Derfor elsker vi gysere: Det ligger i generne

Den aktuelle ’Lights Out’ ligner fuldstændig en klassisk gyser, hvor vi kender alle virkemidlerne på forhånd. Men hvorfor bliver vi så forskrækkede alligevel? Forskerne har undersøgt sagen.

Man behøver bare se traileren til sommerens hypede gyserfilm ’Lights Out’ for at fornemme, at det er en klassisk gyser: Et monster viser sig kun i mørke og skaber skrig, gråd og chok.

Filmen trækker på de karakteristiske træk, som enhver god skrækfilm skal have. Først og fremmest skal der altid være en autoritet, der bliver nedbrudt. Glem alt om en sikker havn hos en stærk mand eller kvinde – autoriteterne skal nok blive smadret undervejs.


Fra filmen SAW.

Derudover er der de mere åbenlyse, som at karaktererne er mere eller mindre idioter. Nogle er modige, men de fleste er dumme nok til at gå ned i en mørk kælder og larme så meget, at de umuligt kan gemme sig.

Og så er der selvfølgelig noget, der skal være skræmmende, og det opnår man ved at antyde noget ukendt – gerne døden – som hele tiden er umærkbart til stede i mørket. Når vi ser et gardin i en gyserfilm, håber vi altså både, at hovedpersonerne går væk fra det, og samtidig, at de trækker det fra, fordi vi ved, at der er noget ukendt og farligt bagved.

Det paradoksale er selvfølgelig så, at når vi ved, hvad der er på vej, burde vi ikke blive forskrækkede – men det gør vi. En hjernescanningsrapport fra 2010 ved navn ’Human Brain Mapping’ kortlægger, hvordan det forventelige rent faktisk er det, der skræmmer os mest.


Vi ved, at vi vil blive bange, og derfor sætter et urgammelt overlevelsesinstinkt ind. Uden de standardkoder i enhver gyserfilm ville instinktet ikke blive aktiveret, og så ville vi synes, at det var en dårlig film.

Danmark er det land i verden, hvor der er blevet forsket mest i gysergenren, og her har forskere påvist, at det gode gys ligger i vores gener.

Frygten for råddenskab er dybt lagret i os alle sammen. Derfor er det også svært at nævne en gyserfilm med et monster, uden at det har noget vampyrlignende over sig, og det tilskriver forskerne vores forfædres jægersamfund.

Her var spidse tænder og råddent kød det værste, man kunne komme i nærheden af, fordi det enten betød død eller forgiftning. Det bekræfter listerne over de klammeste monstre i filmhistorien, fx den besatte pige fra ’Eksorcisten’ (1973) og det myrdede barn fra den originale ’The Ring’ (1998).

Begge stinker af råddenskab gennem filmlærredet, mens deres tænder er lige så dyriske som menneskelige. Samtidig handler den menneskelige glæde ved gys også om, at vi kan lide noget, vi har set før.

Sådan forholder det sig i alle filmgenrer, men selve gysergenrens psykologi er endnu mere enkel og kan endda koges ned til fem buzzwords, som manuskriptforfattere igennem årtier har arbejdet ud fra: frygt, overraskelse, spænding, mystik og afsløringstrang.

Vi ser gysere for at se vores egen frygt for det ukendte i øjnene, fordi vi så sjældent oplever den i virkeligheden. På samme måde kan vi godt lide at få et chok.

Det er som at gå i Tivoli og få et sug i maven af forlystelserne – man frydes ved at gyse, mens man holdes fast af historien, fordi tempoet og skrækken skaber spænding.

Dernæst skal der være noget mystisk, som vi ikke helt forstår. Det skærper vores sanser. Sidst, men ikke mindst er det afgørende, at det mystiske bliver afsløret, så vi forstår, hvordan det hele hænger sammen. Tænk blot på klassikere som ’Motorsavsmassakren’ (1974), ’Ondskabens øjne’ (1991) eller ’Børnehjemmet’ (2007). De kan alle sætte kryds ved disse fem ord og endda tilføje en del svælgen i råddenskab.

’Lights Out’ har premiere 21. juli.

Moderne gysertræk


Bilen starter aldrig

I nyere tid er den mest klassiske kliché, at en person er lige ved at slippe væk, men så kan bilen ikke starte. Det oplever man bl.a. i
’Cujo – En hund efter blod’ (1983) og i ’Motorsavsmassakren’-filmene.

Manglende mobilsignal


Uanset om det er i ’Saw’ (2004), ’Red Eye’ (2005) eller ’The Wicker Man’ (2006), er der aldrig signal på mobiltelefonen, når noget morderisk mystisk er i hælene på filmenes hovedpersoner.

Kvinder kan ikke løbe uden at falde
… og skurken indhenter dem alligevel ved bare at gå. Klicheen kan ses udført til
perfektion i ’Øksemorderen’ (1981) og ’Leprechaun’ (1993).