Historien om Love Shop: Outsidernes opstigning

I 25 år har Love Shop sat sit præg på den nationle musikscene med tekster, der udfordrer det gængse danske ordforråd. 

"Himmelflugt og Højdeskræk - Historien om Love Shop” er fortællingen om bandet Love Shop skrevet af forfatter Tommy Heisz, der har interviewet en række personer, der har været tæt på bandet gennem tiden.

Bandet blev etableret i 1986 af Jens Unmack og Hilmer Hassig, og fik senere følgeskab af først Mikael Dehn - der trak sig igen i 1994 - og sidenhen mundharpespilleren Henrik Hall. 

Jens Unmack er det eneste nulevende officielle medlem af bandet. I anledning af musikbiografien om Love Shop bringer vi her et uddag fra bogen, der fortæller historien om bandets spæde start og mødet mellem de to grundlæggere:

Jens tog kun få ejendele med til København. Men den rejseskrivemaskine, hans far havde foræret ham ved afskeden, havde han med sig. En sølvgrøn tysk Erica fra 50’erne. På den skrev han tekster. Allerede før han forlod Viborg, havde han forsøgt sig med digte, som han i dag betegner som håbløse. Om det var samme tanke, Michael Strunge fik, da han sad med digtene mellem hænderne som konsulent på forlaget Borgen, vides ikke. De blev returneret til Viborg med et opmuntrende afslag.

I punkmiljøet var det helt normalt, at man udtrykte sig kunstnerisk på flere måder og gerne på tværs af kunstformer. Men for Jens stod det nu hurtigt klart, at det var musikken, der trak mest. Det blev den, han satsede på. To af Jens’ tidligere bandfæller hjemme fra Viborg var også rykket til hovedstaden, og sammen med dem videreførte han bandet Næste Uges TV. Fuldstændig ukendte var de ikke. De havde tre numre med på albummet Somewhere Outside, som undergrundspladeselskabet Irmgardz udgav i 1983.

Der var tale om et dobbeltalbum, hvor selskabet ville præsentere den punkinspirerede musik, der blev lavet uden for hovedstaden. Og selvom Næste Uges TV altså var flyttet til København, havde de stadig provinsstemplet på sig og kom med på albummet med numrene Hvide flag, Ærlige brugte og Island.

LÆS OGSÅ: "Det føles, som om motorcyklen knækker under mig. Jeg når at tænke: ”Satans. Det her går galt.” 

Jens var en af to forsangere i bandet, men han sang ikke særlig godt. Og bandet havde svært ved at finde fælles fodslag i København. Derfor gik der ikke længe, før noget nyt måtte ske. To dominerende kvindelige skikkelser fra punkmiljøet, Camilla Høiby og Martha Podell, ville gerne være med, og Camilla ville endda synge. Det passede Jens rigtig fint. De to nye ville have ændret bandets navn og fik deres vilje. I samme ombæring forlod et af de oprindelige medlemmer bandet til fordel for en af Camilla og Marthas veninder. Jens var nu med i et kvindedomineret band ved navn Drift. På grund af Camillas gode kontakter i miljøet fik bandet masser af koncerter, og Jens fik bedre mulighed for at markere sig selv.


Den sølvgrønne Erica-skrivemaskine var en af de få ting, Unmack tog med sig fra Viborg til København. På den skrev han de første mange tekster. Foto fra "Himmelflugt og Højdeskræk - Historien om Love Shop”.

I mellemtiden var han flyttet til Islands Brygge og dermed tættere på centrum. I den periode begyndte han at hænge ud med Henrik Olesen, som han senere skulle blive bandkollega med i Greene. Henrik kom fra Vejle, hvor han sammenmed sin storebror Peter havde spillet i bandet Sort-Hvide Landskaber. Peter var i 1983 flyttet til hovedstaden, hvor han havde lært Jens at kende. Der skulle gå flere år, før lillebror Henrik forlod Vejle, men han var tit på besøg, og når han var det, boede han ofte hos Jens. I dag fortæller han:

- Vi tilbragte rigtig meget tid sammen. Jeg lærte hurtigt Jens at kende som en sjov og behagelig fyr, og samtidig havde han den der vilde nysgerrighed over for alt det nye. Den, der hver dag drev ham rundt til pladebutikker i hele byen – og om aftenen til spillesteder. På den måde var han god at hægte sig på, når man gerne ville lære København at kende. De to fik timer til at gå med at spille tennis op ad en mur i baggården, hvor Jens boede. Om aftenen gik de på U-Matic og Barbue, miljøets største insteder:

- Det var på Barbue, jeg mødte Jens første gang. Jeg kan tydeligt huske det. Det må have været i 1984. Han havde maosko på, og sådan nogle gik Peter og jeg også i. Vi faldt hurtigt i snak. Siden havde vi rigtig mange af den slags byture. Det var altid samme mønster. Jeg stod der og var alt for genert til at snakke med nogen, og Jens charmede sig altid ind på de smukke piger. Jeg kan ikke huske, at han nogensinde tog nogen af dem med hjem, men han kunne noget med dem, som jeg ikke kunne.

Punk var på dette tidspunkt allerede et forældet begreb. Som rendyrket musikgenre havde den en ganske kort levetid. Post-punken havde derefter domineret billedet. Sådan kalder man genren i dag, men i samtiden blev den betegnet som nyrock. Henrik og Jens kunne her finde noget at mødes om, men i årene, der fulgte, var det i endnu højere grad den fælles kærlighed til de nye, ringlende, guitarspillende popbands som The Smiths, The Go-Betweens, Josef K og Orange Juice, der bragte dem sammen.


Et billigt keyboard, Casiotone MT-40, som Hilmer købte i Illum. Rytmeboksen fra dette keyboard kan høres på "Loves Goes On Forever". Foto fra "Himmelflugt og Højdeskræk - Historien om Love Shop”

LÆS OGSÅ: "Jeg lagde øret til hans mund og lyttede. Ingenting. Det var slut. Skikkelsen i sengen var ikke længere min far, men en krop, der langsomt blev stiv og bleg"

- Vi skrev hver især sange og indspillede dem hjemme hos Jens. På sit soveværelse ude på Islands Brygge havde han en firespors Tascam-båndoptager stående. Jeg kan huske, at Peter og jeg virkelig var misundelige på den. Det var vist en, han havde fået af sin far. Vi andre kunne kun drømme om den slags. Jeg har stadig nogle af de optagelser liggende, vi lavede derude. Der var nogle rigtig fine ting imellem. Noget af det, jeg husker bedst fra den tid, er, at når Jens skrevsange, så virkede det, som om de bare kom strømmende igennem ham. Det var jeg både fascineret af og misundelig over. Han skrev og skrev og skrev. Jeg er ikke i tvivl om, at han har arbejdet hårdt for det, men det så bare så let ud. Og han havde en god sans for den fængende melodi.
 
For Jens var det en gave, at han var ung i 80’erne, hvor man som regel kunne få lov at gå ledig i lang tid, før man blev tvunget i arbejde. Kun i en ganske kort periode tog han sig et rigtigt job, da han blev ansat i banken Bikuben og fik 1.481 kroner om ugen udbetalt. Han var ikke tilfreds med den lave hyre og iværksatte derfor en solostrejke for at få timelønnen i vejret. Ikke så overraskende blev han i stedet præsenteret for en fyreseddel.

På et tidspunkt var han også ansat i en børnehave, men i de fleste perioder lukrerede han på, at systemet lod typer som ham gå i fred. En gang imellem skulle han dukke op til et møde, hvor han blot skulle fortælle, at han gik og rodede med noget musik, så fik han igen lov at passe sig selv. I stedet for at gå på arbejde dyrkede Jens sine selvstudier ved at gå i pladebutikker. Der var mange at vælge imellem dengang. For eksempel Gry og Superlove i Pisserenden. Double Fun i Hyskenstræde, Ziggy i Lavendelstræde og Bristol Music Center på Strøget. Stort set hver dag fulgte Jens sin faste rute rundt i byen, bygget op omkring disse vandhuller.

Det var på en af de ture, hans liv skulle tage en afgørende drejning en eftermiddag i 1983. Han gik ind i Bristol Music Center. Bag disken stod en spinkel ung mand. Han var forholdsvis tyndhåret af sin alder og havde et skævt, underspillet smil på læben. Jens vidste udmærket godt, hvem han var. Han havde set det, i samme øjeblik han var trådt ind i butikken. Alligevel spurgte han: ”Er det ikke dig, der er Hilmer? Hilmer fra Kliché?” Jo, det var Hilmer fra Kliché, der stod bag disken. Hilmer Hassig.
 
