I Skyfall har Daniel Craig samme mission som de to første gange, han spillede James Bond: At opdatere agenten til en moderne actionrolle. Craig rammer plet – næsten – hele vejen igennem.
James Bond i 2012 må have det som om, han er en del af en kongefamilie. Han skal forny sig, men samtidig bevare forbindelsen til noget velkendt og traditionsbundent. Ellers vil James Bond ikke være James Bond, men blot en anden udgave af fx Jason Bourne.
Første halvdel af Skyfall, der har premiere fredag, vil måske få skeptikere til at sige, at der er for meget af den gamle Bond i Daniel Craigs figur. Især nogle fjollede replikker, der giver minder om den lapsede Roger Moore, burde være redigeret ud af manuskriptet. (man forstår Pierce Brosnan, der efter Bond-karrieren sagde, at han hadede at levere de letbenede halvsjove replikker).
Men som filmen skrider frem viser Daniel Craig - og selvfølgelig manuskriptforfatterne og instruktør Sam Mendes - hvordan det skal gøres. Vi ser agent 007 som manden, der kan slås, score damer og overvinde modstand med hele verden som kulisse, men vi møder også den mere virkelighedsnære mand, der tvivler, går på druk, får nok af sin arbejdsgiver og for en stund lever et liv under både skurkenes og efterretningstjenestens radar.
Filmen bliver kun bedre, mere spændende og overraskende, jo længere den skrider frem. Desuden er Javier Bardem - som altid - fremragende i sin skurkerolle. Også selvom hans bizarre brintoveriltehår (formentlig en hilsen til Christopher Walkens skurkerolle i 'A View to a Kill' fra 1985), ikke ligefrem gør ham mere skræmmende.
Mod slutningen får vi svaret på, hvad Skyfall er, samtidig med, at filmen både overrasker og leverer masser af nostalgi for Bond-fans. Se den hvis du er Bond-fan og se den, hvis du mener, at Bond er bedaget. Du kan blive overrasket.
++++
