Da jeg var lille, boede vi på Asavænget lige ved siden af Nordisk Films studier i Lyngby. Jeg var meget derinde og kom også med i den første ’Far til fire’-film. Men derefter sagde min far nej til den slags, og det er jeg ham dybt taknemmelig for. Ellers var jeg måske aldrig blevet skuespiller.
Rollen som Stens mor i ’Zappa’ fik jeg på et afbud. Skuespillerinden, der oprindelig var blevet den tilbudt, syntes, rollen var for usympatisk. Bille (August, red.) sagde til mig, at man ikke altid kan lave et forsvar for en karakter i en film, og at jeg måtte stole på, at publikum selv ville lave det for hende. ”Hun er ikke kun sådan, der må være en grund til det.” Og så var hun jo overordentlig vigtig for at kunne forstå Sten, og det er sådan, man skal se på det.
Det kan også være mere udfordrende at være den onde end at spille den gode mor, der bager boller. Den ondeste scene er den, hvor Sten rigtig har gjort sig umage og har lavet en fin middag til sin mor, og hun ikke vil spise den, fordi hun er på kur. Stakkels dreng. Henning (Jensen, red.) var inde at se den i biografen med sin datter Sarah, kort efter at vi var blevet kærester. De måtte gå undervejs i filmen. Er det virkelig min nye stedmor, hende der? Det blev for meget for hende.
Jeg løj meget som barn. Og fordi jeg løj så meget, er jeg blevet allergisk over for det. Jeg kan slet ikke have det, og jeg kan spore en løgn på 400 km’s afstand. It takes one to know one.
Jeg var ikke noget kæresteobjekt, da jeg gik i skole. Jeg syntes også, jeg blev valgt fra af kammeraterne. Men jeg var også irriterende, sådan en, der irettesatte de andre. Det var en svær tid. Jeg havde mistet min mor, og som 14-årig flyttede jeg med min familie fra København til Frederikshavn. Det var et voldsomt skifte. Jeg kunne ikke engang forstå, hvad de sagde. Min lærer satte mig til at rette grammatikken i de andres stile. Jeg kæmpede hårdt for at komme ind i et fællesskab, og det hjalp ikke på det.
Jeg føler mig meget privilegeret. Og jeg er egentlig stolt af, at jeg har klaret mig som freelancer igennem 42 år. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at der ikke har været nogle gange, hvor jeg har følt mig forbigået eller vraget. Hvorfor var det hende, der fik rollen, og ikke mig? Jeg har også prøvet at være til casting på en rolle til tv, hvor de endte med at vælge en, der var 10 år yngre. De vil ikke have de der rynkede ansigter, og slet ikke efter vi har fået high definition-tv, hvor alt kan ses. Jeg synes, det er fattigt, og et eller andet sted kan jeg ikke forstå, hvorfor man ikke også laver tv-dramatik for dem, man har delt fortid med, og som rent faktisk har tid til at se det.
Jeg havde nogle år, hvor jeg instruerede i Helsingborg. En dag gik jeg og kiggede på butikker i gågaden. Jeg så en dame i en forretning, som jeg vidste, jeg kendte, men ikke kunne placere. Lidt senere så jeg hende igen. Hvem er det nu lige, det er? Pludselig kunne jeg se, at det var mit eget spejlbillede, jeg stod over for. Jeg tænkte: ”Det kan ikke være rigtigt, at jeg er kommet til at se sådan ud.” Det var en meget mærkelig oplevelse.
Jeg var tæt på at dø, da jeg var omkring 17 år. Min stedmor havde en masse piller stående, og jeg havde slugt en håndfuld og lagt mig ind i min seng. Jeg tænkte ikke på at tage livet af mig, jeg trængte bare til fred. Jeg var træt af mine forældre og syntes, der var ufred alle steder. På et tidspunkt fandt mine forældre mig, og jeg blev sendt til udpumpning. Jeg vågnede op på hospitalet meget øm i halsen efter udpumpningsslangen og meget flov over mit dramatiske tankeløse eksperiment.
Jeg har aldrig været så bange som i de timer, Henning lå på operationsbordet. Han var faldet på teatret og havde brækket nakken. Han troede bare, det var piskesmæld, og var endda gået til kiropraktor med det. Men det blev værre og værre, og til sidst blev han scannet. Da lægerne kom ud efter scanningen, havde de en krave og en rullestol med til ham. Det viste sig, at der var brud på den øverste nakkehvirvel. De fortalte, at en forkert bevægelse eller ryk kunne gøre ham lam fra halsen og ned.
Der gik en hel måned, inden han kunne blive opereret, for de vidste ikke rigtig, hvordan de skulle gribe det an. Henning havde halskrave på konstant, også når han sov. Lægen havde kun 6 mm at operere på, og der skulle flyttes nogle nerver. Forud for operationen fortalte vi de læger, der skulle operere Henning, hvad vi havde fået at vide efter scanningen. At hvis han var faldet, kunne han blive lam. ”Nej, det passer overhovedet ikke,” sagde de. ”Nå, gudskelov,” sagde vi så. ”Næ, for så var du død på stedet.”
Operationen varede i 6-7 timer. De fikserede de tre øverste nakkehvirvler med seks skruer og nogle metalbånd, det hele pakket ind i ny knoglemasse. Han kom hjem allerede dagen efter, det var 23. december 2011. Operationen var gået godt, men angsten sad stadig i os, og jeg var rædselsslagen, når vi skulle køre bil. Tænk nu, hvis en eller anden kørte op i os bagfra. I dag er der ingen af os, der tænker på det. Angsten fylder slet ikke noget. Vi er de læger stor tak skyldig.
Min far havde for vane at hænge sin jakke i entreen med en masse mønter i. Jeg stjal fra ham og købte salmiakstænger til dem, jeg gerne ville være venner med. Jeg blev modigere og modigere, og det kørte et stykke tid, indtil min far en dag konfronterede mig. Han blev så ked af det og talte ikke til mig i 14 dage. Så holdt jeg op med at stjæle.
Jeg fortryder, at jeg som ung var bange og ikke havde mod nok til at rejse alene rundt og se verden. For et par år siden fik jeg et legat på 50.000 kr., som jeg brugte på en rejse. 10 dage alene i New York. Det var en dæmon, der skulle drives ud. Jeg skulle lære at rejse alene, så det gjorde jeg. Jeg var på alle museerne, jeg var i teatret og gik til jazzkoncerter. Masser af indtryk. Men hold kæft, hvor var det kedeligt. Jeg havde jo ikke nogen at dele det med.
Solbjørg Højfeldt er oprindelig uddannet hospitalslaborant og nåede også at arbejde nogle år som sådan, inden hun søgte ind som skuespillerelev på Aalborg Teater. Hun modtog en Bodil for sin rolle i ’Slingre-valsen’ (1981), men fik sit store folkelige gennembrud som den kølige mor til Sten i ’Zappa’ (1983). Kan ses i Jesper W. Nielsens ’Der kommer en dag’, der får premiere til næste år. Har en voksen søn og har siden 1985 været gift med skuespillerkollegaen Henning Jensen.
LÆS OGSÅ: Rikke Møller Pedersen: "Jeg blev mobbet fra 0. til 7. klasse"
LÆS OGSÅ: Lars Løkke: "Det var ikke en mulighed bare at lægge sig ned"
