Samsungs vagter, før han kunne blive klogere.

Død, levende eller et sted midtimellem – i andre lande ville en ny bestyrelsesformand bare tage over, og virksomheden ville komme videre. Men i Sydkorea spiller konglomeraterne og familierne bag dem en særlig rolle. De kaldes chaebols og er enormt magtfulde. Især Samsung, Hyundai, LG og SK har været med til at bygge landets økonomi op fra grunden, og deres ledere er en slags moderne aristokrater, der skiftevis bliver beundret og foragtet af befolkningen.

Man kan høre det på den måde, som ordet chaebol skiftevis bruges neutralt og stærkt nedsættende. På tv taler nyhedsværter med stenansigter om nye chaebol-love, som skal gøre landets økonomi mindre afhængig af de magtfulde familier. På gaden himler folk med øjnene, når flødefarvede Bentley’er spytter solbrillebærende kvinder ud foran stormagasiner: ”Chaebol!”

En person kan være chaebol eller opføre sig chaebol’sk, dvs. arrogant og selvoptaget. Ordet dækker også over en eksklusiv og renskuret måde at klæde sig på, noget med hvide bukser og sejlersko – andre steder ville man kalde det preppy.

I Sydkorea er et job hos en chaebol noget af det bedste, man kan ønske for sine børn: Lønnen er høj, og prestigen endnu højere. På sydkoreansk tv handler sæbeoperaerne altid om en fattig pige, der forelsker sig i en chaebol-prins (og om hans mor, der kommer imellem dem).

Størst af dem er Samsung, og i Sydkorea har de en finger med overalt. Samsung, der betyder ’trestjernet’ på koreansk, har mere end en halv million medarbejdere – omtrent lige så mange, som der er indbyggere i Københavns Kommune. De bygger lejlighedskomplekser, boreplatforme, stormagasiner, atomkraftværker, tanks og forlystelsesparker. De driver Sydkoreas største reklamebureau og sælger flere mobiltelefoner end nogen andre.

I Sydkorea kan man leve et helt liv uden at bruge andet end Samsung-produkter: Man kan parkere sin Samsung- bil under sin Samsunglejlighed, se Samsung-ejede tvkanaler på et Samsung-tv, købe ind i deres stormagasiner, holde weekend på deres luksushoteller, lade sig indlægge på deres hospitaler og betale for det hele med sit Samsung-kreditkort. Der er en grund til, at Sydkorea af og til omtales som ’Republikken Samsung’. Og al den magt og andægtighed betyder, at politikere og journalister ikke blander sig ret meget i Samsung.

Men kan Lee Kun-hee virkelig være død? Det lyder som en konspirationsteori. Normalt ville en virksomhed aldrig kunne holde noget så vigtigt skjult for offentligheden så længe. Jo flere sydkoreanere man taler med, og jo bedre man lærer landets chaebols at kende, jo mindre sikker bliver man. En erfaren sydkoreansk erhvervsjournalist, som bliver interviewet til denne artikel, er ikke i tvivl:

”Selvfølgelig kunne de slippe af sted med det,” siger han.

”For Samsung kan alt lade sig gøre.”

Den amerikanske journalist Geoffrey Cain var ansat på teknologimediet Fast Company, da Samsung inviterede ham til Sydkorea i 2008. Dengang havde virksomheden netop overhalet Sony i omsætning og udset sig Apple som sin næste rival. Sådan er Samsung blevet stor: Ved at lægge sig i slipstrømmen af andre og gøre det samme, bare billigere og hurtigere.

I Sony-æraen lavede koreanerne grundige analyser af den japanske virksomhedskultur for at finde svagheder. Invitationen til de udenlandske journalister i 2008 var udtryk for en ny åbenhed, som var inspireret af amerikanerne i Silicon Valley.

Bestyrelsesformanden for Samsung, Lee Kun-hee, ankommer til retten i Seoul i juli 2008, anklaget for skattesnyd. Han blev dømt, men senere benådet.

”Vi fik den helt store rundvisning og fik lov til at interviewe alle,” husker Geoffrey Cain, da han har sat sig med en kop sort kaffe på en café i centrum af Seoul.

Men undervejs gik det op for ham, at han ikke blev ret meget klogere på, hvem der stod bag virksomheden. Samsung buldrede frem og var blevet en af verdens største teknologivirksomheder, men ingen vidste ret meget om, hvor de kom fra.

