Jeffrey Sachs er en amerikansk økonom. Og han er en særdeles betydningsfuld og velbevandret af slagsen.

Han blev uddannet ph.d. i økonomi fra Harvard University i 1980 og arbejdede der efterfølgende som professor i mere end 20 år. I 2002 skiftede han til Columbia University, hvor han indtil 2016 fungerede som direktør for universitetets Earth Institute.

I mellemtiden har han rådgivet alverdens regeringer og FN-generalsekretærer om alt fra økonomisk omstilling til udviklingsstrategier, udgivet bøger og skrevet et hav af artikler i verdens mest anerkendte medier.

I dag er han professor på Columbia University og specialrådgiver for FN’s generalsekretær, António Guterres.

Og den 27. og 28. marts var han så inviteret til København for at tale under konferencen ’Move Humanity’, der blev afholdt på Christiansborg. Emnet var, hvordan man finder finansiering til at nå FN’s verdensmål.

Lad os sige, at du havde kontrol over 1 % af verdens årlige BNP. Hvad ville du gøre først?

Én procent ville være cirka 6,6 billioner dollars. Med det kunne vi redde millioner af mennesker fra døden ved hjælp af basal sundhedspleje. Vi kunne sikre skolegang for hundrede af millioner af børn, som ellers ikke er i skole. Vi kunne sikre, at alle har adgang til rent drikkevand og hygiejne. Og helt afgørende kunne vi begynde at bygge det grønne el-net, vi har brug for til skabe kulstoffri energi. 1 % vil ikke være nok til at gøre alt, vi bør gøre, men det ville være nok til at afskaffe ekstrem fattigdom, sikre basale nødvendigheder for ethvert menneske og tage vigtige skridt i forhold til klimaforandringerne.

Hvordan ser du chancerne for at implementere en ekstrabeskatning på verdens milliardærer?

I hele verden er der en anerkendelse af, at milliardærerne er for magtfulde. De er ofte i kontrol med politik, og de er ofte yderst selviske – bruger store formuer på luksuriøse huse, yachter og personlige lyster uden sans for de presserende behov hos menneskene omkring dem.

Jeff Bezos, verdens rigeste mand, siger, at han vil befolke galaksen, men han er ikke opmærksom på, hvad der sker på Jorden. Det er denne form for magtarrogance, som er meget, meget farlig. Det er nødvendigt, at disse mennesker beskattes og holdes ansvarlige. Ingen mennesker i et velfungerende samfund burde have den form for overdreven magt og rigdom, som disse par tusinde har. Især ikke når millioner af mennesker dør hvert år af ekstrem fattigdom.

Så du er ikke synderligt optimistisk i forhold til faktisk at realisere en beskatning af milliardærerne?

Vi har den sandsynligvis værste regering i USA’s historie med Donald Trump, den grådigste, mest korrupte og mest milliardærorienterede hidtil. Men så er der altså også én af de førende præsidentkandidater, Elizabeth Warren, som har formuebeskatning på sin dagsorden, Bernie Sanders, som taler for en revolution af den sociale retfærdighed, og Alexandria Ocasio-Cortez, som taler for en endnu højere beskatning. Så problemet er på dagsordenen i USA, men det er simpelthen en politisk kamp.

Det skal ske gennem Det Hvide Hus? For jeg ved, at Djaffar Shalchi (dansk erhvervsmand, filantrop og stifter af Human Act Foundation, der stod bag konferencen i København) blandt andet forsøger at få de danske milliardærer til af sig selv at bidrage med én procent af deres formuer.

Milliardærerne skal selv komme frem og sige: ”Her er min formueprocent til at nå FN’s
verdensmål.” Men mange vil ikke gøre det – og dem, der ikke gør det, må beskattes. Dét er idéen.

Hvad er den største hindring i at nå FN’s verdensmål?

Den største hindring er forskellige interessenter. Vi har teknologien og de finansielle kræfter til at nå verdensmålene, men det kræver, at der flyttes velstand fra de rige til de fattige, og at der bruges penge på vedvarende energi i stedet for på den fossile brændstofsektor. Så de to problemer er at finansiere de fattigste og at overkomme interessenterne i de etablerede, forurenende sektorer i økonomien og at promovere den nye, grønne økonomi i stedet for.

Du har talt om en stor negligering hos de magtfulde i især USA. Vil du uddybe det?

Det er især under Donald Trump og hans ”America first” og ultranationalisme, men helt generelt i de sidste 30 år i USA. Vi er blevet mere og mere militariseret og mindre og mindre interesseret i udviklingsløsninger til de fattigste dele af verden. Det har været skræmmende at overvære, for USA opfandt udviklingsbistanden efter anden verdenskrig. Men vi har stort set droppet udviklingsbistanden, som lige nu er på 0,177 % af BNP. Sådan cirka en fjerdedel af Danmarks bidrag. Det er en skændsel. Og det er endnu mere alarmerende, at selv med sådan en lav indsats har Trump talt for en nedskæring på 25 % på næste budget. Og det er, fordi han er en virkelig sadistisk mand. Han synes ikke at bekymre sig om andre end sig selv. Ingen sans for behovet hos fattige mennesker eller andre dele af verden.

