Det, vi kender og kan regne med, er sådan noget som Folkekirken, arbejdsmarkedsbidrag, Kim Larsen, den danske humor, fjernvarme, smørrebrød, parcelhuse, vittigheder om svenskere og H.C. Andersen.
Alt sammen elementer, vi kan bruge til at beskrive vores hjemland, når vi møder udlændinge i poolbaren på charterferien og skal fortælle dem om, hvor ”wååånderful Denmark actually is, even though we pay 50 procent in tax.”
Og så er der selvfølgelig landsholdet. Fodbold er en folkesport, og intet som kærligheden (og også foragten, når det ikke går vores vej) skaber sammenhængskraft som slutrunder med dansk deltagelse.
Jeg suger det hele til mig. Ikke så meget spillet, for min indre optimist er efterhånden blevet lagt i benlås af sin realistiske fætter, der får bedre og bedre hukommelse og godt ved, at vi sjældent spiller over evne. Landsholdet bugter sig i bakke og dal, af og til går det højt, men tit er det på det jævne, og det afspejler nok meget godt en gennemsnitlig dansk gråvejrsdag i november. Men håbet kan man ikke tage fra mig.
Og jeg suger følelsen til mig af, at vi med landsholdet har noget fælles at gå op i, noget at snakke om og glæde os til, og ingen sommer batter for alvor uden en slutrunde. De ulige år er ikke rigtigt sjove, og sommeren er aldrig komplet.
Der skal enten være VM eller EM, og Danmark skal selvfølgelig være med.
Ligesom ved seneste slutrunde har vi nu igen lavet en særavis, hvor vi tager temperaturen på landsholdet, EM i Tyskland og fodboldkulturen. Læs den, brug den, og se den som en hyldest til det, der binder os sammen.
Og lad os så blive vidne til noget historie, eftertiden vil huske. Vi kan jo godt.
Rigtig god EM-slutrunde.
Du kan få vores EM-avis i sampak med det nye nummer af Euroman med Rasmus Højlund på forsiden, der er på gaden nu.