Ud over at være manden bag den flænsende, forvrængede guitar på Klichés seneste album, Okay Okay Boys, var han butiksuddannet og stod altså nu og langede plader over disken til musikglade københavnere og turister i pladebutikken på Strøget. De to faldt i snak. Om musik selvfølgelig. Og Jens fornemmede hurtigt, at han her havde at gøre med en vidende mand, der kunne lære ham noget nyt. For Jens stod Kliché som noget af det største. Et af flagskibene i den tiltrængte forvandling af den danske musikscene, han havde været vidne til. Sådan havde det været, siden han i 1981 havde ligget bevidstløs af druk ved siden af scenen til den koncert på gymnasiet hjemme i Viborg. Siden havde han fulgt Kliché rundtomkring i landet som fan.

Hilmer Hassig var en stor stjerne i hans verden. Han forsøgte dog at lægge en dæmper på sin benovelse over for ekspedienten og talte bare løs om sit yndlingsemne: musik. De to fik en god og lang snak, og den fortsatte, da Jens næste gang vendte tilbage til butikken. Han havde følelsen af, at de klikkede godt. Men ikke i sin vildeste fantasi kunne han forestille sig den færd, de var ved at sætte ud på sammen.

Jens var en outsider. Sådan havde han følt sig det meste af sit liv. Han passede ikke ind. Det var en af grundene til, at punken havde talt så tydeligt til ham. Han havde følt sig fejlplaceret i Dollerup Bakker. Som et fremmedelement mellem klassekammerater, der styrede mod trygge lønmodtagerliv. I gymnasieårene havde han med gru lyttet til Bruce Springsteens sang The River. En fortælling om en mand, der ser alle sin ungdoms drømme tørre ud. Sådan måtte det ikke ende. Han havde aldrig været i tvivl om, at han måtte væk. At han måtte finde et andet sted og opfinde sit eget.

LÆS OGSÅ: "Jeg prøver at lære Saman, at talent ikke er nok i sig selv. Det skal kombineres med hårdt arbejde." 
 
Hvis Jens var outsider, var Hilmer det i endnu mere ekstrem grad. Han var som David Bowies Manden, der faldt ned på jorden. Hans opstigning til stjernestatus i den danske musikverden var sket pludselig og havde slet ikke ligget i kortene, da han var yngre. Han kom ikke fra et hjem med klaver. Faktisk næsten så langt fra som overhovedet muligt.

Hilmer var fire år ældre end Jens. Han blev født i 1960 i Aalborg, hvor faren var med til at bygge Limfjordstunnelen og senere arbejdede på en badeanstalt. Familien boede under trange økonomiske kår i en kolonihave. Faren var altid iarbejde og havde til huslejen og maden, men der var aldrig meget at rutte med. En af Hilmers foretrukne barndomsanekdoter handlede om, hvordan hans far stod ude i garagen og hamrede sit eget gebis sammen, fordi han skulle have nyt og ikke havde råd til at betale de 1-200 kroner, det kostede.

Han fik lavet et fint gebis, for han var god med hænderne, selvom tandkødet dog var blevet helt orange. Historien illustrerer meget godt, at penge var en mangelvare i familien Hassig. Samtidig viser den noget om faren, der altid var kreativ og søgte sine egne løsninger. Man brugte det, man havde ved hånden. De var en stor børneflok, seks brødre i alt, mens to piger var omkommet vedfødslen. Det var ikke noget, der blev talt ret meget om i familien. Som det var almindelig kutyme i en arbejderfamilie på den tid, rettede man blikket fremad og lod livet gå videre. Hilmer voksede ikke op i et barndomshjem tynget af sorg, som det ellers senere er blevet fremstillet i forskellige artikler. Når han selv fortalte om sine drengeår, handlede det om at spise æbler og leve det ubekymrede liv i kolonihaven – og ikke mindst masser af besøg sommeren igennem på den badeanstalt, hvor faren arbejdede.


Øvelse i Puk-studet omkring 1991. Foto fra "Himmelflugt og Højdeskræk - Historien om Love Shop”.