Cain skrev sin artikel og vendte tilbage til Seoul, hvor han blev korrespondent for magasinet Time og dækkede en langvarig patentretssag mellem Apple og Samsung, som koreanerne tabte.

I det seneste halvandet år har han arbejdet på en bog om Samsung. Foreløbig har han interviewet 150 personer, primært nuværende og tidligere ansatte. Han har især brugt kræfter på at forstå virksomhedens kultur, som er præget af hård disciplin og en lang række ritualer, især for nye medarbejdere.

”Jeg har talt med flere, som har gennemgået Samsungs træningsforløb, og de siger alle sammen, at det minder dem om deres tid i militæret. Jeg har også interviewet de HR-folk, som leder disse boot camps, og de siger, at målet er at nedbryde de ansattes egoer og opbygge et hold. De tager ud på landet for at gå march og giver deres kadetter forskellige prøver. Fx kan man risikere at blive sat af i en fjern landsby med en mikroovn og få besked på at have solgt mikroovnen, før man får lov til at komme tilbage.”

Hver sommer samles alle Samsungs medarbejdere til en firmafest, hvor nyansatte går i parade og vifter med flag og skilte. De har øvet sig i formationer, der danner koreanske tegn eller landets nationaldyr, en tiger. De marcherer i takt og råber: ”Kom så, Samsung!” og ”Sejr!”

Sammenligningen med Nordkorea ligger ligefor.

”Nordkorea har en mere ekstrem version af noget, som findes flere steder i Sydkorea. Samsung er blevet mere liberal med årene, men det er stadig en autoritær organisation,” siger Geoffrey Cain.

Grundlæggeren af Samsung, Lee Byung-chul, holder pressekonference i forbindelse med sakkarin-skandalen i 1966. Hans næstældste søn Lee Chung-hee havde forsøgt at indsmugle 50 tons sakkarin, hvilket var ulovligt i Sydkorea. Sakkarinen skulle bruges på en af Samsungs gødningsfabrikker. Lee Byung-chul gik af som formand og overlod posten til sin ældste søn Lee Maeng-Hee.

Det autoritære er en af forklaringerne på Samsungs succes. Virksomheden tog et stort spring fremad i begyndelsen af 80’erne, da stifteren Lee Byung-chul satsede hele butikken på at lave halvledere, de små chips, der i dag bruges i det meste forbrugerelektronik. Dengang var det en vovet beslutning, men den viste sig at være den rigtige på det helt rigtige tidspunkt.

Det næste vendepunkt kom 10 år senere, hvor den nuværende bestyrelsesformand, der i mellemtiden havde taget over efter sin far, indkaldte alle Samsungs ledere til et møde i Frankfurt. Bestyrelsesformanden havde været på rundrejse i USA og havde set, hvordan Samsungs fjernsyn samlede støv i butikkernes hjørner, mens Sony og Panasonic fik de bedste pladser.

Cheferne mødtes på Kempinski-hotellet i Frankfurt, hvor Lee talte mere eller mindre uafbrudt i tre dage og begyndte en omstrukturering, som gjorde Samsung til den kæmpe, den er i dag.

”Skift alt ud, bortset fra jeres koner og børn,” lød en af formandens ordrer om de forandringer, han forventede. T

alen blev bagefter udgivet som bog og delt ud til alle Samsungs medarbejdere. Ansatte, der ikke kunne læse, fik en tegneserieversion. Efter mødet fik Samsung sendt alle genstande fra det hotelværelse, hvor talen blev holdt, til Sydkorea.

Hver en stol og hvert et askebæger. Et sted i Samsungs hovedkvarter syd for Seoul findes i dag en kopi af værelset, som det så ud på Kempinski Hotel i Frankfurt i 1993.

De ansatte kalder det Frankfurtrummet. Det er forbudt at tage fotos, og besøgende hvisker til hinanden, når de træder ind. Det vidner om en virksomhedskultur, hvor man får tingene gjort. Få virksomheder har spyttet nye produkter ud så hurtigt som Samsung.

