Integration
Foto: Tobias Selnæs Markussen Ahmed Dualeh glemmer aldrig den venlige modtagelse, han fik i Danmark for mange år siden.

Integrationstema: "Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at indvandrere føler sig velkomne i Danmark i dag"

71-årige Ahmed Dualeh kom til Danmark fra Somalia i 1967. Han følte dengang, han var kommet til paradis. I dag forstår den tidligere kaptajn godt, hvorfor mange indvandrere ikke længere føler sig velkomne her.

Der er mange mennesker, som kalder sig verdensborgere. Jeg tror, jeg er en af dem, der med sikkerhed opfylder kriterierne. Jeg er født i Etiopien af somaliske forældre, og jeg har boet som forældreløs i Mogadishus gader, før jeg blev adopteret af en italiensk familie i Rom. Siden vendte jeg tilbage til Somalia, inden jeg kom til Danmark for 53 år siden. Så jeg er etio-somali-italo-dansker.

Jeg kom hertil i 1967 på et uddannelsesstipendium. Min drøm var at blive kaptajn. Jeg sendte en ansøgning til det danske undervisningsministerium, og blot 17 dage senere fik jeg svar. Det var et ja på den betingelse, at jeg skulle lære dansk på tre måneder. Ellers måtte jeg rejse hjem igen. Jeg terpede dag og nat, og efter to måneder gik jeg til min lærer og sagde: ’Jeg er klar til eksamen.’ Og jeg bestod.
1960’erne var dejlige tider. Jeg husker kun positive ting fra mine første år i Danmark. Alle var venlige og imødekommende, folk stoppede mig på gaden og spurgte nysgerrigt, hvor jeg kom fra, og jeg blev inviteret til kaffe hos vildt fremmede mennesker. I juli 1967 skrev jeg i et brev til min søster hjemme i Somalia: ’Jeg føler, at jeg er kommet til paradis.’

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at indvandrere føler sig velkomne i Danmark i dag. Jeg bryder mig ikke om den udvikling, der er sket. Den negative retorik, der har præget debatten om integration de sidste 20 år, har ændret danskernes syn på indvandrere. Jeg rådgiver og hjælper mange mennesker i indvandrermiljøet, og jeg møder ofte folk uden dansk statsborgerskab, som siger til mig: ’Hvis bare jeg havde et dokument, jeg kunne rejse med, så var jeg her ikke længere.’

Da jeg mødte integrationsministeren i 2006 (Rikke Hvilshøj fra Venstre, red.), sagde jeg til hende for sjov, at hvis man vil af med udlændingene, skal man bare give dem alle et dansk pas. Så er de væk dagen efter. Ingen lande vil lukke en somalier ind – ikke engang på ferie – men alle tager imod en dansker.

På en restaurant i København mødte jeg for nylig en ung vietnameser. Jeg spiste sammen med en dansker, en thailænder og min hustru. I løbet af aftenen kom vi til at tale om Danmark. Vietnameseren kom hen til mig med en seddel, hvor han havde skrevet ’kærlighed’. Så sagde han: ’Hvad sker der, hvis jeg deler det i tre ord?’ På sedlen skrev han ’kærlig, ærlig, lighed’ og forklarede: ’Kærlige mennesker er der stadig mange af i Danmark. Ærligheden er så som så. Men ligheden, den er død.’ For mig er det et godt billede på, hvad der er sket med Danmark.

Euroman_Ahmed Dualeh_0325.jpg

Danske politikere snakker meget om, hvad danskhed er. Jeg synes, at det meste er noget vrøvl. Jeg taler dansk, udfører mine pligter som borger i det danske samfund og overholder landets love. At jeg ikke har tipoldeforældre fra Danmark, gør mig ikke mindre dansk. Nogle gange siger jeg til unge etniske danskere: ’Jeg har været her længere end dig. Så jeg må være mere dansk, end du er.’

Det vigtigste, jeg har lært af at bo i Danmark, er samtale og samarbejde. I Somalia, hvor jeg kommer fra, er man mere tilbøjelige til at skyde, før man taler. Her diskuterer man tingene, selv om man er uenige, og prøver at finde fælles løsninger. I 2012 blev jeg udnævnt som præsident for delstaten Jubaland i Somalia. Her har jeg forsøgt at indføre nogle af de værdier, jeg har lært at holde af i Danmark, for eksempel ligestilling.

jeg har også lært, at man skal gøre sin pligt, før man kan kræve sin ret. Nogle gange kommer indvandrere til mig og brokker sig over det danske system. ’Min socialrådgiver har trådt på mine rettigheder!’ Ofte svarer jeg lidt provokerende for at få dem til at tænke: ’Hvornår har du fået rettigheder i det her land? Hvilke pligter har du udført for at få dem?’ Så siger de til mig, at jeg er blevet værre end danskerne selv.

Jeg har fem voksne børn. De har alle forladt Danmark, og det er en af de ting, som gør mig ondt. De bor i USA, Frankrig og Australien. Når jeg spørger dem hvorfor, svarer de: ’Jamen, far. Jeg føler mig ikke værdsat her.’

Jeg kom til Danmark på et tidspunkt, hvor Danmark stadig var Danmark. Jeg siger, at det ikke er sådan længere, fordi den måde, man i dag taler om indvandrere på i mine øjne er så udansk, som noget kan være. Det er stik modsat den åbenhed og gæstfrihed, jeg mødte dengang. Men jeg er ikke så nem at vælte af pinden. Jeg glemmer ikke alt det gode, jeg har oplevet i Danmark, bare fordi der er kommet en gruppe middelmådige politikere til magten. Hvis jeg ikke kunne lide Danmark, var jeg ikke blevet her i 53 år.

Blå bog

Født i Etiopien. Har arbejdet som kaptajn, ejer og leder for et transportfirma i Sønderjylland og i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Siden 2012 har han været eksil-præsident for Jubaland i Somalia og driver desuden en hjælpeorganisation, der etablerer skoler i Somalia efter dansk forbillede. Bor i Københavns Nordvest-kvarter med sin kone.