Det danske landshold til VM i Rusland

Det danske landshold til VM i Rusland

VM i Rusland skal give de unge generationer den samme kærlighed til landsholdet, som vi andre er vokset op med

Danske fodboldfans født mellem 1975 og 1997 er nogle heldige kartofler. Stort set hver anden sommer har været en rød-hvid fodboldfest med højdepunkterne i 1986, 1992 og 1998. For de fans der er født efter 1997 er det en helt anden historie. Det danske landshold har været skuffende, dårligt og ofte helt fraværende, når de store slutrunder skulle afvikles. Bliver VM i Rusland startskuddet til en helt ny generations kærlighed til landsholdet?

Det er efterhånden nogle uger siden, at Danmark med en flyvende Christian Eriksen lammetævede det irske landshold med 5-1 og sikrede det danske landshold den første VM-slutrunde siden 2010. Det er hele syv år siden, Danmark viste sig frem for fodboldverdenen, da vi væltede ud af VM efter et ydmygende nederlag til Japan. Siden har der været et halvglemt EM og ellers intet. Indtil nu.

For mange voksne fodboldfans har de store slutrunder været en stor del af at vokse op. Noget af det man husker allerbedst ved at være barn. Laudrups driblemål mod Uruguay, Schmeichels redninger mod Klinsmann, Søren Coldings fortvivlede tilbageløb overfor Thierry Henry. Man husker meget af barndommen, fordi der var rød-hvid fodboldfest hver anden sommer.

Men en stor del af de yngre generationer derude har ikke den store referenceramme til landsholdet. De husker ikke Danmark til VM eller EM og lever og dør ikke med landsholdet. Det er bare endnu et fodboldhold, og endda ikke et særligt godt ét af slagsen. Sådan var det også i tiden før begyndelsen af 80’erne, hvor Danmark meldte sig ind i det fine landsholdsselskab.

Silkeborg-legenden og fodboldkommentatoren Morten Bruun har spillet 11 landskampe for Danmark og har altid haft landsholdet tæt på hjertet, helt fra barnsben. Men han var 19 år gammel, før Danmark kvalificerede sig til sin første slutrunde.

”Da jeg var barn, vidste jeg slet ikke, at Danmark overhovedet kunne være med til slutrunder. Dengang var der kun 16 hold med til VM-slutrunderne, og Danmark var ikke engang tæt på. Det danske landshold var ikke en del af min barndom”, siger Morten Bruun, som næsten ikke kan få armene ned efter Danmarks VM-kvalifikation.

”Jeg under virkelig dansk fodbold det her. Tænk på hele opbygningen, der skal i gang nu. Al snakken om puljerne, hvem der skal med i truppen, et fyldt Parken til nogle fede testkampe – måske mod Brasilien eller Argentina eller Tyskland. Det bliver fantastisk.”

Morten Bruun kommenterer ikke længere landsholdet, men han ser stadig alle kampene.

”Jeg er da enormt ked af, at landsholdet bare ikke var særligt godt, mens jeg kommenterede det. Altså, hoppeborge og alt det andet gejl har bare nogle begrænsninger. Det er simpelthen så vigtigt, at landsholdet vinder fodboldkampe, og det hjælper ikke at tale om, at holdet bliver godt om 4-5 år, fordi det ved man i realiteten alligevel ikke noget om. Der er ikke nogen erstatning for at vinde. Det gør holdet nu, og det gør hele forskellen.”

Det kan DBUs administrerende direktør Claus Bretton-Meyer godt skrive under på.

”Vi har været nede i en historisk bølgedal med det danske herrelandshold, hvor fansene nærmest har ligget lidt i dvale. Vores undersøgelser har vist, at viljen til at være landsholdsfans i høj grad er til stede i Danmark, men resultaterne har manglet, og de er bare enormt vigtige i vores branche. Da Irland scorede til 1-0, overvejede jeg en kort overgang at få skruet op for styrken på pillerne hos min psykiater, men heldigvis endte det godt,” siger han og fortsætter:

”Vi har jo prøvet at ændre en masse hos DBU de sidste fire år, og det her viser, at ting kan ændres, hvis man arbejder for det og har lidt held med sig. Vi har både skiftet landstræner og til en vis grad spillestil, og jeg er så glad for det her på Åge og Jon Dahls vegne.”


Claus Bretton-Meyer

Kommercielt og fanmæssigt har tingene også ændret sig. Claus Bretton-Meyer kan mærke, at det er en lidt anderledes dialog, DBU nu har med sponsorerne derude.

”Vi er glade for vores sponsorer, og de har været lige så meget oppe at køre over den her kvalifikation, som vi har. Det hjælper enormt meget, at vi skal med til VM igen, men faktisk har vi også oplevet en stor opbakning hos fansene efter EM for kvinder i sommer. Og vores undersøgelser viser endda, at nogle af de fans, der er kommet til specifikt er blevet fans, på grund af kvindelandsholdet. Dem ville vi ikke have hentet med herrerne. De kom fordi kvinderne spillede godt og kom i finalen.”

Peter Piil kommenterer landsholdet fast på Kanal 5 og har gjort det i mange år, først på radioen og nu på tv. Han kan godt mærke, at tingene har ændret sig det sidste års tid, hvor han og Brian Laudrup har kommenteret de store sejre.