I 80’erne var Sydkorea teknologisk langt efter Japan og USA, men da Samsung byggede et laboratorium oppe i bjergene og begyndte at lave halvledere, kom de koreanske chips på markedet med stadigt kortere mellemrum. Til sidst var Samsungs ingeniører kun tre måneder om at lave en ny model, mens konkurrenterne brugte mere end et år. De var usædvanlig motiverede oppe i bjergene.

En vinter før arbejdet på en særlig vigtig chip, hvor tallet 46 indgik i navnet, marcherede ingeniørerne 46 km på tværs af landet i bidende kulde. Mange år senere, da et parti håndfri sæt til Samsungs mobiltelefoner havde fejl, mødte en af Samsungs øverste chefer op på fabrikken, hvor fejlen var sket, og bad om at få alle sættene samlet i en bunke uden for fabrikken.

Først satte han ild til apparaterne, som var flere millioner kroner værd. Bagefter kørte han dem over med en bulldozer. Til sidst sagde han til de ansatte, som stod og så på den rygende bunke, at han ville komme tilbage og gøre det hele én gang til, hvis de lavede flere fejl.

Nogle af dem græd. ”Man ser det også i den måde, som medarbejderne reagerer på, hvis deres chefer bliver truet,” siger Geoffrey Cain.

”Da lederen af CJ Group (en underafdeling af Samsung, red.) blev arresteret for skatteunddragelse, kunne man se interview med de ansatte på koreanske medier, hvor de sagde: ’Åh nej, vores kære bestyrelsesformand er væk! Hvad skal vi gøre uden vores formand? Vi elsker vores formand!’ Som udlænding er det svært at forstå, at de skulle have brug for ham i det daglige kontorarbejde. Men i Sydkorea er formanden den guddommelige stemme i virksomheden, og som medarbejder skal man gøre alt for at bakke op om ham.”

Det er stadig uvist, hvad der er sket med Lee Kun-hee. Sikkerter det, at Samsung-bossen holder meget af hunde, fordi han ikke bliver bedraget af dem.

Lee yoon-hyung var den smukkeste af de tre Samsung-søstre. Hun var også den mest ubekymrede. Med en personlig formue på lidt mere end en milliard kroner og udsigt til mange flere var den 26-årige skønhed en af Sydkoreas fem rigeste kvinder. Hendes mor og to søstre var også med på den liste. Men mens de andre medlemmer af familien Lee holdt lav profil – også sammenlignet med de andre konglomerat- familier i Sydkorea – var Yoon-hyung anderledes.

Hun var udadvendt, hun smilede til fotograferne og blev pludselig en internetsensation, da hun i 2003 begyndte at blogge om livet som chaebol-prinsesse under navnet Pretty Yoon-hyung. Bloggen blev en dør til en verden, som alle sydkoreanere kender eksistensen af, men som kun en lille håndfuld af dem kommer til at opleve.

Det er en verden, hvor alt er inden for rækkevidde. Hvor en flåde af skudsikre biler og privatfly står til rådighed døgnet rundt. Hvor bodyguards og personlige assistenter følger én overalt. Hvor man lærer som meget ung, at man skal være på vagt over for alle uden for familien. Yoon-hyung holdt sig ikke tilbage.

Hun festede på Seouls natklubber og havde arvet sin fars forkærlighed for hurtige biler, især Lamborghini og Mercedes-Maybach. Hun læste fransk litteratur på universitetet, var begyndt at købe kunst og kørte sig i stilling til at overtage ledelsen af Samsungs kulturfonde, der driver museer og råder over en stor kunstsamling.

Næste skridt var New York, hvor hun skulle læse kunstledelse på universitetet. Hun flyttede ind i Astor Place, et luksusbyggeri i East Village, og blev kørt til forelæsninger i en limousine.

Dødsårsagen blev kaldt et biluheld. Talsmænd for Samsung sagde, at arvingen døde kort efter ankomsten til hospitalet. Men da den New York-baserede avis The Korea Times begyndte at stille spørgsmål, var der en masse, der ikke hang sammen. Der var ingen vidner, og New Yorks politi havde ingen rapport om et biluheld.

Det lød ellers sandsynligt, når man kendte Yoon-hyungs kærlighed til hurtige biler, men Samsung havde givet modstridende oplysninger. Nogle af journalisterne fik at vide, at uheldet var sket på Manhattan, mens andre skrev, at det havde fundet sted længere nordpå. Efter en uge konkluderede The Korea Times, at der slet ikke havde været et biluheld. Og flere medier kunne beskrive et liv, der var knap så rosenrødt.

