Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Ugens kulturanbefaling: Sandheden om ’The Godfather’, flippermaskiner og smertestillende piller

Ugens kulturanbefaling:

Sandheden om ’The Godfather’, flippermaskiner og smertestillende piller

Det kan være uoverskueligt at navigere i alle de kulturtilbud, der findes, hvad enten det er udstillinger, restauranter eller tv-serier. Derfor vil en fra Euroman-redaktionen hver mandag give dig anbefalinger til, hvad du kan se, læse, lytte, opleve og spise i løbet af den kommende uge. Her er det journalist Jonas Langvad Nilsson, der vil læse hemmeligheden om verdens bedste film og genbesøge et smerteplaget USA.

Kultur-bog.jpg

Læs

Denne her bog har jeg glædet mig til længe. Som kæmpefan af ’The Godfather’, en af verdens bedste film, interesserer det mig at vide noget om, hvordan dette filmiske mesterværk blev skabt. Den nysgerrighed får jeg mere end tilfredsstillet af Vanity Fair-journalisten Mark Seal, som i bogen ’Leave the Gun, Take the Cannoli’ fortæller historien om, hvordan den første Godfather-film blev til. Vi får et underholdende indblik i de mange magtkampe og stridigheder, der udspillede sig i kulissen. Vi hører om instruktøren Francis Ford Coppola, som kæmpede med producenterne om at få lov til at bruge den dengang ukendte Al Pacino i rollen som Michael Corleone, der overtager sin fars mafia-imperium. Og vi hører om den virkelige verdens mafiamedlemmer, som forsøgte at true filmholdet til at droppe filmen, fordi de frygtede, at den ville give landets kriminelle underverden uønsket opmærksomhed. Man siger, at virkeligheden overgår fiktionen. Jeg er tilbøjelig til at give Mark Seal ret.

’Leave the Gun, Take the Cannoli’ koster ca. 220 kroner på amazon.co.uk

 

Lyt

For nogle år siden huggede jeg til på stedet og købte billet til Ennio Morricones koncert i Forum i København. Jeg husker, at billetten var temmelig dyr, 1.000 kroner, eller deromkring, men chancen for at se ’Il Mastro’ live – manden bag musikken til film som ’Cinema Paradiso’, ’The Good, The Bad, and The Ugly’ og ’Once Upon a Time in the West’ – ville jeg for alt i verden ikke forpasse. Det blev en mindeværdig aften i selskab med den dengang 88 år gamle Morricone, som om nogen har løftet filmmusikken til en kunstart. Jeg kan huske, at jeg var forkølet den aften. Måske var det derfor, jeg havde vand i øjnene. Eller også var det ved tanken om, at den gamle komponist snart havde optrådt for sidste gang. Morricone døde fire år efter, i 2020, men dermed er det ikke slut med at opleve hans musik live. Heldigvis har vi DR Symfoniorkestret, som tidligere har fremført Morricones filmmusik med bravur og har millioner af visninger på YouTube. Og der, på YouTube, vil jeg varme op, mens jeg booker billet til DR Koncerthuset i januar, hvor DR Symfoniorkestret inviterer til en duel mellem netop Morricone og en anden mester, Nino Rota, som kendes for den mindst lige så forrygende musik til ’The Godfather’.

’Duellen – Morricone slår til igen’, 13., 14. og 15. januar 2022 kl. 20 i DR Koncerthuset.

 

Kulturanb-dopesick.jpg
I Euromans juni-udgave i 2003 fortalte vi historien om den amerikanske smertestillende pille OxyContin, der blev set som et mirakel i behandlingen af kræftsyge, ulykkesofre og andre med stærke smerter. Men pillen viste sig at være ekstremt vanedannende, og den skabte den hurtigst voksende misbrugsbølge i USA nogensinde. Euroman besøgte den lille by Pennington Gap i delstaten Virginia, hvor pillen havde fået kriminaliteten til at eksplodere.