”Folk vil gerne tale om landsholdet nu. Normalt taler folk helst Manchester United eller Liverpool, men nu vil folk ligefrem tale deciderede spilsituationer på banen. Det er altså et godt tegn.”

Peter Piil har svært ved at vurdere, om børnene er kommet mere med endnu, men han mener, at VM-slutrunden skal udnyttes så optimalt som muligt for at få børnene ind i landsholdsfolden. Han nævner, at hans arbejdsplads, Discovery Networks, havde en psykolog i studiet, der talte om erindringer i barndommen.

”Han sagde, at hvad der sker, når du er omkring 12 år i din barndom, er meget vigtigt i forhold til det, du tager med dig. Også det fodboldmæssige. Jeg husker VM i 1974. Danmark var ikke i nærheden af noget som helst, men jeg lærte mig selv alle de andre hold at kende, og i mange år fremover kunne jeg startopstillingen i finalen og kendte alle profilerne fra Vesttyskland og Holland og vidste, hvilke klubber de spillede i. Jeg kendte meget få danske spillere – og da slet ikke fra landsholdet.”

Peter Piil vurderer, at børn i dag er langt mere individuelt forgrenet, end før i tiden.

”Da jeg var ung, skiftede Kevin Keegan fra Liverpool til HSV. Det betød ikke, at jeg blev HSV-fan. Jeg blev hos min klub, der så fik en ny Kevin Keegan, der hed Kenny Dalglish. Uden at det skal lyde negativt, er det anderledes i dag. Mange børn der holder med Messi og Barcelona ville øjeblikkeligt blive Manchester City-fans, hvis Messi skifter til City i morgen. De følger Messi, ikke Barcelona.”

Og på det danske landshold er det Christian Eriksen, der trækker, ifølge den rutinerede kommentator.

”Der står Eriksen bag på de få landsholdstrøjer, man ser derude, og skal man have de yngre generationer med, gør det ikke noget at lade Eriksen trække læsset. Han spiller hver uge i Premier League på et klubhold i verdensklasse. Der er hele tiden snak, om han skal til Barcelona og Real Madrid, og det er vi jo stolte af i Danmark. Og så har han næsten ene mand kvalificeret os til VM. Han er bare den helt store – individuelle – historie på vores landshold, og han skal trække børnene ind i det her.”

Morten Bruun træner et U-14-hold fra Lyseng i fodbold og har også sin trænergang på Idrætshøjskolen Aarhus, og når man spørger ham, om de unge spiller i landsholdstrøjer, svarer han afkræftende.

”Jeg ser ikke en eneste landsholdstrøje til mine træninger. Hvis man er 12 år i dag, var man syv, da Danmark sidste gang var ved EM og fem, da vi var til VM. De unges trøjer er fra Manchester United, Liverpool, Real Madrid og Barcelona. Når man er et barn, identificerer man sig helst med en succes, og de børn her er vokset op med, at landsholdet bød på flere skuffelser end glæder.”

Og ifølge Morten Bruun har det sikkert ikke hjulpet meget at tage sine børn med i en halvtom Parken de seneste år og se en kedelig uafgjort, uden der sker noget som helst.

”Nu har de unge været med til to ikoniske kampe med landsholdet. To kampe vi vil se tilbage på om mange, mange år. Når man siger: ”kan du huske kampen mod Polen og kampen mod Irland?”, så vil folk automatisk vide, hvad man taler om. Den succes og den oplevelse alene vil betyde meget for børnene i dag. Og så har vi jo ikke engang oplevet selve VM endnu. Hvad nu, hvis Danmark trækker Argentina efter mellemrunden og slår dem?”

Villads Beck er 14 år, bor i Gentofte og spiller U-15 i en af de stærkeste rækker i København. Han er en løbestærk 6’er, der har et godt overblik, men som dog, med sine egne ord, godt kunne forbedre sin målfarlighed.

Villads kan tale Premier League, Liverpool og Iniesta i timevis, og han gider egentlig ikke superligaen, men ser alligevel AGF for at dele sorgen med sin far, som han siger. Når vi runder landsholdet, hører man ikke den store begejstring.

”Det bliver sjovt at se Eriksen og AC mod de bedste i verden. Men det er ikke noget, mine venner snakker om i skolen eller til fodbold. Det bliver da sjovt at se dem, men jeg tror ikke, de går videre fra puljen, og det gør heller ikke så meget.”

Hans far konstaterer, at Villads altid er klar ved skærmen, når Liverpool eller Chelsea spiller, men ofte slet ikke er klar over det, når Danmark spiller landskamp. Villads kan godt huske, at Danmark spillede uafgjort eller vandt over Holland til EM for fem år siden, men ellers er Danmark ikke rigtigt på hans radar. Villads’ far oplyser, at Villads den anden dag spurgte, om han måtte få en tysklandstrøje.

”Min far og jeg har en fed tradition for at tage til Berlin og se finalen, når Tyskland spiller i den. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen”, siger Villads.

LÆS OGSÅ: Fra gentleman til hooligan: Her er Pep Guardiolas stiludvikling i 16 billeder

LÆS OGSÅ: Tag fodboldrejsen til de lavere engelske rækker

LÆS OGSÅ: Mikkel Strøjer fra MLS: ”Superligaklubberne kunne få meget ud af at arbejde mere sammen”