Hos Euroman er vi triste over nyheden om, at Radio24Syv lukker, og vi har derfor samlet en liste over nogle af de podcasts, vi især kommer til at savne.

1. Den Korte Radioavis

Af alle unikke formater, 24syv har beriget det danske medielandskab med, står Kirsten Birgit Schøtz Kretz Hørsholm, Rasmus Bruun, speaker-Allan, Zissel, Nina, General Viking og alle de andre tilbage som personificeringerne af det nybrud i det danske medielandskab, Radio 24syv endte med at være.

Skarp, gennemarbejdet, politisk satire, leveret i kringlede og til tider geniale metalag af et altid oplagt og let-genkendeligt persongalleri. En time om dagen, fem gange om ugen. Og så endda over finansloven. Jeg har ofte tænkt, at vi næsten ikke var værdige til at have Den Korte Radioavis på de vilkår. Det var vi måske heller ikke.

Magnus Kraft, redaktionsassistent.

2. RomerRiget

RomerRiget symboliserer den anti-autoritære fuckfinger til systemet, som der kan være brug for i et samfund, der alt for ofte sætter tingene på en pedestal, hvor de intet har at lave. Om det er at træde på reklamebranchen eller spontant at forsøge at opildne danskerne til revolution mod indretningen af Folkemødet, kort inden han selv rejser derhen. 

Knud Romer har en særlig evne til at snakke om alt og med alle, og når først han sætter tænderne i et emne, formår han at gøre det indbydende og spændende, nærmest uanset, hvad emnet er. Han kan diskutere alt fra magt til seksualundervisning til fugle til Dannebrog til cykler, og formår at berige lytteren samtidig med, at det er ekstremt god underholdning. Jeg vil helt sikkert savne at høre Knud Romers samfunds- og kulturkritiske røst på Radio24Syv.

Jakob Kjøgx Bohr, journalist.

3. Millionærklubben

Hvad enten man faktisk er millionær, småinvestor eller blot interesserede i de store pengestrømme, der påvirker alle vores liv, er Millionærklubben et fantastisk program. Programmet har fire faste gæster, der hver især har 250.000 at investere for, og det er dermed en konkurrence, der løber hen over året, om hvem, der får mest for pengene.

Det er dog en lille del af det. Det vigtigste er, at alle investorerne (og de andre gæster) er farverige personligheder, der formår at fortælle os noget om samfundet og de virksomheder, der enten er i stigende eller faldende kurs. Vi kan have mange meninger om verden, men penge og bundlinjen er en dejlig no-bullshit-ligning, som meget kan måles efter.

Emil Norsker, digital redaktør.

4. 24syv Morgen

Veloplagt, velinformerende, velovervejet og serveret til morgenkaffen. 24syv Morgen er den perfekte podcast til de mørke morgentimer, hvis man ønsker at vide lidt (eller meget) om gøren og laden i verdenssamfundet. De fire journalister, som er Asger Juhl, Anna Ingrisch, Ida Herskind og Knud Brix stiller gode spørgsmål og diskuterer emnerne til et absolut tilfredsstillende punkt. 

Sidstnævnte af de fire journalister har gentagende gange vist, at han ikke er bange for at stille de svære spørgsmål og rette hård kritik mod politikere og magthavende, hvilket har gjort ham til en af mine favoritstemmer at lytte til, mens jeg gør mig klar til at gå på arbejde. Så har han i øvrigt programmet Poesibogen - også på Radio24Syv, - der kan gøre digte spændende, endda for os, som ikke læser digte.

Jakob Kjøgx Bohr, journalist.

5. Det Næste Kapitel

"Det Næste Kapitel er programmet, som tager afsæt i følelsen, man har, når man forlader et middagsselskab, og på vej ned af trappen kommer i tanke om alt dét, man ville have sagt.” Sådan beskriver folkene bag det selv. Det er et to timers portrætformat, hvor en aktuel gæst først interviewes i en time af vært Hassan Preisler, inden de to efter nogle dages fordøjelse følger op, hvor de kom fra sidst.

Som lytter kan det også kræve hvilepauser indimellem for at få det færdiggjort, fordi det er så intimt, intenst og tåkrummende at være i deres selskab. Men man er altid garanteret at lære noget nyt om gæsten, Preisler og ikke mindst sig selv med ’Det Næste Kapitel’.

Gæsterne tør give slip på deres forfængelighed, fordi Preisler ikke kun holder dem i hånden, men også selv er klar til at svare på de selvsamme og ligefremme spørgsmål. Han har endda spurgt en gæst, som han tidligere havde et sexuelt forhold til, om, hvordan hans præstation var. "Det var da udmærket,” som forfatter Amalie Langballe svarede i det seneste program. Intimt, ja, men ’Det Næste Kapitel’ bliver aldrig for udleverende, bare fandens ærlig og god radio.

Teis Jeppe Gørtz, journalist.

6. Bearnaise er Dyrenes Konge

Aldrig er en madanmeldelse blevet serveret så godt. Værten er forfatter Martin Kongstad, der rejser ud i den kulinariske verden, både i hovedstaden, men også mindst 110 kilometer derfra. Her udforsker han restauranter, mad og kultur i Danmark og udlandet, mens han udveksler røverhistorier med sine gæster, anmelder maden og vurderer den efter 13-skalaen. 

Det er ikke kun et underholdende program, det er også et kulturberrigende program, der lærer dig alt fra, at du altid skal sige 'bonjour' til tjeneren, når du er i Frankrig til, hvad begrebet egotab betyder.

Jakob Kjøgx Bohr, journalist.