Se

Som journaliststuderende tog jeg i efteråret 2002 på udveksling i Sydens USA, nærmere bestemt byen Knoxville i delstaten Tennessee. Når jeg ikke passede studierne, lejede jeg en bil og kørte rundt i nabostaterne og skrev her mine første artikler til Euroman. Jeg tog til den lille by Pennington Gap i Virginia og skrev om den smertestillende pille OxyContin, som havde skabt en misbrugsbølge af dimensioner i de små, fattige byer langs bjergkæden Appalacherne, hvor mænd kommer til skade i kulminerne og ender på smertestillende medicin. OxyContin havde – trods medicinalvirksomhedens løfter om det modsatte – vist sig at være ekstremt vanedannende, og mange lovlydige amerikanere indledte en kriminel løbebane for at få råd til OxyContin. Også unge mennesker blev hooked, når de i kedsomhed knuste pillerne og sniffede dem ind og fik 12-timers smertelindring komprimeret til et kick af dimensioner.

I årene siden har jeg fulgt OxyContin-debatten i USA på sidelinjen, og forleden tog jeg hul på den nye dramaserie ’Dopesick’ på Disney+, som undersøger, hvordan medicinalfirmaet lykkedes med at sende en ’mirakelpille’ på markedet, som har ødelagt menneskeliv og hele bysamfund overalt i USA.

’Dopesick’, dramaserie i otte afsnit med Michael Keaton og Rosario Dawson m.fl. på Disney+

 

Oplev

Godt gemt af vejen i et øde beliggende industrikvarter i Glostrup åbnede sig forleden en verden, jeg ikke vidste eksisterede. En af mine venner havde hørt om Retroarkaden og foreslog, at vi kørte en tur forbi og undersøgte, hvad det dækkede over. Vi er begge vokset op med pixellerede computerspil og bip-bip-lyde på vores Commodore 64-maskiner engang i 1980’erne og tanken om for en aften at genopleve det hele, lokkede os til Formervangen 6 en mørk og råkold lørdag aften. Vi åbnede døren og trådte ind i en 500 kvadratmeter stor lagerhal, hvor ejermanden, en nostalgisk anlagt samler, har indrettet et vaskeægte mekka for alle med hang til gamle spillemaskiner. På rad og række stod 100 flippermaskiner af ældre dato og lyste op i alskens farver. Andre hjørner af hallen var dedikeret til arkadespil som Pac-Man, Donkey Kong, racerbilspil og alle de andre klassikere fra svundne dage. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle tilbringe min lørdag aften i et industrikvarter i Glostrup, men det gjorde jeg altså, og jeg betalte med glæde 75 kroner i timen for en rejse tilbage i tiden – og det gør jeg nok snart igen. Også selv om jeg næppe lykkes med at gennemføre Donkey Kong.

Se retroarkaden.dk for åbningstider. Betaling med kontanter eller MobilePay.

 

Spis

Fransktalende personale, små borde med rødternede duge og bistromad til rimelige priser. L’Education Nationale har ligget i Pisserenden, nærmere bestemt Larsbjørnsstræde 12, siden 1992, og mere Paris bliver det næppe. Her sidder man tæt i stearinlysets skær, og for mit vedkommende samler interessen sig om husets fiskesuppe, som indimellem er på kortet. Alternativt sigter jeg efter de hvidvinsdampede muslinger eller klassikeren entrecôte med pommes frites og bearnaise. På mit skolefransk og uden alpehue beder jeg udførligt om, at kødet steges à point, som man siger, når man som jeg foretrækker entrecôten medium well og ikke halvrå indeni. På dessertkortet overvejer jeg en crème brulée eller poire belle-helène – pocheret pære med vaniljeis og flødeskum. Og pludselig føles november ikke længere så kold og mørk.

L’Education Nationale, Larsbjørnsstræde 12, Kbh. K