Da Hilmer fyldte syv, rykkede familien rødderne op og flyttede til Vesterbro. Og nogle år senere videre til Brønshøj. Som 11-årig begyndte han for alvor at fatte interesse for musikken. Han begyndte at gå til guitarundervisning ved Nils Henriksen, der var et ret profileret navn på det tidspunkt. Han var guitarist i bandet Culpeper’s Orchard og kom senere til at arbejde sammen med Sebastian og producere plader for C.V. Jørgensen.

Hilmer lærte den grundlæggende teknik, men havde egentlig mest lyst til selv at udforske guitarens muligheder. Han blev mere og mere interesseret i musik og begyndte at lytte til Roxy Music, David Bowie og The Sensational Alex Harvey Band. Han var fascineret af glamrockens virkelighedsfjerne og overdrevne afsøgning af musikken, som samtidig var så stram og melodiøs. 

LÆS OGSÅ: Daniel Agger: ”Jeg blev nødt til at komme væk, for ellers ville jeg sprænge i luften. Jeg befandt mig i det røde felt"

Det var noget, han havde for sig selv, det med musikken. Hverken hans far eller mor forstod noget af det, og brødrene var også helt andre steder i deres liv. Det blev hans eget rum, og med den ihærdighed og grundighed, der senereskulle komme til at kendetegne så mange af hans musikalske meritter, spiste han sig bid for bid ind på musikken. Ledte efter sit eget sprog og undersøgte, hvor guitaren og dens lyde kunne føre ham hen.

Glamrocken, som Hilmer var så inspireret af, kom i forskellige versioner i den første del af 70’erne. Der var den letbenede variant med navne som Sweet og Gary Glitter, og så var der den mere ambitiøse, som talte mest til Hilmer. De væsentligste navne her var David Bowie, T. Rex og Roxy Music. Bowie kom med en baggrund inden for mimeteater og gjorde det op gennem 70’erne nærmest til sit projekt at genopfinde sig selv som karakter, for hvert album han udgav. Marc Bolan havde afsæt i hippiemiljøet og startede med at sidde på gulvet og spille bongotrommer, mens han sang om mystiske sagnverdener, men forvandlede sig, da han begyndte at arbejde sammen med produceren Tony Visconti, til en oversminket futuristisk rockstjerne med masser af makeup, osende af sexappeal. Og i Roxy Music mødtes Bryan Ferrys markante, nærmest skabede vokal med synthesizerspilleren Brian Enos fremsynede, mekaniske lyd.

Fælles for disse navne var, at de legede grænseløst med identitetsbegrebet og satte rockmyten i spil på nye måder. Som Per Reinholdt Nielsen skriver i sin bog om rockhistorien, tog glamrocken nok afsæt i hippiemusikken, menbåde musikalsk og ideologisk havde den et helt andet udtryk. Hvor hippierne ville redde verden og gøre den til et bedre sted for alle, handlede glamrocken nærmere om at slippe væk fra verden. At skabe sig en ny identitet for at komme væk fra det almindelige liv.

Virkelighedsflugten gav god mening for mange unge i de trøstesløse 70’ere. Også for Hilmer. Han havde sat af sted på en rejse, der skulle bringe ham væk fra den socialt tunge baggrund, der havde formet ham. Han elskede det ekstreme, næsten overnaturlige, univers, som glamrocken stod for. Og samtidig kunne han hente masser af musikalsk inspiration i fremsynede og skelsættende typer som Bowie og Eno.

De ville nye steder hen med musikken, og han havde det påpræcis samme måde. Nok hørte han Slade og Sweet og spillede i sine unge år med i et simpelt kopiband, men han havde en indre kraft, der allerede var i gang med at bringe ham nye steder hen. Senere har han fortalt i interviews, at han meget hurtigt kom til at kede sig musikalsk. Han ville have nye lyde, hele tiden forskellige lyde. Udvide det sprog, han kendte i forvejen. Det kunne en Brian Eno også have sagt.



"Himmelflugt og Højdeskræk - Historien om Love Shop”er udkommet på Turbine.

LÆS OGSÅ: Pierre-Emile Højbjerg: Manden i trodsalderen

LÆS OGSÅ:
 Maya Ilsøe: ”Vi er så bange for at blive fundet for let og ekskluderet af gruppen. Hvis du ikke har din stamme, kan du lige så godt gå ud og dø i ørkenen.”

LÆS OGSÅ: Morten Østergaard: "Jeg går glip af mange ting i mine børns liv"

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Bøger