Hvorfor er udviklingsbistand så fraværende på Kongressens dagsorden?

Generelt har vi i USA over de seneste 30 år mistet realitetsforbindelsen med resten af verden. Ingen af vores ledere har tydeligt forklaret USA’s ansvar. Vi har haft så mange krige i stedet for udviklingsprogrammer. Det har været en meget svær periode. Den basale viden om disse problemer er simpelthen faldet betragteligt blandt befolkningen. Og selv relativt bedre præsidenter, såsom Barack Obama, har ikke fokuseret på disse problemer. Befolkningen er ikke blevet uddannet i det. Det er ikke blevet forklaret, hvorfor det er usikkert og uklogt for et land at bruge næsten alle dets kræfter på militæret i stedet for på udviklingsprogrammer. Det amerikanske folks værdier kunne være bedre, synes jeg, men jeg mener også, at vores ledere er værre end folket. Vores ledere forsøger at appellere til det værste i folket.

Du har været i denne branche i mange år, kæmpet for at komme fattigdommen til livs i mange år. Hvordan vedholder du dit drive?

For det første fordi der er mange sejre i denne branche. Jeg har netop været i Beijing. Der er fattigdommen blev nedbragt fra næsten 80 % i 1970 til omkring 0 % nu, hvor de er i gang med at udrydde de sidste, små lommer af ekstrem fattigdom. Så der findes altså hele samfund, som har flyttet sig ud af fattigdommen.

Jeg foreslog for 20 år siden en global fond, som skulle bekæmpe AIDS, Tuberkulose og Malaria, og den har nu eksisteret siden 2002. Og her peger estimater på, at fonden har reddet omkring 27 millioner mennesker.

Hvis vi gør en indsats, kommer der også resultater. Jeg ved også, at digitale teknologier har sat os i en endnu bedre position til at skabe store fremskridt. Giv en smartphone til en sundhedshjælper, og personen vil kunne diagnosticere og udøve nødhjælp, monitorere patienters tilstand, ting, som ikke var mulige bare for fem år siden. Så der er store, store fremskrid.

Det mest negative aspekt af den seneste periode er dog politik. Og inden for det er også amerikansk politik. At forestille sig at få en præsident som Donald Trump var jo helt utænkeligt. En så korrupt mand, drevet af frygtspredning. Det er frygteligt. Men én af grundene til håb er selvfølgelig, at vi stadig har præsidentvalg i USA. Jeg håber i hvert fald, at vores demokrati overlever, for jeg tager det ikke for givet. Men i 2020 har vi valg, hvor jeg rådgiver Bernie Sanders, og jeg håber, at der er en lys fremtid. Jeg mener helt sikkert, at han har en chance for at vinde.

Hvad vil du aldrig stoppe med at fortælle folk?

At vi er nødt til at tage os af hinanden. Der er ingen automatiske løsninger eller udveje. Vores hjerner er lavet til vidunderlige samarbejder, stor opfindsomhed og uforståelig dumhed på samme tid, ha ha. Vi er så forskellig og kompliceret en art, at vi må arbejde hårdt for at gøre det rigtige og for at undgå det farlige. Det er simpelthen det værd - at gøre det rigtige. Det er bedst for os alle, og det er et værdigt gøremål.

Hvad har været den største skuffelse i dit arbejde mod fattigdomsudryddelse?

Den største skuffelse har været det, som Pave Frans har beskrevet som den globaliserede ligegyldighed. Vi har enormt svært ved at holde fokus på de vigtige ting. Hvis en klimaforsker fortæller os, at vi får en naturkatastrofe, hvis vi bliver ved at gøre, som vi gør nu, så siger massemedierne i mit land: ’Oh, det er interessant… Og nu: Lad os se på basketballresultaterne.’ Vores koncentrationsevne i forhold til det vigtige er det mest alarmerende. Jeg havde troet, at muligheden for at redde millioner af mennesker eller behovet for at ændre energisystemet ville være så betagende et eventyr, at det kunne interessere offentligheden. Sådan er det ikke de fleste steder. I Danmark er I bedre end i USA, hvor vi lever i et larmende og meget svært miljø, at vi knap nok er opmærksomme på disse udfordringer.

Hvordan har udviklingsdebatten flyttet sig, siden du og professor William Easterly (som er imod Sachs’ grundlæggende idé om, at flere penge vil løse problemerne i de fattigste land) blev gjort til de to modstridende poler?

Debatten er ret fragmenteret lige nu. Der er alle mulige idéer, måske på grund af den digitale revolution. Mange interessante idéer, men også mange vildledte. Om privatsektorer og nye forretningsmodeller. Nogle gange overser de den mest basale pointe. Jeg har i mere end 25 år argumenteret for, at hvis man på et videnskabeligt grundlag systematisk sender økonomiske resurser mod kendte problemer, så kan man løse de problemer. Det mener jeg stadigvæk. Men som jeg siger, er jeg helt bevidst om, hvor støjende og negligerende det politiske miljø er. Hovedsagligt på grund den totale mangel på amerikansk lederskab og den øgede, politiske fragmentering i mange lande. Jeg tror stadig på, at vi kan finde en vej igennem, men vi har brug for noget held for at lykkes.