Yoon-hyungs ekskæreste fortalte, at Yoon-hyungs far havde tvunget dem til bryde deres forhold, kort før datteren rejste til New York. Den slags er vigtigt for chaebol-familierne, der gennem ægteskaber er forbundet med andre chaebols og landets politikerfamilier.

Ekskæresten Shin Soobin kom ikke fra en fin familie, og han havde selv brudt forbindelsen efter pres fra svigerfaderen. Yoon-hyung var deprimeret. En dørmand fortalte, at hun låste sig inde i sin luksuslejlighed i flere uger ad gangen. Det viste sig, at ekskæresten var kommet til New York og havde fundet hende i Astor Place med en ledning om halsen. 

Til sidst anerkendte Samsung, at dødsårsagen var selvmord, men deres forklaring var, at Lee Yoonhyung havde været ude af sig selv af bekymring for sin 64-årige fars helbred. Hendes forældre deltog ikke i datterens begravelse. Sådan er den koreanske tradition, når et ugift barn dør.

Choo Chin-woo havde rejst sig og var på vej ud ad døren, da bemærkningen faldt. Nu løb det ham koldt ned ad ryggen. Graverjournalisten var blevet inviteret til frokost af en højtstående medarbejder hos Samsung, men det var ikke nok til at gøre ham bekymret.

Som kritisk journalist med speciale i chaebols var han vant til den slags frokoster, hvor begge parter forsøgte at lokke informationer ud af hinanden. Nogle af kilderne kendte han så godt, at møderne kunne være helt hyggelige.

Choo skrev sin første kritiske artikel om Samsung i 2004, fordi ingen andre gjorde det. Senere var han med til at starte den kritiske ugeavis SisaIN, som trykte den ene afsløring om konglomeraternes skattesvindel og korruption efter den anden. Forsøg på bestikkelse er en del af jobbet. Choo siger, at chaebols har tilbudt ham stillinger på universiteter og ophold i udlandet for at slippe af med ham – en af dem ville endda betale for engelskundervisning til hans søn.

Men det, der skete denne eftermiddag for to år siden, havde han ikke prøvet før. Choo havde problemer på hjemmefronten. Han var ved at blive separeret fra sin hustru, men det var kompliceret, og ingen af dem havde fortalt nogen om det.

Skilsmisser er stadig tabu i Sydkorea, og selv ikke hans nærmeste venner kendte til problemerne. Men det var der andre, der gjorde.

”Jeg har set, hvad der sker med folk, der bliver skilt,” sagde Samsung-chefen pludselig.

”Lad være med at gøre det. Bliv hos din kone. Tro mig, det er det rigtige at gøre.”

Choo er stadig ikke sikker på, hvordan Samsung fandt ud af det. Han sidder på en tom café i et stille kvarter bag Seouls hovedbanegård, hvor SisaIN holder til. Håret er langt med grå stænk, vindjakken blå, hans jeans er lyse.

”Alle er lidt bange for dem,” siger han.

”Også journalister og professorer. De er langt mere bange for Samsung end for regeringen, og de er parate til gå langt for at være på god fod med dem. Problemet er endvidere, at mange koreanere tænker, at hvis Samsung er i krise, er Sydkorea også i krise, og derfor bør man ikke kritisere dem. Det gælder også Lee Kun-hee, som måske er død, men som nærmest er blevet et tabu, selv om hans tilstand er vigtig for landets økonomi.”

Konglomeraterne behøver sjældent spille med musklerne på den måde, som Choo oplevede. I Sydkorea har journalister fra de store medier en kontorplads hos de virksomheder, de skal forestille at skrive kritisk om.

De såkaldte ’presseklubber’ skal gøre det lettere at få adgang til kilder, men i praksis er de en måde at styre journalisterne, som ofte får godkendt deres artikler af virksomhedens pressemedarbejdere, før de bliver trykt. Skriver de noget upopulært, ryger de ud af klubben og mister dermed alle deres privilegier og gode forbindelser.

Den tidligere næstformand i Korean Air Heather Cho undskylder med et ceremonielt dybt buk, som er koreansk tradition, når man beder om tilgivelse. Årsagen var Nut Rage-episoden, hvor hun gik amok på et fly pga. den måde, hun fik serveret nødder. Flyet med 250 passagerer om bord blev forsinket pga. episoden.

