I foråret 2016 tog den 20-årige Timothée Chalamet fra hjemmet i New York til byen Crema i det nordlige Italien. Han skulle spille hovedrollen som den unge tresprogede og hyper-musikalske Elio Perlman, så han ankom to måneder før resten af filmholdet, for at lære at spille guitar, perfektionere sit klaverspil og tale italiensk.

Efter undervisningen ville han ofte cykle hen til instruktøren Luca Guadagnino, der boede i byen, for at spise frokost og tale om rollen. I månederne der efterfulgte skulle ’Call Me by Your Name’ filmes. Og det var her Timothée Chalamet skulle få sit store internationale gennembrud med mere end 40 bedste mandelige hovedrolle-nomineringer og en Oscar-nominering i samme kategori som den yngste skuespiller siden 1944.

Filmen blev en kæmpe succes, og Chalamet blev udråbt til at være sin tids nye store skuespiller. Og nu bliver han så sammenlignet med Leonardo DiCaprio. På den røde løber, der til Independent Spirit Awards er blå, sagde produceren på filmen Rodrigo Teixeira, at Chalamet ville blive en af verdens bedste skuespillere:

”Måske er han den nye Leonardo DiCaprio? Han er en dygtig skuespiller, en fantastisk person, og han gav alt, han havde, for at lave den her film,” sagde han til en reporter fra Variety.

Chalamet har tidligere spillet med i Christopher Nolans ’Interstellar’, ’Homeland’ og fornyligt Greta Gerwigs roste debutfilm ’Ladybird’, der ligesom ’Call Me by Your Name’ også var Oscarnomineret i kategorien bedste film.