“Hun var aggressiv, selvhævdende og smuk. Vi blev kærester, før jeg kunne nå at blinke.” 

Sådan starter Bryan Cranston, der er kendt som methamfetamin-producenten Walter White i Netflix-serien Breaking Bad, historien om sin ekskæreste i et nyt videointerview med Big Think. 

Cranston indledte forholdet til “Ava”, hvis rigtige navn han har valgt at holde hemmeligt, efter en skilsmisse fra sin første kone. De to blev hurtigt forelskede, og forholdet tog fart - men efter noget tid gik det op for ham, at det ikke var ren idyl. 

“Jeg opdagede, at det var et eller andet mærkeligt ved hende. Og det var, at hun var afhængig af stoffer. Hendes adfærd begyndte at ændre sig. Hun kunne svede ét øjeblik, have det fint det næste, så var hun nede, og så var hun oppe,” siger han i videoen.

Cranston, der på det tidspunkt var i gang med at uddanne sig til politibetjent, valgte derfor at bryde med Ava. Han overvejede de forskellige scenarier, der kunne ske - at hun var enig i beslutningen, at hun blev vred, at hun ville græde - og hvordan han skulle reagere på det. Det eneste scenarie, han ikke havde forberedt sig på, var, at hun blankt afviste bruddet. 

“Hun sagde det bare helt roligt, ‘nej, vi slår ikke op’. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle stille op med det,” siger han.

I tiden efter begyndte Ava at stalke Cranston. Hun mødte blandt andet op på hans daværende arbejde i New York og efterlod dødstrusler på hans telefonsvarer. Det hele kulminerede, da hun en dag troppede op ved hans lejlighed og hamrede på døren og råbte og skreg.

“Imens lå jeg i fosterstilling i min seng. Og jeg var flov. Jeg var 28 år gammel, og den her kvinde er 160 centimeter høj og vejer 50 kilo, og jeg følte mig truet af hende. Det fik mig til at indse, at det ikke handler om nogens størrelse. Det handler om magt, og at nogen bruger eller misbruger den,” siger han.

Hvad der skete derfra har været grundlæggende for den måde, Cranston forstår mennesket på i dag.

“Jeg rejser mig fra sengen og går hen og låser døren op. Jeg tager fat i hendes nakkehår og hiver hende ind på mit soveværelse, hvor der er en murstensvæg. Og så begynder jeg at hamre hendes hoved ind i væggen. Igen og igen og igen, indtil der er blod og hjernemasse over det hele. Men pludselig vågner jeg op, og jeg ligger stadig i min seng,” fortæller Cranston. 

“Jeg kigger over på murstensvæggen, og der er selvfølgelig ikke noget at se. Men jeg gisper som en syg hund, fordi det var så virkeligt. Jeg så mig selv træde ud af min egen krop og dræbe den her kvinde,” fortæller han.

Dén følelse, Cranston havde, da han forestillede sig selv dræbe Ava, har han siden kanaliseret ind i flere af sine roller - blandt andet i rollen som Walter White. 

“Jeg brugte det i serien, når jeg blev så vred på Mike (politibetjent og senere kriminel i serien, red.), at jeg følte, jeg kunne dræbe ham. Jeg havde den her oplevelse med Ava, og den har gjort, at jeg ved, at under de rette omstændigheder og det rette pres kan selv den svageste person i verden blive ekstremt farlig - ligesom Ava eller mig selv,” siger han i interviewet.

Du kan høre hele historien i videoen herunder.

LÆS OGSÅ: Nu kan du se Jay-Z’s genindspilning af Friends på Youtube

LÆS OGSÅ: Så meget tjener skuespillerne på Game of Thrones

LÆS OGSÅ: Aziz Ansari bag Netflix-hitserie: Derfor har jeg droppet nettet