Det er pengenes magt, som man ikke taler om, men som altid er til stede i forholdet mellem journalister og chaebols. Mange journalister drømmer om at bruge presseklubberne som en trædesten til konglomeraternes kommunikationsafdelinger, hvor lønnen kan være flere gange højere.

”Det meste af tiden behøver de ikke gøre noget for at kontrollere medierne,” siger Lee Jung-hoon, der er journalist på den uafhængige avis Hankyoreh.

”Alle medier ved, at de er afhængige af annoncer fra Samsung og de andre konglomerater. Og at hele landets økonomi afhænger af, at konglomeraterne klarer sig godt.”

Spørger man Samsung selv, er der ikke et problem. Presseafdelingen i Seoul skriver, at virksomheden respekterer pressefrihed og bidrager med ”korrekt og faktuel information”.

Til kritikken af virksomhedens ritualer og hierarkier svarer de, at omkring 70 % af medarbejderne i Samsung Electronics i dag er ansat uden for Sydkorea og bidrager til at ændre kulturen betydeligt. Om bestyrelsesformand Lee Kun-hee lyder det, at han ”fortsat er i stabil tilstand på hospitalet”, og at man ikke siger mere af hensyn til privatlivets fred.

Heather Cho var klædt i sort fra top til tå. Hendes sorte hår hang løst over skuldrene, og tårer trillede ned ad kinderne. Hun bukkede så dybt, at hendes krop knækkede sammen i en 90 graders vinkel.

”Undskyld,” hviskede hun, mens hun blev badet i blitzlys fra fotograferne. Hele Sydkorea fulgte med, da datteren til bestyrelsesformanden for Korean Air sidste år blev idømt 10 måneders fængsel.

Det hele begyndte, da Cho, der selv havde en chefstilling i sin fars flyselskab, sad på 1. klasse og ventede på, at hendes Korean Air-fly skulle lette fra New York med kurs mod Seoul. Hun blev budt et glas champagne, og stewardessen serverede macadamia-nødder. Men nødderne kom i en pose og ikke i en skål, og det fik arvingen til at se rødt.

Vidner fortalte senere, at Cho først smed posen med nødder i ansigtet på stewardessen. Derefter kaldte hun på chefstewarden, som hun beordrede til at knæle for hende og bede om tilgivelse. Mens han sad dernede, begyndte hun at slå ham over hænderne med sin tablet.

Da Cho fik udleveret flyets servicemanual – hvor der i øvrigt ikke stod noget om, at nødder skulle serveres i en skål – begyndte hun at banke ham i hovedet med den i stedet. Stadig ikke tilfreds med stewardens bodsgang forlangte hun, at flyet vendte tilbage til afgangshallen for at sætte ham af.

Nut Rage-episoden, som den hurtigt blev kaldt, bekræftede alle de værste fordomme om chaebolarvingerne. Under retssagen kom det frem, at Cho før havde angrebet stewardesser på et Korean Airfly, fordi hendes nudler var forkert tilberedt, men at Korean Air havde mørkelagt episoden.

Efter episoden i New York forsøgte familien ligeledes at true flyets personale og bestikke vidner til tavshed. Retssagen mod Heather Cho afslørede en større foragt for chaebols, end man før har set.

Mange sydkoreanere har dyb respekt for den første generation af virksomhedsledere, som knoklede for at bygge landets økonomi op fra ingenting, men de unge chaebols har fået magten og milliarderne som en fødselsret, og de opfører sig derefter, mens livet for tiden bliver sværere for almindelige skatteborgere.

Nut Rage-episoden er nu langtfra enestående. For et par måneder siden overfaldt bestyrelsesformanden for en anden stor virksomhed en sikkerhedsvagt, der havde været så uforsigtig at låse en dør, som formanden bestemte sig for at gå ud af klokken 10 om aftenen. Tidligere på året kom det frem, at vicebestyrelsesformanden i Daelim, et af landets største konglomerater, havde for vane at tæve sine privatchauffører og fyre dem på stedet. En sydkoreansk avis nåede frem til, at han i 2015 havde haft 40 forskellige privatchauffører.

Og det har været værre endnu. I 2007 fik direktøren og bestyrelsesformanden for kæmpevirksomheden Hanwha sine bodyguards til at bortføre personalet på en karaokebar og køre dem ud på en byggeplads, hvor direktøren og hans søn tævede dem med jernrør og gav dem elektriske stød. Angivelig havde barpersonalet været i slagsmål med direktørens søn tidligere på aftenen. Direktøren fik først en fængselsstraf, men blev kort efter benådet.

Også bestyrelsesformændene i Hyundai og Samsung er blevet dømt for henholdsvis skatteund-dragelse og underslæb, men er bagefter blevet benådet. Når den slags sker, kan dommeren finde på at sige, at cheferne har deres bidrag til nationaløkonomien at takke for deres frihed.

Også selv om økonomien ikke er, hvad den har været, eksporten falder, og arbejdsløsheden stiger. Officielt satser regeringen for tiden på små og mellemstore virksomheder og forsøger at hjælpe kreative iværksættere, men det er stadig konglomeraterne, der får de bedste aftaler og trækker i trådene, siger kritikere.

Bl.a. fordi virksomhederne er så store, at ingen vil risikere, at de bukker under.

”Det gamle system virker ikke længere,” siger Sangin Park, der er økonomiprofessor på Seoul National University.

På en café bag Seouls rådhus lægger han et eksemplar af sin seneste bog på bordet: ’Hvordan Korea kan overleve, hvis Samsung kollapser’. Bogen udkom i februar og er en efterfølger til ’Konglomeraternes nye klæder’, der gik i kødet på de kreative konstruktioner, som chaebols bruger til at sikre magten over deres mange virksomheder.

Lee-familien ejer fx kun 5 % af Samsungs aktier, men kan ved hjælp af en lang række datterselskaber kontrollere det hele. Park frygter, at Samsung er ved at blive overhalet af billigere kinesiske producenter, og at det vil sætte gang i en kædereaktion af ulykker. Hvis bare salget af mobiltelefoner slår fejl, kan hele korthuset vælte, mener han.

Går man op på et af de mange bjerge i Seoul, kan man se ud over et betongråt Lego-landskab, som strækker sig, så langt øjet rækker. Der er mange måder at måle sådan noget på, men mange mener, at hovedstaden er verdens næststørste sammenhængende byområde, efter Tokyo-Yokohama. Alt er bygget af chaebols.

På vej sydpå til Suwon, hvor det hele begyndte for Samsung, kører man gennem endeløse rækker af boligblokke, hvor der står Samsung eller Hyundai på siden. Af og til dukker et storcenter op, bygget af Lotte-koncernen eller Shinsegae, en af Samsungs filialer.

Når man passerer velhaverkvartererne i Gangnam med landets dyreste lejligheder og klinikker med plastikkirurgi i 10 etager, er det ikke til at fatte, at der ikke var meget andet end grise og mudder på sletten syd for Han-floden, før det hele begyndte i 60’erne.

Lee Hak-Soo var næstformand i Samsung, men måtte trække sig i 2008, da han fik en  betinget fængselsdom for bl.a. skatteunddragelse. Senere blev han dog benådet.

Efter Korea-krigens afslutning var Sydkoreas økonomi på niveau med Ghanas, i dag er den verdens 11. største. Den udvikling, som landet har været igennem, er en af de mest imponerende bedrifter i det 20. århundrede, og den er især konglomeraternes fortjeneste. Derfor er ældre koreanere så taknemmelige for dem, men deres børnebørn er ved at få nok.

I de seneste år er der opstået en talemåde blandt yngre sydkoreanere: ”Joseon-helvedet,” siger de.

Det er en henvisning til Joseon-dynastiet, da Korea var en feudal stat, der blev regeret af en lille elite. Unge bruger det om det sydkoreanske samfund i dag, og de kan finde på at slå ud med armene og sige ordene på en opgivende måde. Som om der ikke er noget at stille op, heller ikke med konglomeraternes magt over landet: ”Vi lever jo i Joseon-helvedet.”

LÆS OGSÅ: Anonymous er nørdernes hævn

LÆS OGSÅ: Sådan vil det gå, hvis Donald Trump bliver præsident

LÆS OGSÅ: 21 typer på Facebook – fra likehunteren til netværks-nasseren